Strik, lyt og stress af

13.03.23
Strikning har fået ekstra vind i sejlene under Coronapandemien, og d. 19. februar mødtes cirka 40 strikkere på Rampen i Dokk1 til strikke-eventet ”Grønne værksteder - Strik og højtlæsning”, hvor socialt samvær og strik med genbrugsgarn blev kombineret med højtlæsning.

Det hyggelige samvær om det at strikke var i fokus, da Anja Storkholm, strikkeentusiast og pædagog med en forkærlighed for genbrug, i samarbejde med Dokk1 stod for arrangementet. De fremmødte strikkere arbejdede bl.a. med genbrugsgarn, og en gang i timen blev snakken i de mindre strikkegrupper afbrudt af Sara Bindeballe fra Team Voksen, som læste højt af Tove Janssons Sommerbogen. Formatet blev godt modtaget af deltagerne, og strikkeentusiast, Mie Andersen, fortæller:

Det har været hyggeligt, sjovt og uformelt, og der har være en fin vekselvirkning med højtlæsningen. Det giver en pause i snakken, som godt kan komme til at fylde meget. Jeg kan godt lide at det bliver langsomt, at det tager lang tid at lave et stykke tøj. Altså, jeg synes det er en god modvægt til brug-og-smid-væk-kulturen og stangtøj, man bruger i kort tid. Jeg kan godt lide at det ejerskab man får til det, man selv producerer.

”Grønne Værksteder” er en del af Bibliotekernes bæredygtighedsindsats, hvor borgere i samarbejde med Bibliotekerne laver events med fokus på forskellige aspekter af bæredygtighed.
Der har bl.a. tidligere været arrangementer med: Perlebroderi på tøj, Jule-genbrugs-workshop, Plantefarve af tekstiler og linoleumstryk på hjemmelavet papir.

Forebyggelse af stress og ensomhed

Anja Storkholm arrangerer mange strikkeevents, og hun peger på, at Dokk1 er et perfekt sted at samles om strikning. Blandt andet fordi der er et godt ”strikkelys” på Dokk1, men også fordi det er et offentligt sted med plads til mange mennesker. Hun siger:

Der er jo mange private strikkeklubber, og der er også mange strikkeklubber i garnbutikkerne. Men jeg tror, at mange der gerne vil mødes uden for butikkerne, så de ikke føler, de skal købe noget. Og der er også mange, der gerne vil mødes omkring genbrug, og de vil gerne lære noget nyt. Det her er et afslappet miljø, hvor de møder nye mennesker.

Selv om de grønne værksteder har håndværk som omdrejningspunkt, handler det i høj grad også om at skabe et socialt fællesskab og om at forebygge stress og ensomhed. Anja siger:

Strikning er virkelig kommet tilbage under Corona perioden, hvor folk jo skulle have noget at nørkle med, når de var hjemme. Og man har efterhånden fundet ud af, og der er også forsket i, at strikning virker godt til at forebygge stress. (...) Vi forbygger ensomhed her. Der kan være nogle, Som ikke har talt med nogen en hel dag, og så kommer de her og er med i et fællesskab.

Strikning og bæredygtighed går hånd i hånd

Anja og Mie har begge lagt mærke til, at strikning er blevet mere populært igen, men også, at strikkebølgen er påvirket af tidens fokus på bl.a. bæredygtighed. Mie ser det som en styrke, at flere tendenser sammen styrker interessen for strik:

Jeg tror ikke strikkebølgen har toppet endnu, og nu er der jo også det her upcycling-element i det. Nu handler det ikke kun om at producere noget smukt strik, nu handler det også om at bruge nogle ressourcer, der ellers var blevet smidt væk. Den bølge er kommet ind i strikkebølgen og kan være med til at løfte den længere.

Anja Storkholms næste strikkearrangement er i Sct. Pauls Kirke lørdag d. 25. marts kl. 14 – 20. Sidste år var der 300 deltagere, og der blev samlet ind til organisationen ”Hjemløse i Aarhus”. I år håber Anja, at der kommer dobbelt så mange til eventen og denne gang samles der ind til ensomme unge via organisationen ”Husrum”.

Se mere om arrangementer i Idé Lab på Dokk1 eller på Instagram under idelab_dokk1

Instagram: faelles_strik