Bogkunst og udødelighed
Dramatiske fortællinger, levende sprog og et grundigt forskningsarbejde fremdanner et værk, der med sine dybe refleksioner skaber interesse for enhver læser til at opsøge den næste store litterære oplevelse. Rigmor Kappel Schmidts oversættelse skaber en atmosfære, som nu også kan anbefales til alle dansktalende læsere af litteratur i alle dens former
Anbefaling af Irene Vallejo: Evigheden i et siv, udgivet på Gutkind d. 25. august 2021. Oversat fra spansk af Rigmor Kappel Schmidt
Anbefalet af Thomas Rod
Det abstraktes håndværk
Evigheden i et siv er optaget af alt, som vi generelt forbinder med bøger; deres læseoplevelser, samlingerne af dem på biblioteker og udviklingen af deres kulturelle placering—blot for at nævne nogle få. Selve materialiteten af bøgerne fylder ligeledes en betydelig del af i de åbnende kapitler. Vallejo giver et fundamentalt overblik over bogens oprindelser, og hvilken betydning det kulturelle artefakt havde tilbage i arkadiske samfund. Deres daværende og fremtidige fremstilling bliver nemlig en forudsætning for den fortsatte bevarelse af de tanker og regelsæt, som pryder siderne. Og dette er det primære indhold af Evigheden i et siv fra start til slut; historien om bogen, de forskellige former den har antaget, og vigtigst af alt hvordan antikken sørgede for overlevelsen af mediet.
”Genstandene, deres materialitet, deres karakteristika, håndteringen af dem er ikke bare anekdotisk, men afgørende. I kampen for at lade ordene overleve - så skrøbelige, de er, disse luftige stumper - har formatet og råmaterialet altid spillet en afgørende rolle: Hvor længe kan de holde? Hvilket materiale er de fremstillet af? Hvor meget koster de? Hvor tit skal de kopieres?”
Ved at tydeligere på bøger, som en reel del af vores fysiske verden, hvad opdager vi måske af nye facetter? Når jeg selv eller andre kritikere sidder og anmelder en bog, så vurderer vi den sjældent ud fra den visuelle æstetik i omslaget, hvor holdbar limen og blækket fremstår, eller kvaliteten af papiret af siderne. Indholdet af en samtale om den nye store udgivelse præges sjældent af lange diskussioner om valget af en bestemt skrifttype til teksten, eller salige sondringer over den bløde fornemmelse af en paperbacks kartonforside—i nogle nørdede fravigelser, men oftest ikke. Vi taler dårligt nok om bogens sanseindtryk som et virkeligt objekt, men derimod de skrevne ord og filosofien bag dem som bogens fulde tilværelse. Evigheden i et siv gør os opmærksomme på denne flerdimensionelle eksistens af litteratur, der samtidigt kan agere som tanker i vores hoved og vægt i vores hænder.
Portræt af læseren
Ligesom bøgerne har været under deres store udvikling gennem verdenshistorien, så har læseren af dem taget sig et utal af forskellige former gennem tiderne. Bøger formes af læseren, og læsere formes af bøgerne. Men ideen om en læser i vores fælles ubevidsthed har været dybt forskelligt. Vi kan blot forestille os det første individ af vores art, som kunne tyde tegnene nedført på en overflade til et overførligt udtryk af tanker. I den europæiske middelalder var læseevnen et aristokratisk eller gejstligt privilegie, som et udtryk på dyb indsigt—derfor velvilligt fraholdt folket. Og de seneste år har bogormen været billedet på outsideren, taberen og den akademiske stræber, indtil læsekulturen for nyligt har fået sin renæssance i en woke culture, hvor dette tegn på at være oplyst og sympatisk får hver anden stjerne til at dele sine bogklubber og læseoplevelser på Instagram. Men læserne og deres bøger har altid båret et billede af at leve på et andet plan af eksistens fra dem, som ”kun” agerer i den fysiske verden.
”I det fjerde århundrede blev Augustin så fascineret af at opleve biskop Ambrosius fra Milano læse stille, at han skrev det i sine Bekendelser. […] Når han læser, fortæller Augustin os forundret, bevæger hans øjne sig hen over siden, og hans sind forstår, hvad ordene siger, men hans tunge tier. Augustin bemærker, at denne læser ikke er ved hans side, selv om de fysisk er tæt på hinanden, han er sluppet væk til en friere og mere flydende verden, som han selv har valgt, han rejser uden at bevæge sig og uden at afsløre for nogen, hvor han kan træffes. Dette syn fascinerede og foruroligede ham.”
Og når vi læser Irene Vallejos Evigheden i et siv oplever vi samme form for trance, som oftest kun fremdannes af rigtig god litteratur. Bogen er indlevende og fascinerende i dens indsigtsfulde undersøgelse af alle facetter af bogkunsten, hvoraf jeg blot har kunnet påpege enkelte for at give dem deres retmæssige opmærksomhed. Rigmor Kappel Schmidt har oversat på en måde, som er hensigtsmæssig for næsten enhver læser, som kunne gavne af værkets fortællinger. Og hvorfor så ikke også påpege for denne specifikke udgivelse, at udtrykket både på papiromslaget og selve hardbacken inden under er pragtfulde og veltænkt i design.