Spilåret 2023

Chants of Sennaar

Puzzlegenren har udviklet sig enormt de senere år, og er blevet en særligt yndet genre for eksperimenterende store og små spil. I år har der været særlig god varians, og der er ikke et spil der illustrerer den bredde helt lige så godt som Chants of Sennaar.

Det er et spil, der handler om sprog og kommunikation imellem kulturer og mennesker. Hele præmissen er at du har en række hieroglyf-lignende tegn, som skal oversættes til koncepter, som du har med dig i en notesbog fyldt med tegninger.

Alle disse koblinger imellem tale og handling, skal du selv udlede gennem de interaktioner du har med verdenens forskellige karakterer, så du kan løse spillets mange små opgaver undervejs. Ikke nok med det, så åbner der sig en verden af kommunikation imellem de forskellige sprog i spillet, som allesammen har forskellige udtryk for diverse koncepter baseret på hvor de er indplaceret i samfundshierarkiet.

Selvom det lyder meget langhåret, så giver det alt sammen mening når man er midt i det hele som rollen af tolk og formidler. Et spil både for sprognørden, men også til dem som bare er fascinerede af mennesker og kommunikation generelt. 

The Talos Principle 2

Næste levende billede er efterfølgeren til det roste The Talos Principle, men lad dig ikke skræmme, hvis ikke du har spillet det første, for du kan sagtens hoppe med her.

Spillet behandler etiske, politiske og filosofiske dilemmaer; hvad det vil sige at være menneske; konsekvenserne ved klimaforandringer; kunstig intelligens og alt andet derimellem. Historien er tonstung, men bliver uddelt i bidder på en måde, så man har mulighed for at tage de delelementer, som fascinerer, til sig og vælge resten fra.

Men kernen af spillet er de bundsolide puzzles, der ligesom narrativet brydes op i delelementer, der bygger ovenpå hinanden helt organisk. Det er sådan et puzzle-spil hvor man kan få lov at føle sig knivskarp på flere fronter og blive provokeret på sine egne overbevisninger samtidigt. Så kan man vel ikke rigtigt bede om mere!

Humanity

Vi fortsætter i menneskeheds-sporet med Humanity, et spil der handler om civilisationshistorie men samtidig lader dig spille som en lysende Shiba inu. 

Mekanikken minder om en 3D version af det gamle Lemmings, hvor du her guider en horde af mennesker gennem stigende komplekse puzzle-landskaber. Det er en skøn surrealistisk oplevelse at puffe til menneskemængden med små bjæf og kommandoer, og at det så samtidigt udmønter sig i fremragende hovedbrud med et skønt elektronisk soundtrack, gør det jo bestemt ikke dårligere.

COCOON

Et puzzle-spil lavet af mennesker som har arbejdet på Limbo, count me in!

Jeppe Carlsen som tidligere står bag de fremragende indierytmespil 140 og THOTH har instrueret dette overflødighedshorn af et spil, sat i et kriblende rumunivers, hvor den grundlæggende spilmekanik er baseret på såkaldte rekursive verdener. Du spiller som en lille bille, der kan rejse imellem virkeligheder, der allesammen indvirker på hinanden. Det lyder meget komplekst, men bare rolig du bliver guidet godt ind i spillets verdensbøjende mekanikker, og inden længe kaster du dig frygtløst imellem verdener, for at få aktiveret diverse organiske maskiner. 

Alt går seriøst op i en højere enhed; lyd, billede og spilmekanik er i smuk forening. COCOON er ikke et sekund for langt eller kort, og efter små 6 timers spilletid, sidder du tilbage med en oplevelse, du sent vil glemme. 

Viewfinder

Og hvis ikke du har fået nok af at bøje verdener til din fordel, så sniger Viewfinder sig ind her i bunden af puzzle-listen. 

Ligesom COCOON, har du her mulighed for at skabe verdener i verdenen, denne gang ved hjælp af et gammeldags polaroid kamera. Når du tager billeder, kan du genbruge disse og klistre dem ind over verdenen, hvorefter du laver et hul i virkeligheden, der indsætter billedets indhold som en tredimensional verden. En mekanik der er svær at forklare, men giver mening med det samme man får den i hænderne. 

Spillet bruger denne form for verdensbøjning på måder, som flere gange gav mig et kæmpe smil på læben. Mængden af kreativitet der ligger hos holdet bag Viewfinder er ganske enkelt beundringsværdig. Jeg glæder mig allerede til at se, hvad de finder på næste gang!

Venba

Jeg var så klar til at elske Venba, allerede da den første trailer til spillet kom ud, og jeg er så glad for at kunne meddele at spillet på ingen måde skuffer. Det er en fortælling skåret ind til benet om det at høre til, finde sine rødder, og lære at holde af alt det der gør én unik.

