Hvor der / er vold er / der ikke / kærlighed

Den længe ventede del to bryder meget med seriens del et. Opbygningen er, frem for én sammenhængende helhed, inddelt i to noveller og to langdigte. Dermed er der et genreskift på spil, som dog viser sig at gå op i en højere enhed med Djævlebogens gennemgående kapitalismekritik. En kritik, der, udover den fragmentariske form, kommer til udtryk gennem hårdtslående linjer om at give systemet fingeren og læne sig ind i en tillid til kærlighed og nærvær. Man vil nok kunne argumentere for, at del to ikke ‘passer ind’ i seriens forudbestemte tematik og omdrejningspunkt. Dog åbner den op for et andet perspektiv i serien – og som Nordenhof selv understreger det for sine læsere i sit kække forord:

“det bliver også / jeres opgave / at få det til at passe / ind i serien / jeg kan jo virkelig / ikke / gøre hele arbejdet / alene / Asta Olivia Nordenhof”

Djævelske noveller

Bogens to noveller udspiller sig henholdsvis i et højhus (“Djævlen i højhuset”) og på en psykiatrisk afdeling (“Djævlen taler fra galehuset”). I første novelle følger vi en prostitueret kvinde, der lader sig føre til et ukendt sted af en af sine kunder. Stedet viser sig at være et hotelværelse, hvor hun ikke må foretage sig andet end at blive inde og få tiden til at gå. Den anden novelle foregår som nævnt på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg-fortælleren får dagene til at gå med at sluge piller og føle sig død indeni. Begge noveller, særligt den første, er tilpas absurde i deres måde at portrættere, hvad kapitalismen kan få det enkelte menneske til at ofre. At sælge sig selv, følge med fremmede og lade sig rive rundt med:

“Først inde på hotelværelset fik jeg mine fulde sanser igen. T fjernede først høreværnet og løftede så masken fra mine øjne. Jeg har forsøgt at huske, hvad jeg følte, men det er svært. Noget enstrenget og hårdt, en kold brændende metaltråd, som gik fra min nakke til mit røvhul, det er det nærmeste, jeg kan komme det.”

Novellerne er i sig selv en smule svære at gennemskue, idet jeg-fortælleren selv er i tvivl om præcis, hvad der foregår omkring hende og famler sig frem gennem dagene på henholdsvis hotelværelset og den psykiatriske afdeling. Men i samspil med de to langdigte begynder Nordenhofs bagtanker med projektet at give mening.

Kærlighedspoesi som kamp mod kapitalismen

Selv beskriver Nordenhof sine langdigte som ‘kærlighedspoesi’, hvilket da også er en passende beskrivelse. Digtene er af den form, der på mange måder minder om knækprosa, hvor alt, der hedder form og rim, er udeblivende til fordel for, at budskaberne om antikapitalisme og nærvær kan bryde klart og tydeligt igennem. For tilhængere af ‘klassisk’ digtekunst, hvor verselinjerne rimer, og stroferne står som faststøbte søjler, kan den nye type poesi virke tom og nem. Men jeg synes virkelig, at Nordenhof formår at skrive stærkt på en spartansk måde, der fasttømrer hendes agenda i kærlighedens navn:

“på en måde / er det meget / enkelt / hvor der / er vold er / der ikke / kærlighed / fordi kærlighed / er voldens / modsætning / * / det vil helt / enkelt sige / at den / der vil / herske / ikke samtidig / kan hævde / at elske / husk det”

Et uigennemskueligt projekt 

Scandinavian Star-serien er allerede nu et tohovedet monster. Djævlebogen afslører, at Nordenhofs romanføljeton er nær umulig at forudsige – og hvad del tre kommer til at byde på, kan jeg kun gisne om. Alligevel har jeg en fornemmelse af, at dette flerhovede monster har blikkene rettet mod det samme mål. I hvert fald er Penge på lommens afdækning af den brutale og pengestyrede mordbrand og Djævlebogens antikapitalistiske rasen begge værker, der ikke lader sig styre af systemer og som er vokset ud af ømhed, frustration og et incitament til at tage magten tilbage:

“forleden i et / kommentarspor / var der én der skrev / at det er absurd / at forsikringsselskaber / bare sådan / kan udmåle / hvad livet er værd / hvortil en person / ved navn bent / skrev at / sådan er verden / nu engang / skruet sammen / men deri / tager bent fejl / der er ingen / stor skrue / vi ikke / kan skrue ud / hvis vi vil og / er mange nok”