Onsdagsanbefaling

Noget så sjældent som en fagbog iklædt grafiske fortælleklæder. Eller klimaforandringer og energikrise fortalt med humor.

Hvis verden skal bestå af Christophe Blain og Jean-Marc Jancovici

Der er ingen tvivl om, at verden står overfor en økologisk katastrofe, som vi foretrækker at ignorere. I denne veltænkte og vittigt illustrerede bog får vi præsenteret de ændringer verden med alt sandsynlighed går i møde på både alsidig og interessant vis.

Christophe Blain og Jean-Marc Jancovici har på en både ny og tankevækkende måde præsenteret os for en afslutning på det hele i deres grafiske roman.

Christophe Blain er den søgende, som deltager i en oplysende tur op gennem historien, i alle verdenshjørner, oppe og nede samt i både matematikkens og fysikkens verden samt også i troens tegn, hvor han søger efter en forklaring på de store forandringer, verden gennemlever.

Ingeniørkonsulent, energi- og klimaekspert, professor mm. Jean- Marc Jancovici beskriver verdens udvikling for Christophe Blain, hvor de kigger ind i de miljøproblemer, vi står over for, samt viser de mange udfordringer, og opsummerer både informationer samt analyser af udviklingen i vores forhold til energi.

Bogen er særdeles overbevisende, og bygger på forfatternes personlige passioner. Christophe Blain har besluttet at engagere sig i problematikkerne om klimaet. Han kontaktede Jean-Marc Jancovici, som gennem bogen kommer med konklusioner på mange års forskning i energi, og dens indvirkning på klimaet og jordens økosystemer, samt sætter spørgsmål ved typerne af vedvarende energi. Han sætter desuden spot på de sociale og økonomiske udfordringer, og klodens konstante vækst.

Men bogen kommer også med bud på potentielle løsninger. Jancovici foreslår, at vi genovervejer vores forhold til atomenergi, som han i øjeblikket mener er den mest bæredygtige.

Et særligt intelligent og nødvendigt værk som man kan læse uden forudgående kendskab til emnet, hvor Blain og Jancovici giver et både tilgængeligt og underholdende overblik over den aktuelle klimagåde. De afslører vores planets skrøbelige økologiske tilstand og omfanget af de ændringer, der ligger foran os, hvis vi ønsker at overvinde den globale udfordring.

En rig og farverig fransk grafisk roman, der gør sig mange overvejelser om de forskellige typer af energi, hvorom ingen kan siges at være helt hvide. Og hvor vi bla. møder en favnende og bekymret Moder Jord, tegnet i fine farver samt karakteren Iron Man.

Det er virkelig en god idé at bruge dette appelerende bogformat til at sætte fokus på alvorlige emner og udarbejde dette som en rejse, hvor Jean-Marc Jancovici udruller både stormagter, historie og økologi, mens Christophe Blain lytter opmærksomt og tegner til. 

 

Materialer