Vejen hjem i natten af Akiko Miyakoshi

Efter en lang dag med leg sidder lille Kanin nu træt og tryg i sin mors favn, mens de bevæger sig gennem byen. Butikkerne er ved at lukke, og aftenen er mørk og stille. Kun lysene fra restauranten, boghandlen og andre forretninger samt de få stråler, der slipper ud fra enkelte lejligheder, sender lidt lys ud på gaden. Lille Kanin kan høre en stemme et sted, dufte lækkerier et andet sted, mens tankerne om, hvad der mon foregår inde hos den enkelte, løber gennem det lille hoved.

Billedbogen er en dejlig afspejling af barndommens undren over mennesker, biler, huse og historierne bag. Hvor skal de mon hen, hvordan, og med hvem? De rolige illustrationer i fløjlsbløde mørke farver er med til at skabe den blide fortælling, der understøtter den korte fine tekst. Man kan indimellem ane teksturerne af et gammelt foto i illustrationerne, som kaster et dunkelt skær over historien.   

Jeg er imponeret over, hvordan både tekst og illustrationer benytter sig af forskellige perspektiver. Der er udsigt til nattehimlen gennem soveværelsesvinduet, et kig ned fra øverste repos på en trappe i et lejlighedskompleks, en skrå udsigt fra gaden op mod lejlighedens vinduer mm., der alt sammen får læseren til selv at undre sig. Karaktererne udgøres af forskellige dyr, der bader, slapper af i en lænestol, laver mad eller fester. Men der er en sær sorg i de mange afskeder, der gør at historien er mere end en godnatfortælling, og de næsten tomme gader giver også plads til en lille smule uhygge.

Det er Akiko Miyakoshis første bog på dansk, og jeg håber at ’Vejen hjem i natten’ er første bog af flere fra hendes hånd.

Det er en virkelig dejlig billedbog, der på en rolig måde kan være med til at lukke dagen for alle fra ca. tre år, men den kan også bruges til mere end blot en godnathistorie.