Min blå stol af Betina Birkjær. Illustreret af Katrine Louise Jakobsen
Pigen i bogen kan ikke holde familiens mange lyde ud, og vil bare gerne sidde i fred på sin blå stol, hvor hun ikke kan høre de andres slubren, skraben og sukken. På sin blå stol er hun sikker på, at hun er usynlig. Da hendes mor kigger intenst på deres kedelige tapet, ønsker pigen, at hun kunne vokse op og blive småblomstret med sommerfugle og luftballoner. I skoven bor farverne, som bliver ekstra stærke, da hun møder drengen, der kan se hende. I så høj grad at den blå ’usynlighedsstol’ nu skal have farven gul. Og nu er det stille vindueskiggeri ud i verden fra den blå stol, erstattet af en indtræden i alle verdens undere.
Det er et stærkt makkerpar der her er sat sammen. Betina Birkjær beskriver følelser på en enkel og genkendelig måde, og man fornemmer, hvorledes pigens ønske om at være usynlig ikke gælder, hvis hendes forældre engagerede sig i hende. Pigen vil bare så gerne opdages.
Katrine Louise Jakobsen skaber fine lette Illustrationer, der ikke efterlader tvivl om de følelser der optræder i historien. Pigen er tegnet med blyant, og den eneste farve, når lydene overvælder, er hendes blå stol. Og hun forsvinder næsten helt i en dobbeltside, hvor alt er tegnet i blå farver. Farverne vælter frem alle steder, og udfylder også pigens blyantskrop, da hun møder en fremmed dreng i skoven, som siger, at han kan se hende på lang afstand. Helt til månen og tilbage igen. Bogen slutter med, at man præsenteres for stole i alle former og farver. Vidunderlig fortælling.