JEG BEHØVER KUN SOL OG REGN af Morten Dürr og Rasmus Svarre (2023)

Langt inde i skoven lever troldmanden med sin kone. De mangler aldrig noget, for troldmanden kan trylle alt frem. Tudser trylles til fisk, sten til kartofler osv. Men selvom parret aldrig er sultne, savner særligt konen at have et barn. Derfor beslutter troldmanden at fremtrylle en datter til dem, og han forvandler et ungt birketræ, der står foran huset, til en lille pige med lyst hår, hvid hud og klare blå øjne. Men uanset hvad parret tilbyder pigen, svarer hun: ”Jeg behøver kun sol og regn.”

En morgen ligger hun ikke i sin seng, og troldmanden og hans kone er fortvivlede. Men pigen står blot udenfor, hvor det unge birketræ har stået. Derfor begynder de at låse hytten om natten for at sikre, at hun ikke bliver væk i skoven. Men pigen vil stadig hverken spise eller læse med dem. Hun gentager blot: ”Jeg behøver kun sol og regn.” En eftermiddag skal troldmanden hente vand i brønden, og straks løber pigen ud i sneen og forsvinder ind i skoven.

En eventyrlig fortælling om, at man ikke bør ændre på andre. Heller ikke selvom man kan. Alle har ret til at være sig selv. Historien er i tråd med tidens ånd, hvor vi opfordres til at holde fast i os selv, også selvom man muligvis ikke lever op til andres forventninger.

Bogens morale er sat i en eventyrkontekst, hvor det ikke er nødvendigt at udfolde personerne, da de repræsenterer yderligheder i menneskelig natur, og dette understreges særligt i kraft af Rasmus Svarres fabelagtige drømmende s/h illustrationer, som er detaljerede, smukke og grusomme.