PELSANKER

Ditte Steensballe har en ven, der mistede sin gravhund, og gennem deres samtaler om sorg voksede denne perle. Savnets alfabet, kalder hun det. Forfatteren sætter ord på smerten, og med sin historie husker hun os på, at vi ikke er alene. 

Billedbogen viser smerteligt intenst, hvordan billederne af hunden Freddi ved sengen, er det sidste personen i bogen ser om aftenen, og det første øjnene falder på om morgenen. Personen tænker tilbage på, hvor imponerende det var, at så korte ben kunne løbe så hurtigt, men særligt hvor i høj grad den lille gravhund kunne løfte humøret. 

’S’ er spiseskålen, som nu er tom, og ’V’ er vandreturene, som ikke længere føles gode, fordi minderne er alt for tunge: 

Freddi.
Vi skabte en verden sammen.
Din og min.
Vi havde vort eget alfabet.
A for Aftentur
E som Efter pinden
F som Freddi

Iben Sandemoses illustrationer er helt vidunderlige. Hendes særlige figurer i vilde farver kan udtrykke den største smerte i det ene øjeblik, hvor man kan se, hvor tungt hovedet føles, for på næste side at lade livet blive lidt lysere. Personens øjne er både stirrende og store, når smerten bliver vækket i parken, når en eller anden kalder på sin hund og fraværet af den hund, man selv elsker, med ét står knivskarpt.