Der brænder et lys i natten

14.09.21
Året er 1939, og en ung Tove Ditlevsen debuterer som forfatter med digtsamlingen Pigesind. På trods af sine blot 22 år sætter Ditlevsen med Pigesind rammen om sit forfatterskab, hvor den tabte barndom står som centralt motiv.

Tabet og angsten hos den unge pige brænder sig for alvor fast senere i den prisvindende digtsamling Kvindesind fra 1955. De to digtsamlinger er nu samlet og genudgivet i en smuk, lærredsindbundet vendebog.  

Anmeldelse af Tove Ditlevsen: Pigesind/Kvindesind, genudgivet på Gyldendal d. 24. august 2021

Anmeldelse af Anna Ramsing Lindhardtsen 

En nøgen kvindes nedslåede blik er vendt mod omfavnende dækblade, der beskyttende omslutter hendes hofter. Således skyder livet knop i Arne Ungermanns originale forsidetegning til Pigesind, der pynter genudgivelsens omslag i guldtryk. Vender man bogen, møder man Ungermanns illustration til Kvindesind: et bloddryppende timeglas, der omgivet af nattens måne og stjerner minder én om, at livet også har en ende. Det er netop denne spændvidde mellem livets organiske vækst og den uundgåelige død, der hersker i de to digtsamlinger. 

En ung piges sind 

I Pigesind møder læseren en ung piges sind, der dog er alt andet end letsindigt og sorgløst. Død, angst og tab har været tætte følgesvende i livet, og de bliver beskrevet med en skærende klarhed, der vil tage pusten fra de fleste - som her i digtet ”TIL MIT DØDE BARN”:

 ”Når de kommer med den hvide kiste, / skal du ikke være bange, mor går med dig, / i din lille silkeskjorte skal jeg klæde / dig for første gang – og allersidste.”  

Også kærligheden spiller en central rolle i Pigesind. Den træder frem som et brændende, længselsfuldt lys i digtet ”ALENE FOR DIG” og som et sorgfuldt minde i digtet ”SORG”. Den er et livgivende moment, pigen dog altid er på grænsen til at miste. I digtet ”SLANGEN I PARADIS” er et ungt, forelsket par i biografen, hvor drengen betages af den smukke skuespillerinde Marlene Dietrich på det store lærred. I biografens lys bliver han opmærksom på sin egen partners mangler, og selvom digtet alligevel ender i parrets kys, så er ”Marlene” digtets sidste, rungende ord. 

I Kvindesind hører utroskab og jalousi på samme vis kærligheden til. Men kærligheden – eller i hvert fald elskoven - er også en indgang til den tabte ungdom. I digtet ”EPISODE” forfører to gifte folk hinanden, og en nat på hotel med vin bliver beskrevet som et eventyr med Tornerose og Snehvide, prinser og prinsesser. Men da solen står op, er eventyret ovre, og hemmeligheden må holdes bag hverdagens øjne. Som Ditlevsen skriver i det nok mest kendte digt fra Kvindesind: ”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”. Således spindes tråde fra Pigesind til Kvindesind, hvilket gør dem oplagte at samle i en vendebog.  

Ord i uniform 

Digtene i særligt Kvindesind peger dog også væk fra kvinden og ud i verden, hvor 1900-tallets ødelæggende krige stadig skaber genlyd, som det ses i ”DE UNIFORMEREDE ORD”: 

”Sig FÆRDRELANDET, / og læberne strammes, / ryggen rettes, / hænderne knyttes, / og hjertet hamrer, / - men et ukendt menneske / løfter sit blik / i samme sekund / mod den samme himmel, / du kalder til vidne / på alt hvad du elsker, / og hvisker det samme / magiske ord / i et andet sprog, / mens hans mørkøjede børn / leende skyder / med legetøjsbøsser / mod skiver af pap, / nøjagtigt som dine.”

Ligegyldigt om Ditlevsen skriver om kærlighed, død eller krig, så er sproget skarpt og præcist.  Det umiddelbare sprog blandet med det dybe tungsind gør, at digtene rammer et sprogligt balancepunkt, der uden at blive for sentimentalt suger læseren ind i både den unge pige og den modne kvindes sind. At få samlet to af Ditlevsens mesterværker i en smukt indbundet vendebog skaber plads til fordybelse hos læseren, der fra første sætning bliver ført gennem en kvindes hele liv.

Det er et liv med mørke, hårdhed og lysende ærlighed; som et lys, der brænder i natten. Et lys, der brænder for os.