På grund af Grundtvig

I en tid med øget polarisering – og den usikkerhed og forvirring, der følger med – er det vigtigere end nogensinde at fokusere på vores fælles værdier og styrke fællesskaber.

N.F.S. Grundtvig var om nogen fortaler for værdier som fællesskab, frihed og demokrati og hans tankegods har sat dybe spor i vores samfund, i skolen, kirken, højskolen, folketinget, til højtider, i salmer, i foreningslivet. 

Landets biblioteker sætter derfor med kampagnen ”På grund af Grundtvig” fokus på netop den betydning, som Grundtvig har for os i dag.

Vidste du at

  • Grundtvig blev født i 1783 og døde 89 år senere, i 1872. Den forventede levetid dengang var ellers kun omkring 50 år for mænd. Han var både præst, salmedigter, forfatter, folkeoplyser, politiker, samfundsdebattør og skolemand. Grundtvig blandede sig i stor stil i samfundsdebatten gennem hele sit liv – og stillede spørgsmål til alt, hvad der handler om menneskers liv.
     
  • Grundtvig har skrevet over 1.500 salmer – faktisk fylder hans salmer over en tredjedel af den danske salmebog. Blandt de største kirkelige hits er ”Dejlig er den himmelblå” og ”Det kimer nu til Julefest” og ”Vær velkommen herrens år”.
     
  • Grundtvig inspirerede dem, som grundlagde højskolerne og han fik indført, at de skulle være eksamensfri for, at alle kunne komme og lære på lige fod. De tanker lever videre i højskolerne, som stadig findes i dag.
     
  • I 2016 takkede den daværende amerikanske præsident Obama i en tale Grundtvig for at bringe netop højskoletankerne til USA og i sidste ende bidrage til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse.
     
  • Grundtvig sad i den grundlovgivende forsamling. Han stemte hverken for eller mod grundloven, for han mente ikke, at den var god nok til at stemme for eller dårlig nok til at stemme imod.
     
  • Det er 152 år siden, at Grundtvig døde, men hans ideer og tanker påvirker stadig det danske samfund og prominente politikere verden over.

Meget mere Grundtvig

DR temaside: På grund af Grundtvig

Litteratursiden: N.F.S. Grundtvig

Grundtvigst Forum 

Grundtvigs Værker

Oprindeligt skrevet af Aalborg Bibliotekerne.

Materialer