Den uendelige historie af Michael Ende

Der er himmelvid forskel på at læse en bog som ’Den uendelige historie’ som 12-årig og så igen som voksen. Derfor var det også med bævende hjerte, jeg satte i gang med læsningen af dette mesterværk, som ubetinget står på en urørlig top tre over de bedste bøger, jeg har læst i mit liv. For hvad nu hvis det ikke længere er tilfældet, ødelægger jeg så barndommens illusion om den perfekte bog? Heldigvis gik det slet ikke sådan. Jeg er stadig vild med bogen, dens univers og fortællerstemme, som vil så meget mere end at fortælle et smukt og episk eventyr om drengen Bastians utrolige rejse til Fantásia, hvor alt kan ske og vitterligt sker, og hvor Den barnlige Kejserinde har brug for Bastians hjælp til at redde Fantásia fra undergangen.

Michael Ende er uden tvivl en af de største eventyrfortællere verden har set, først med ’Momo’ og senere da han skrev ’Den uendelige historie’ i 1979 (udkom første gang på dansk i 1981). Med sine historier får han skitseret en lang række temaer, som sætter vores moderne verden på kanten og vækker eftertanke. Det gjaldt i 1979 og tematikken holder stadig her i 2017. Bastian er i vores verden en usikker, buttet dreng der bliver moppet på skolen. Siden morens død er Bastians far blevet mere og mere indesluttet, og ser ikke de problemer Bastian befinder sig i. Da Bastian kommer til Fantásia får han et uendeligt antal ønsker til gengæld for at redde landet. Men jo mere han ønsker sig af skønhed, styrke, mod og visdom, jo mere glemmer han sit virkelige liv. Til sidst har han kun ét eneste ønske tilbage. Bastian indser sine fejl for i den sidste ende er det kun ham selv der kan ændre hans liv – problemerne bliver ikke løst af sig selv. Bastian lærer, at fremtiden er hvad du selv gør den til.

Og mens jeg lige nu ser musikvideoen ’Never Ending Story’ sunget af Limahl, får jeg lyst til at læse bogen igen – det er virkelig en uendelig historie!

Anmeldt af Pia Bechmann, Aalborg Bibliotekerne