Inspirationskatalog: Hyperlokal, demokratisk debat og samtale
Baggrund: Lokaldemokratiet er udfordret
I dag afholdes der typisk ikke mange åbne samtalearrangementer om det, der rører sig i et lokalområde. I stedet finder debatten ofte sted online, særligt i lokalmediers kommentarspor og i lokale facebookgrupper. Det medfører flere demokratiske udfordringer. Ikke mindst den hårde tone, der afskrækker mange – især unge og kvinder – fra at deltage i debatten.
Samtidig er antallet af lokale medier i Danmark blevet markant mindre i løbet af de seneste ti år. Det har skabt såkaldte ”nyhedsørkener” – lokalområder, der ikke længere dækkes fast af uafhængige medier.
Flere store medier har derfor søsat såkaldte hyperlokale/ultralokale medier, hvor målet er at styrke nyhedsdækningen i små, afgrænsede lokalområder og dermed også bidrage til et stærkt lokalt liv og mere demokratisk deltagelse.
Hvordan skaber man det gode, demokratiske møde?
I projektet ”Hyperlokal, demokratisk debat og samtale” inviterede vi de nære, lokale samtaler endnu længere væk fra Facebook, nemlig helt ud i virkeligheden og ind på de lokale biblioteker i Birkerød (Rudersdal), Risskov og Gellerup - og i tæt samarbejde med de hyperlokale medier RisskovLIV og Vores Brabrand, hvis journalister brænder for at dække de lokale dagsordener. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) bidrager med bl.a. evaluering og dataindsamling.
Konkret gennemførte vi sammen ni samtalearrangementer i hhv. Gellerup, Risskov og Rudersdal.
Her eksperimenterede vi med, hvad der skal til for at skabe et godt hyperlokalt samtalearrangement:
- Hvor stort skal det være? Hvilke emner trækker folk til? Hvilken målgruppe går vi efter?
- Hvilket format kan give de bedste samtaler om netop dette emne eller i denne målgruppe?
- Er der barrierer (f.eks. sociale eller praktiske), der kan afholde folk fra at være med?
Erfaringer fra projektet
Viden, erfaringer og tips fra projektet har vi nu samlet i et inspirationskatalog, som du kan læse her: INSPIRATIONSKATALOG.
Vi afholdt også en netværksdag for alle demokrati-interesserede på Dokk1 i Aarhus den 12. december 2023. Vi håber også fremover at styrke dette netværk, så vi kan samarbejde om at skabe en bedre lokal debatkultur og stærkere lokale fællesskaber.
Projektet var støttet af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.
Læs mere
Artiklerne i Vores Brabrand om de tre arrangementer i Gellerup:
Fælles drømme om foreningsliv, fritidsliv og sunde fællesskaber
Rappere satte gang i samtaler om ungeliv på Gellerup Bibliotek
Forældre i debat om ny skole i Gellerup: Trivsel er det allervigtigste
Artikel af DMJX-studerende tilknyttet projektet:
Fem trin: Sådan sikrer du det gode demokratiske møde