Dystopiske fortællinger med noget på hjerte

Anmeldelse af Kaspar Colling Nielsen: Dengang dinosaurerne var små. Udgivet på Gyldendal den 8. oktober 2019 
Anmeldt af Kristine Kold Vestergaard Strandsby 

Der er fart på i Kaspar Colling Nielsens nye novellesamling Dengang dinosaurerne var små. Faktisk bliver man nærmest helt forpustet af at læse de hæsblæsende og gakkede fortællinger. Her møder læseren blandt andet en falsk fisker, en negativ overbo og en ond dueunge, der fortærer både sin mor og far i ren og skær grådighed. 

Nogle af samlingens fortællinger er tidligere blevet bragt i Politiken, andre er nye. Fælles for fortællingerne er, at de alle omhandler eller varsler om menneskeligt kontroltab i en ny tidsalder. Dette selvom fremskrivningen og kritikken af samfundsudviklingen som oftest er godt skjult bag absurde parader. 

På hjemmebane i det mærkelige 
Siden sin debut med Mount København fra 2010 har Nielsen eksperimenteret med grænsen mellem det realistiske og det mærkelige. I en på overfladen genkendelig verden er den menneskelige identitet konstant til forhandling. Hos Nielsen er alle forvandlinger mulige, og der er tilsyneladende ingen grænser for, hvordan virkeligheden kan moduleres. 

I Dengang dinosaurerne var små hersker absurditeten ligeledes i bedste velgående. Fortællingen ”Hr. Fissen” er et slående eksempel. 

En morgen begynder Katrines ”fisse eller tissekone eller kusse, eller hvad man nu foretrækker at kalde den” at leve sit eget liv. Handlekraftig og egenrådig tager den, hvad den ønsker. Katrine må se magtesløs til, mens hendes fisse inspireret af Hitler bliver voldelig, dræber folk og til sidst må stikke på flugt fra militæret i Københavns gader: 

”Alle kampvognene skød mod den abelignende hr. Fissen, som fra facaden klatrede op på taget, hvor den brølede af alle kræfter ad sine modstandere som en lille King Kong […]” 

Katrine selv reduceres til en ubetydelig hudflap på hr. Fissen. Forvandlingen og forvirringen er total, men der er som sagt mere på spil i Nielsens fortællinger. 

Mere end dystopiske fantasier 
Det er nemt, men ærgerligt at afskrive Nielsens fortællinger som virkelighedsfjerne, dystopiske fantasier. Dette selvom det kan være svært at gennemskue, om det i så fald er kulturpessimisme, globaliseringskritik eller noget helt tredje, der er på spil mellem linjerne. 

Særligt interessante og vellykkede er fortællingerne ”300.000 heste” og ”En parallelvirkelighed”, som handler om netop globaliseringens konsekvenser og klimakrisen. Her skriver Nielsen sig på behørig vis ind i en litterær bevægelse, som beskæftiger sig med ideen om en ny tidsalder, hvor globalisering, uhæmmet vækst og klimaforandringer truer selve den menneskelige eksistens. Som det så fint er beskrevet i ”En parallelvirkelighed”: 

”Det globale marked er uden politisk styring og i det hele taget for stort til at kontrollere. Det er et brusende hav, som vi kun kan forsøge at forstå, fortolke og tilpasse os. Der er slet ingen politisk magt i verden længere. Tingene sker bare.”

Det er passager som overstående, der fremhæver fortællingernes fælles udgangspunkt: det menneskelig kontroltab. Globaliserings- og klimakritikken smukt illustreret i et brusende og ikke mindst ukontrollerbart hav. Det handler om skala. Om at vi endnu ikke er i stand til at forstå, hvad vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. 

Læser man de mærkelige fortællinger ind i denne kontekst, er de både underholdende og forvirrende. De er skræmmende og vigtige. De er dystopiske fantasier med noget på hjerte.