Hvorfor skriver Karl Ove?

“Spørgsmålet om hvorfor jeg skriver forekommer simpelt, men simpelthen er et bedrag, for nu har jeg i tre dage siddet her ved mit skrivebord i Sydsverige uden at komme nogen vegne med det.”

Anbefaling af Karl Ove Knausgårds Hvorfor skriver jeg? udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 11. januar 2019. Oversat af Charlotte Jørgensen

Anbefalet af Mathilde Bundgaard

Ovenstående uddrag er begyndelsen på Knausgårds essay om at skrive. Gennem hele det essayistiske værk forsøger han at besvare spørgsmålet, han i titlen stiller sig selv. Det er som at træde ind og være vidne til en lang reflekterende strøm af tanker i Knausgårds hoved, og hvem vil ikke gerne være en del af det univers i små 70 siders længde?

Erindringskunst

Vi kommer vidt omkring i jagten efter svaret på titelspørgsmålet. Han nævner sit første møde med Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, hvor Knausgård er inspireret af, hvordan sanserne kan igangsætte og påvirke ufrivillige erindringsmønstre. Den måde, hvorpå han pludselig bliver ført tilbage til en tid, der var, gennem smagen af kogt makrel med agurkesalat, eller duften af våd asfalt en tåget efterårsaften. Den verden, man møder gennem sansernes indtryk. Den verden, man flygter ind i, når man erindrer, mindes eller gentænker øjeblikke fra livets fortid, minder om den verden, der omslutter én, når man læser.

“[..] tiden træder frem i en slags rå tilstand, uden for erindringernes og tankernes kontrol, forbundet med livet som det i egentlig forstand blev levet.”

Essayet diskuterer det meningsfulde i Lars von Trier over for Game of Thrones, og det diskuterer form og indhold med Knut Hamsun over for Milan Kundera. Den måde, Hamsun beskriver verden idet den bliver til, idet den opstår for hovedkarakteren - uden egentligt plot og struktur - over for ideernes forfatter, Kundera, der fører sine romanfigurer rundt som en dukkefører med en afstand, der ikke tiltaler Knausgård. Han forklarer, hvordan formen som et redskab eller forfatterens værktøj “gør det muligt at sige noget bestemt, men samtidigt udelukker noget andet.”

Uforvarende

Knausgård ville skrive om sig selv. Han ville kunne forankre erindringer i det skrevne. Optakten og begyndelsen på hans berømte autofiktive værk Min kamp sker, da han søger det nærvær, der er at finde i Knut Hamsuns Sult. Den nærhed man finder i dagbogen kombineret med den realistiske skridt-for-skridt-romans fortællekunst. Vi får et lille indblik i de tanker, der går forud for Min kamp skildret i dette stykke:

"Det jeg ville med den roman der fik titlen Min kamp, og som endte med at blive til seks bind, var at nedbryde mine egne forestillinger om verden og lade det de holder nede, komme op til overfladen. Den eneste måde jeg kunne gøre det på, var at abdicere som konge af mig selv og lade det litterære, altså skrivningen og skrivningens form, angive retningen."

I sit essay skriver Knausgård om, hvordan det at skrive hænger nært sammen med at miste kontrollen. Måske er det derfor, at bogen på originalsproget norsk hedder Uforvarende, som netop betyder det tilfældige og det utilsigtede.
Ligesom i Min kamp, og en række af Knausgårds andre værker, møder vi manden, der har en selvindsigt og forståelse for sig selv, sine valg og fravalg. Selvom han ved, hvad han vil og hvad han kan lide, har han alligevel en usikkerhed og en tvivl, der fylder meget, som når han ser en dårlig anmeldelse af sit værk i The Guardian. Knausgård mister selvtilliden, troen på sig selv og sin kunnen og ikke mindst skrivelysten.

Læseren

Foruden at være en poetik møder vi også Knausgård som læser. Især mødet med eventyrbogen Troldmanden fra Jordhavet af Ursula K. Le Guin satte sit præg hos den dengang unge Knausgård. Det univers man ledes ind i, det hav af følelser, man pludselig mærker og deler med bøgernes karakterer, var en øjenåbner for ham og skabte lysten til flere bøger.

Hvorfor skriver jeg? er et lille kunstværk, der passer godt i stakken af Knausgårds andre værker. Man genkender ham i bogens fine iagttagelser om, hvordan livet leves i alle øjeblikke. Man genkender ham i de lange udredninger med modsatrettede tanker og forståelser - og tvivlen, der gør det hele så uendeligt menneskeligt. Knausgårds lille værk inspirerer og giver en lyst til både at læse og skrive mere. Så hvorfor Karl Ove Knausgård skriver, vil jeg lade læseren finde svaret på.