Spillet bruger på fineste vis spilmekanikken understøttende til dette formål, da hele præmissen for spillet er, at du laver tamilsk mad sammen med dine forældre. Familien er emigreret til Canada, og maden bliver således bindeleddet til forældrenes fortid i Indien, og samtidig en måde for os, som spillere, at få et børneperspektiv på, hvordan en kulturel splittelse både kan lede til sorg og glæde.

Et hjertevarmt spil, der, som en bonus, faktisk også lærer dig konkrete madopskrifter, som du kan lave helt analogt, når du er færdig med at spille.   

Alan Wake II

Efterfølgeren til den finske spiludvikler Remedys kærlighedsbrev til Stephen King fra 2010, er det eneste spil jeg har med på listen, som jeg efter meget kort spilletid, vidste skulle med.

Spillet er en sær størrelse. Det kan virke nærmest som pligtlæsning, at du har spillet samtlige af Remedys andre spil, inden du kan give dig i kast med det store komplekse multivers, som Remedy skaber omkring alle deres spil. Men lad dig ikke skræmme væk af den grund. Alan Wake II er en syret oplevelse, som sagtens kan nydes på mange forskellige niveauer. Særligt hvis du er fan af Twin Peaks, er Alan Wake II noget nær essentielt at spille. 

De finske udviklere er mesterlige til at spinde universer op, der virker som en udkogt feberdrøm og udtænke narrativer der kun kan udtænkes i det iskolde nord. Jeg kan garantere, at du ikke kommer til at opleve noget lignende lige foreløbigt.  

Baldurs Gate 3

Min anbefaling kunne starte og stoppe med det faktum, at dette er spillet, hvor du kan indlede en romantisk relation til en bjørn, men det ville ærligt talt være at undersælge præcist, hvad der gør Baldurs Gate 3 så interessant.

For bag ved de mange internet memes om hvor tørstige samtlige af karaktererne er, gemmer sig et spil der formår at åbne Dungeons and Dragons universet til en bred målgruppe, uden på nogen måde at gå på kompromis med kvaliteten, dybden og humoren.

Som en person, der altid gerne har ville tage springet udi pen and paper rollespillets magiske univers, må jeg blankt erkende, at Baldurs Gate 3 er det gateway drug, der formår at suge en masse nye mennesker ud i den hæderkronede nørdehobby. Folkene bag Baldurs Gate kan ganske enkelt at sætte litteratur på spil som ingen andre.  

Sea of Stars

Jeg har snydt lidt med den første anbefaling i denne kategori, da Sea of Stars sagtens kunne have ligget i narratastisk kategorien. Ligesom Baldurs Gate 3 kan agere øjenåbner til Dungeons and Dragons, er Sea of Stars en fremragende introduktion til det turbaserede rollespil.

Grunden til at jeg dog tager det med i Meje Flot kategorien er spillets blødende smukke pixel art grafik, der både emmer af retro charme, men samtidigt løfter den grafiske stil ind i en moderne æstetik. Når man udforsker spillets sprudlende øer, vil jeg vove den påstand, at man kan pause spillet på et noget nær tilfældigt tidspunkt, tage et skærmbillede og uden at blinke printe billedet som en plakat i storformat. Det må kræve nogle helt særlige kunstnere at kunne fortælle så meget med så få virkemidler, og af den grund er Sea of Stars visuelt forbilledlig.

Jusant

Hvis du ligesom mig kan se skønheden i at beskue verden fra en bjergside, men samtidigt lider af intens højdeskræk, så er Jusant lige spillet for dig.

Med en meget bevidst farvepalet af orange og blå toner, kan du næsten smage den salte luft, mens du meter for meter, langsomt bevæger dig op i små byer skåret ind i det bjerg du klatrer på. Alle er byerne forladte, og det giver spillet en særlig ensommelig stemning, hvor du og det magiske væsen der bor i din rygsæk, føles som de eneste to individer tilbage i verdenen. 

Jusant er på mange måder et kæmpe vibe. Sådan et vaskeægte eskapistisk univers man kan kaste sig ud i efter en lang arbejdsdag.

Super Mario Bros. Wonder

Efter mange år med en vis forudsigelighed, tog det nye Mario spil fuldstændigt røven på mig.

Grafisk ligner det på overfladen sig selv, men når du støder på spillets nye mekanik, de såkaldte Wonder Flowers, forvandler banerne sig til et sandt overflødighedshorn af technicolor og kreativitet. De velkendte rør bliver pludselig til kriblende tusindben, Piranha planerne bryder ud i symfonisk skønsang, og alle de velkendte regler for, hvordan du kender Mario, bliver vendt 180 grader på hovedet. 

