The Sad Ghost Club 2- Jagten på sjælevenner af Lize Meddings

Bind to begynder dagen efter at første bind sluttede. De to spøgelser Socks og SG mødes igen, og SG er meget spændt, da der er kommet en henvendelse på den plakat, de skrev for ensomme spøgelser. De opfordrede andre til at kontakte SG, så de ensomme kan danne en klub. SG er vildt begejstret, men er Socks ængstelig, fordi de føler, at de allerede bliver udskiftet. De møder det nye spøgelse, Rue, men hvor Rue og SG kan snakke sammen med det samme, bliver Socks helt stille, fordi det er alt for uoverskueligt at skulle være del af en større gruppe. Socks går til sidst hjem, og reagerer de næste dage ikke på SGs beskeder, for følelsen af at være i overskud og udenfor fylder det hele. Men en dag står SG i døren, og er bekymret for Rue, som vist nok har mistet nogen, og SG siger, at selvom Socks ikke vil være venner længere, håber de virkelig at de stadig kan være venner alligevel. Måske er det ikke så dumt at have venner, som forstår.

Seriens andet bind fortæller historien om, hvor vigtigt det er, at ingen er alene. Det er derfor SG ønskede at nå ud til andre, der også føler sig alene. Det er en virkelig smuk tanke, men jeg havde det lidt svært med, at SG overlod Socks til sig selv i mere end en uge i en tilstand af dyb depression.

Da SG, Socks og Rue til slut mødes på stranden, opdager de, at flere spøgelser er ankommet til mødestedet, og ’Sad Ghost Club’ er dannet. Fortællingen handler om angst, depression og venskaber. Dialogen mellem SG og Socks er enkel, og vist i talebobler, mens deres indre tanker bliver vist nedenfor.

Bøgerne i serien er smukke. Nogle sider er enkle scener af natur eller landskaber, og det samlede udtryk fremstår fint, relaterbart og kærligt. Serien kan være en trøst til dem, der lider af depression eller angst fra ca. 13 år.