LILLE ARKITEKTURHISTORIE FOR BØRN OG BARNLIGE SJÆLE af Mogens A. Morgen (2023)
Bogen er overskueligt opdelt i kapitler, der begynder med oldtiden og antikken og beskriver berømte bygningsværker fra tiden. Der er herunder et afsnit om Parthenon, der blev tegnet af arkitekterne Iktinos og Kalikrates og blev bygget over en periode på 10 år.
I kapitlet om middelalderens arkitektur handler første afsnit om den tyske by Quedlinburg, hvor man føler sig hensat til middelalderen, da byen har ikke mindre end 1200 bindingsværkshuse, og hvor den middelalderlige byplan og en stor del af bygningerne er blevet bevaret.
I renæssancen blev blandt andet Børsen i København bygget på foranledning af Christian IV, som ville gøre København til "en rigtig storby". Børsen blev tegnet af de belgiske brødre Lorenz og Hans van Steenwinckel, og som alle Christian VIs bygninger, fik også Børsen et særligt kendetegn, Dragespiret. Solkongens overdådige slot Versailles blev desuden også bygget under renæssancen.
Helt anderledes så nye bygninger opført under modernismen ud. I kølvandet på 1. Verdenskrig blev kunstskolen "Staatliches Bauhaus" bygget, der ville gøre arkitektur og design tilgængeligt for alle. I den ånd blev også Karl-Marx-Hof almene boligbyggeri, der er mere end én kilometer langt, opført i Wien med kommunen som bygherre. I det nye årtusinde blev "Startup Lions Campus" opført i Kenya i 2021 med inspiration fra et termitbo, hvor varmen samler sig i tårnene på bygningen, og lave åbninger trækker den køligere luft ind.
Det er både en virkelig interessant og enormt flot bog, som har fokus på nogle af primært Europas mest spektakulære bygninger. Mogens Andreassen Morgen er en veloplagt fortæller, der har indlagt flere personlige fortællinger, som er med til at gøre læsningen både levende og særdeles læsevenlig.
Sprog og kompleksitet er udarbejdet, så børn fra ca. 10 år kan være med, men det kræver nok alligevel en vis interesse i enten arkitektur eller historie, hvis børn skal læse den selv. Som fællesprojekt vil den være helt ideel, og jeg er overbevist om, at adskillige voksne får samme udrejselængsel som jeg. Jeg noterede mig undervejs, hvor mange bygningsværker, jeg faktisk mangler at besøge.
Illustrator Claus Nørregaard er bladtegner og har virkelig formået at gengive de enkelte bygningsværkers kendetegn på smuk og dramatisk vis, og de giver bogen den afsluttende wauw-effekt.