Der er så mange små overraskelser i det her spil, selv for en hærdet Mario spiller som mig, der har spillet samtlige 2D versioner af spillet. Så hvis Wonder siger noget om stilen fremadrettet for Mario universet, er der meget at glæde sig til i fremtiden!

Spider-man 2

I den sidste kategori, har jeg valgt at fokusere på den der særlige ting som spil nogle gange kan, nemlig det, at det kan være tilfredsstillende at spille dem. 

Denne følelse vækker det nyeste Spider-man i særdeleshed. Jeg troede, at de tidligere spil i serien havde perfektioneret følelsen af at svinge sig igennem New Yorks lange gader, men med introduktionen af et wingsuit, får man denne gang for alvor luft under vingerne!

Historien er ganske fin og særligt interaktionerne mellem de to Spider-men fungerer ret fint. Men spillets genialitet skal klart findes i den dans, der er i alle bevægelser, fra når du svinger dig over hustagene til når du kæmper mod fjenderne. Det føles faktisk så lækkert, at jeg inkasserede et platin trofæ, ved at lave alt spillet havde at byde på. Så hvis du går op i den slags, kan jeg varmt anbefale at sætte en 20 timer af i godt kriblende selskab.       

Hi-fi Rush

Hi-fi Rush er et af de særlige tilfælde, hvor et spil bliver annonceret samme dag, som det udkommer.

Og japanske Tango Gameworks må have vidst, at de sad med noget helt unikt, for Hi-Fi Rush er noget så særligt som et action-hack-and-slash-rytmespil, med en artstyle der bedst kan beskrives, som hvis Scott Pilgrim var blevet animeret i 1990'erne af et japansk mangastudie.  

Måden spillet bruger rytmedelen på, er også helt særligt. Det beat du konstant skal følge, når du smadrer løs på fjenderne med din guitar, er sømløst integreret i universet på en diegetisk måde, både i klassisk graphic novel stil, hvor alle dine slag repræsenteres ved lydord som CLASH, CLANG, POW osv. Men samtidig også i selve universet, hvor alle de grafiske elementer pulserer i takt til musikken. Det giver spillet en nærmest synæstetisk karakter, hvor du som spiller synkroniseres til alle rytmerne i spillet. Kort sagt, hvis du er tilnærmelsesvist fan af rytmespil, er Hi-fi Rush et must play! 

Pikmin 4

Åh, Nintendo.

Pikmin er på mange måder et spilunivers, som mange andre spilfirmaer ikke havde givet lov at leve i så mange år. Det er et mærkeligt koncept, hvor man i et miniature-univers sår og plukker små blomstervæsener, som man herefter kan kontrollere som en mindre hær til at udføre småopgaver, eller til at angribe diverse insekter og fjender.

Hvad der er særligt ved denne fjerde udgave, er at spillets ellers meget presserende tidselement, er blevet mindsket betragteligt, hvilket gør at Pikmin er blevet et langt mere tilgængeligt spil. Sikkert til frustration for nogen, men jeg synes, at det giver Pikmin 4 en helt særligt afslappet stemning, hvor man har mulighed for at gennemføre banerne på præcist det antal dage, man selv har brug for.

At Pikmin 4 så samtidig er spillet, der introducerede verden til det bedårende næseløse hundevæsen Oatchi, det giver kun en ekstra stjerne i min bog.

The Legend of Zelda - Tears of the Kingdom

Man kommer ikke meget højere op på den spilmæssige ikonografiske rangstige end Zelda, så når der kommer et nyt kapitel i The Legend of Zelda sagaen, er spillet nærmest selvskrevet til en plads på diverse toplister. Tears of the Kingdom fortjener dog i den grad alt rosen og mere til. 

Spillet er et slags avanceret remix at Breath of the Wild, hvor spilverdenen genbruges, men gentænkes på alle leder og kanter. Med introduktionen af en hel sky- og underverden er spillet dog større end nogensinde før, hvilket nemt kunne resultere i en verden der føles tom, men snarere tvært imod. Der venter overraskelser i hver en afkrog, og spillets nye byggesystem understøtter på fornemste vis, at man kan udforske verdenen tilpasset til lige din egen spillestil.

Det her er et spil der vil blive studeret og gransket de næste mange år frem, så hvis man på nogen måder interesserer sig for godt spildesign, er Tears of the Kingdom en guldgrube at fortabe sig i. Og som en person, der har spillet Zelda spil siden de var 6 år, må jeg bare erkende, at magien omkring Hyrule heldigvis stadigvæk kan få et voksent menneske rørt til tårer!