Fredagsanbefaling

Vi anbefaler en god film fra Filmstriben – koldkrigs sci-fi klassiker

I 1983 var den kolde krig iskold og muligheden for en udslettende atomkrig virkede ikke langt væk. I denne stemning udkommer John Badhams Wargames, hvor en enkelt ung hacker er lige ved at starte 3. verdenskrig. En film med klassikerstatus, der stadig er værd at se og derfor dagens anbefaling.

Teenageren David Lightman har svært ved at tage sin skole alvorligt. Heldigvis er han er superdygtig på sin personlige mikrocomputer, og kan hacke sig ind i skolens system og ændre sine karakterer. Dette trick bruger han også til at imponere veninden Jennifer.
David vil gerne prøve et endnu ikke udgivet computerspil og forsøger at hacke udgiverne. Men i stedet får han kontakt med en militærinstallation og supercomputeren WOPR (War Operation Plan Response). WOPR er bygget til at holde mennesker ude af beslutningen om at afsende atommissiler, og er programmeret til kontinuerligt at køre krigssimuleringer og lære over tid. David vælger "global atomkrig" og at spille som Rusland, da WOPR stiller det ikoniske spørgsmål ”Shall we play a game”.

Wargames er blevet en ikonisk film, der som en af de første brugte hacking og computernetværk i sit plot. Den har også fået kredit for både en voldsom stigning i interessen for personlige computere (og især modems), samt USA's første Internetlov. En spændende tech-thriller med en ung charmerende Matthew Broderick i hovedrollen.

Se en trailer til filmen
Se filmen på Filmstriben

 

NB: Fra d. 1. juni bliver der indført en ny model for lån af film hjemmefra på Filmstriben.
Du har hidtil været vant til at gøre brug af ’antal lån’, når du låner på Filmstriben. Fra den 1. juni stiller bibliotekerne i stedet et antal point til rådighed, som du skal bruge, når du ønsker at låne film. Hver film tildeles en værdi mellem 1 og 4 point, og du kan selv vælge, hvordan du ønsker at bruge dine point. Der skal typisk bruges 4 point for at se en spillefilm, længere dokumentarfilm kræver 3-4 point, mens forskellige kort-, animations- og dokumentarfilm af op til 30 minutters varighed vil være pointsat til 1-2 point.
Vores grænse på maks to film pr. måned bliver til 8 point som du enten kan bruge på 2 lange film eller flere kortere.
 

Filmene bliver som udgangspunkt inddelt i 4 pointkategorier:

  • Film og udvalgte dokumentarfilm med almindelig spillefilmslængde: 4 point
  • Dokumentarfilm over 30 minutter: 3 point
  • Kort-, dokumentar- og animationsfilm op til 30 minutter: 2 point
  • Kort-, dokumentar- og animationsfilm op til 15 minutter: 1 point

Vær opmærksom på: Du kan ikke overføre ubrugte point fra en måned til den næste. Du har således 8 point hver måned, som du kan anvende. Uanset om du har brugt dine point i den forgangne måned eller ej.

 

Find nyheder om bibliotekets filmindkøb og indkøbernes anbefalinger samt oversigt over tidligere fredags-anbefalinger. Du får desuden et overblik over Aarhus Bibliotekernes filmarrangementer samt links til biblio-tekets store udvalg af film på dvd / blu-ray, som du kan reservere og låne helt gratis. Følg os på aakb.dk/section/film