Gode historier i computerspil

Mange tænker måske at computerspil udelukkende handler om konkurrence og det at vinde, men særligt over de senere år har historiefortællingen fået luft under vingerne i spilmediet. Denne tendens ses specielt hos mindre spilfirmaer, de såkaldte indieudviklere, der med stor entusiasme har vredet og drejet i den fortærskede klassiske fortælleskabelon. Jeg har her udvalgt fem eksempler på spil, hvor historien på hver deres måde leger med formatet. Fælles for dem alle er, at de ikke ville kunne fortælles i noget andet medie, og derfor synes jeg ikke at nogen bør snydes for at opleve dem!

Hvis du kan lide den her artikel, og lige som jeg elsker at nørde historiefortælling i computerspil, så brygger jeg på at lave en computerspils-læseklub til efteråret, hvor vi sammen spiller spil igennem og snakker om dem ca. en gang i måneden. Hvis det kunne have interesse, så tøv endeligt ikke med at skrive til mig på hhevh@aarhus.dk

Returnal

Du vågner i et rumskib der er nødlandet, desorienteret og fanget på en fremmed planet. I Returnal spiller du som Selene, en astronaut der imod ordre fra ASTRA Corporation, har forfulgt et mystisk signal, og nu befinder sig selv strandet på planeten Atropos, fanget i et uendeligt tidsloop, hvor hun bliver tvunget til at opleve sin egen død om og om igen. Hver gang hun vågner igen synes planeten at have skiftet form, hvor genkendelige områder har byttet plads, alt imens planetens væsener konstant ligger på lur i alle afkroge.

Det er en smart fortolkning af den såkaldte "rogue-like" genre, hvor spilleren tvinges til at starte forfra hver gang man dør. Der er dog genveje i spillet og ting der permanent låses op, således at man ikke starter på bar bund hver gang.

Returnal emmer af mystik, og historien serveres i en opbrudt form, hvor du langsomt bid for bid, får løftet sløret for Atropos´ hemmeligheder.
Visuelt er spillet samtidigt en overdådig fest. Spiludviklerne Housemarque har selv nikket mod den polske kunstner Zdzisław Beksiński, som den overordnede inspirationskilde til spillets æstetik, men fans af Alien og H. R. Giger vil også føle sig helt hjemme i Returnals bodyhorror univers.

Det er ikke et spil for folk med sarte nerver, men ikke desto mindre er Retural et gotisk mesterværk, der belønner den tålmodige spiller med en vidunderligt kryptisk historie.  

Disco Elysium - The Final Cut

Endnu et spil hvor du vågner op desorienteret, denne gang er det dog en mere selvforskyldt affære, da vores hovedperson, en forhutlet politibetjent, mildest talt har festet lige heftigt nok aftenen før. Du lider af hukommelsestab som konsekvens af din massive brandert, og det er nu op til dig som spiller, at finde ud af hvad der er op og ned i både spillets verdenen, men særligt i hovedpersonens indre liv.

Disco Elysium er et klassisk rollespil med et twist. I stedet for at opgradere point i diverse evner som magi og liv, styres din karakters udvikling derimod af en række mentale konstruktioner såsom din evne til at konceptualisere, din retoriske formåen, men også dine kropslige grænser, f.eks. din smertetærskel og din evne til at indtage diverse substanser.

Hvor spillet virkeligt funkler er i dialogen. Ikke kun virker det som om, at der er noget nær uendelige muligheder for at vælge hvad man vil sige, men alle dialogmulighederne skrevet med så skarp en pen, at man suges ind i universet, og får ustyrlig lyst til at udforske de mange muligheder. Jeg kan garantere for at du ikke kan forudsige historiens mange forgreninger, der kommer nogle virkeligt skarpe sving undervejs!
Spillets forfatter fortæller selv at historien består af over 1 million ord (til sammenligning er Tolstoys "Krig og Fred "kun" 600.000 ord!), så forvent en rigtig tidsrøver hvis du kaster dig ud i Disco Elysium. 

Jeg vil klart anbefale at man spiller The Final Cut versionen af spillet, da det i denne udgivelse er blevet opdateret med komplet stemmeskuespil til alle spillets dialoger, så ikke kun får du nu et spil, der fuldt ud kan stå side om side med de helt store litterære klassikere, men du får også det hele serveret med en lækker lydside. Hvad mere kan man dog forlange.

Elden Ring

Det uden sammenligning mest hypede spil i 2022, og med god grund, Elden Ring er en regulær milepæl i spilhistorien.
Hvorfor?! spørger du måske, er det ikke blot endnu en samling high-fantasy floskler samlet sammen og pakket ind med en pæn sløjfe på, krydret med skrivehjælp fra de syv kongerigers stolesnedker, George R.R Martin. Heldigvis er svaret hertil et rungende nej.

