THE BROTHERS HAWTHORNE
THE BROTHERS HAWTHORNE

THE BROTHERS HAWTHORNE

08.03.24
Endnu et overbevisende actioneventyr om de fire Hawthorne-brødre.

 

De fire brødre Nash, Grayson, Jameson og Xander er blevet opdraget til altid at lytte til deres stenrige afdøde morfar Tobias Hawthorne og løse utallige gåder, som han satte op. Nu hjælper de arvingen Avery med at bestyre den enorme formue. De fire brødre har hver sin far, og da den ellers altid fattede Grayson finder ud af, at hans yngre halvsøstre Savannah og Gigi har problemer, tager han til Phoenix for at hjælpe.

Imens har Jameson Hawthorne, som er kæreste med Avery, og en gambler udover det sædvanlige, taget imod en stor udfordring fra sin far. Bla. skal han infiltrere Londons mest eksklusive kasino, hvor kun de allerrigeste og mest magtfulde mennesker har adgang, og spille sit livs spil.

Grayson kommer et par gange til at skulle bruge hjælp fra sine brødre. Både fra Nash, der netop har friet til Averys storesøster Libby, og fra lillebror Xander, som er den mest kreative tænker af de fire. Grayson er vant til at være i kontrol, og til aldrig at involvere sig, ligesom den ukendte lillesøster Savannah, men begge vil gøre alt for at passe på søsteren Gigi, der med sin umiddelbarhed og ukuelige charme, får alle parader til at falde. Men det viser sig at være vigtigt, at alle passer på hinanden.

I denne bog følger man primært Grayson og Jameson, ikke Avery, som spiller en mindre rolle i historien. Fortællestemmen skifter mellem Grayson og Jameson, og det var ret fint at lære dem samt deres fædre lidt bedre at kende. Særligt fattede jeg sympati for Grayson, som kæmper så hårdt for at holde på sig selv pg på formerne, og ikke lukker nogen ind. Men han er stadig en smule forelsket i Avery. Nu optræder der også en mystisk kvinde, som er begyndt at ringe til Grayson, og jeg håber, at han får sin egen kærlighedshistorie i seriens næste bind.

’Brødrene’ er den mest komplekse af seriens fire bind, men handlingen er i højere grad centreret om relationer og familie i stedet for gåder. Dog er der stadig masser af både gåder og spænding. ’Brødrene’ er underholdende læsning, selvom jeg var allerbedst underholdt i seriens første tre bind.

Hvis du elsker gåder og tempo så læs også ’Thieves Gambit’, og hvis det er mysterier, der trækker, er ’Hvem har kysset Shara Wheeler?’ helt ideel. 

Materialer