Rodløs og vildfaren

Anmeldelse af Rasmus á Rógvu: Åh! Udgivet på Forlaget Gladiator d. 5. september 2019 
Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Færøske Vón er kærester med danske Christina, som går på CBS. Hun er målrettet og hårdtarbejdende. Hun er en medløber i det hamsterhjul af et samfund, vi lever i. En ægte 12-talspige, som ikke spilder tiden og ambitiøst knokler derudaf i uddannelsessystemet og karriereræset. Dog bryder hun sammen og bliver sygemeldt med stress og nervøst sammenbrud, men en 12-talspige kommer hurtigt op på hesten igen. Christina er et billede på den accelererende verden, Vón ikke kan finde ud af at passe ind i. Christina bryder med Vón, hun mener, de er for forskellige. Hun forstår ikke, hvorfor han ikke tager en uddannelse, eller hvorfor han ikke bliver til noget.

I sin tilværelse med svingdørsagtige arbejdsskift fra ekspedient i Jysk til postmand og afrydder på natlige beværtninger træffer Vón forskellige nye kvinder. Han møder den vilde, kunstneriske Janice, som er uforudsigelig og intens og måske i virkeligheden viser sig at være mindre stærk og mere ustabil. Janice er om muligt endnu mere søgende og forvirret. De forsøger at skabe noget sammen, et slags holdepunkt. Men deres forhutlet tågede skæbner tilsat lidt for meget alkohol bliver et dårligt grundlag for den tryghed, Vón så ihærdigt søger, men igen mislykkes med. 

Åh, den kærlighed
Imens Vón kommer mere og mere ud i en eksistentiel krise med utrygge bekendtskaber og et stadig tiltagende alkoholproblem, møder han Mischa. De forelsker sig, langsomt og stærkt med en forsigtig ømhed, for de er begge skøre, skrøbelige væsener: 

“ ‘Mischa, jeg er overbevist om, at du er min soulmate’ sagde jeg med grødet stemme.
‘Åh Gud, ja, vi er hinandens soulmates!’
‘Det er lidt fjollet, men du ved, hvad jeg mener.’
‘Ja.’
‘Når vi er sammen, har jeg det, som om jeg er alene, men alligevel ikke. Og når jeg er alene, har jeg det, som om jeg er sammen med dig alligevel.’ “

Sentimentalt og patetisk vil mange kalde ovenstående, men det er sådan, deres forhold skildres. De har brug for hinanden. De har brug for at sikre sig hinanden på denne pubertetsagtige måde og bruge store ord alt for tidligt og dermed skabe en slags tryghed - eller måske blot illusionen deraf. 

En ny slags kærlighed opstår hos Vón, nemlig den faderlige omsorg, han hurtigt får overfor Mischas datter. For første gang føler Vón et ansvar og en forpligtelse, en mening. Han føler sig værdifuld og får en slags motivation for livet. De forsøger at være en familie. Sammen bliver de måske bedre versioner af sig selv.

Men i sidste ende står Vón stadig meget alene:

“Personligt var jeg glad for at nusse tæer, men mest når jeg var ensom, overmandet af en følelse af forladthed. Så kunne fødderne huske mig på, at jeg ikke var helt alene, så længe de kunne stryge mod hinanden.”

Med fine, til tider patetiske sproglige formuleringer viser Rógvu, hvordan Vón er en følsom og sårbar ung mand. Han har hjertet på det rette sted og knækker ikke, når livet er svært og modgangen tærer på ham. Han er nutidens antihelt. I virkeligheden viser han sig som den stærkeste af alle bogens karakterer. Han giver ikke op. Han har modet til at blive ved, selvom alt virker håbløst. Han har evnen til at elske ubetinget uanset. Han er en karakter, man føler sympati med, man bliver irriteret på, man frustreres over og tænker på en gang ‘Åh, tag dig nu sammen’ og ‘Åh, hvor er det synd for dig’.