For hvor andre spiludviklere måske ville have efterladt spillet til en skæbne som skoleteater fremført i Game Of Thrones cosplay, så har FromSoftware i stedet spundet deres sædvanlige vanvidstråd ind i maskineriet, og kreeret et gotisk og kryptisk voldsorgie uden sidestykke.

Historien tager tydeligvis afsæt i et Arthurisk univers (spillets hubverden åbner ligefrem med et rundt bord), men kradser man bare en smule i lakken, så stikker universet så meget dybere end som så.
FromSoftware har en fortællestil der meget bevidst skjuler sig i lag af referencer, hints og små sidebemærkninger. Særligt beskrivelserne af de mange våben og andre items du samler op har betydning, hvor forståelsen af centrale dele i universets opbygning, kan afhænge af om du f.eks. fik læst beskrivelsen af det mystiske øje du fik udleveret tidligt i spillet. Et øje du forresten senere har mulighed for at give til en blind person, der spiser det under påskud af at tro det er et almindeligt æble, og nu bliver afhængig af at mæske sig med øjeæbler. Og det er bare toppen af isbjerget.

Selvom sådan en fortællestil kan lyde anstrængende, så formår FromSoftware alligevel at skabe en historiefortælling, der fungerer uafhængigt af hvor meget du forbyber dig i den. Om du som jeg, misser hele dele af sideplottet til fordel for en mere action orienteret tilgang til historien, eller du som en af mine venner, har bygget en kæmpe database over de intertekstuelle elementer mellem de forskellige items (seriøst, jeg har set dokumentet, det er meget stort!), så har Elden Ring masser at byde på, til enhver der er eventyrlysten nok til at tage med på rejsen.

Now rise, Tarnished!

A Plague Tale - Innocence

Vi bliver i det mørke og gotiske, for A Plague Tale - Innocence tager os nemlig tilbage til år 1349, en tid hvor den sorte død hærgede i Europa, og det mest frygtede væsen var den sygdomsbefængte rotte.

Her følger søskendeparret Amicia og Hugo, der efter en tragisk hændelse befinder sig på flugt fra både ordensmagten og rotterne.

Spillet tager form af et puzzle/adventure spil, hvor du styrer storesøster Amicia, der må guide hendes lillebror Hugo igennem faretruende scenarier, med hvad der bedst kan beskrives som floder af rotter, kun ved hjælp af lys og kløgt. Denne begrænsning fungerer overbevisende, som en metode til at rammesætte hvor forsvarsløse de to børn er, imod kræfter større end dem begge. Derved skaber det franske spilstudio Asobo et lille stramt drama, der med begrænsede virkemidler leverer ved at have fokus på den nære fortælling i det store kaos.

Som spillet udvikler sig, introduceres der løbende flere magiske elementer til verdenen, og et større komplot udfolder sig, men uden at der bliver gået på kompromis med at alt stadigvæk føles farligt, intimt og mystisk. En imponerende balancegang som få spil formår at mestre.  

Jeg kan afsløre at slutningen udspiller sig på en relativt åben måde, men hvis du er betaget af A Plague Tale universet, skal du heldigvis ikke vente længe på efterfølgeren, der har fået undertitlen Requiem. Den udkommer nemlig allerede til oktober i år, og jeg kan næsten ikke vente med endnu engang at fordybe mig i Amicias og Hugos videre historie.

The Forgotten City

Hvis du kan lide klassiske puzzle-spil som Myst og du elsker en god "whodunnit" så har jeg spillet lige til dig.  

The Forgotten City startede faktisk som en mod til det populære spil Skyrim, hvor det allerede dengang vandt priser for det velskrevne manus. Men med denne nye udgivelse har spiludviklerne fået lov til at folde deres univers helt ud, som de oprindeligt tænkte det, med en fuld udgave af det mystiske tidsrejse spil. 

Du ankommer til en oldgræsk by omgivet af gyldne statuer, og meget af din tid i spillet bliver brugt på at gå igennem et tidsloop, hvor du hver gang bruger den nye viden du har opnået, til at komme længere i de samtaler du kan have med folk og evt. spille dem ud imellem hinanden. For at sådan en form skal kunne fungere, kræver det at universet kan bære gentagelsen, og her lever The Forgotten City fuldt op til sine ambitioner.

Et veludført spil hvor det handler mindre om hurtige reflekser og mere om retorisk snilde. At spillet er lavet af kun tre mennesker, er næsten ikke til at forstå.

Tak for at læse med så langt, jeg håber at mine anbefalinger kunne bruges, og at du er blevet inspireret til at kaste dig ud i et eller flere af spillene.
De kan allesammen naturligvis lånes her på biblioteket. 

God sommer!