Godbidden: Hundens ører af Maria Ernestam

De fleste af os har på et tidspunkt ønsket vore mødre døde, de færreste har gjort noget ved det. Men syvårige Eva erkender efter et svigt at hun er nødt til at myrde sin mor, ”for jeg var klar over, at jeg måtte vælge mellem hende og mig. Så længe hun var i live, ville hun forhindre mig i at leve. Hun ville suge livet ud af mig og efterlade en skal, der til sidst ville tørre ud og smuldre væk” (s. 41). Hvordan kan det gå så galt? Det afdækkes lag for lag i den dagbog, Eva på sin 56-års fødselsdag får af sit barnebarn. Den er smuk med roser på omslaget, Eva elsker roser, men de blanke sider skræmmer. I de sene nattetimer drages hun alligevel mod dem og begynder at beskæftige sig med begivenheder og følelser, hun i alle årene har gjort alt for at skjule og glemme. Moren er karrierekvinde, hun er til fest og farver og vil leve livet, og det gør hun på bekostning af familielivet. Udadtil virker familien normal, selv om omgivelserne nok undrer sig over morens evindelige nedgøring af datteren. Som 12-årig oplever Eva endnu et kæmpesvigt, og hun genoptager sin beslutning om at eliminere moren, og læseren følger med gysen hvordan hun ruster sig og øver sig, så hun er klar til det endelige showdown. Begivenhederne ses med barnets øjne, men fortælles med den distance 40-50 år giver. Den nøgterne læser kan sætte spørgsmålstegn ved fortællerens troværdighed, men det rører ikke ved det faktum, at man drages ind i denne sælsomme historie; man aner noget, og i næste kapitel får man en bid mere, tænker: ”Nej, det kan ikke være rigtigt”, men så kommer endnu en afsløring. Men hvad er der med hundeørerne i titlen? Jo, hunden Buster er 12-årige Evas første offer. Inden hun parterer og begraver den, skærer hun dens ører af og lægger dem i en pose som en talisman, og det er bogen igennem de eneste ører der lytter til det ensomme barns tanker. I sandhed en barsk historie.