Detaljen i det små

Anmeldelse af Fríða Ísberg: Kløe, udgivet på forlaget Torgard d.1 maj 2020. Oversat fra islandsk af Kim Lembek 

Anmeldt af Rebecca Marie Bennedsgaard Hansen 

Det er de små problemer i parforholdet, mellem venner, med avismanden, porno, onani, FOMO, networking, selvværd og det at gå alene hjem om natten, der er i fokus i Kløe. Vi møder et broget slæng af jeg-fortællere, der kæmper med hver deres problemer, men som alle har det tilfælles, at de på den ene eller anden måde er ved at gå op i limningen over deres egne, samfundets og partnerens forventninger til dem. Det er en novellesamling, der både favner, men også let stikker til den nye generation af ’voksne’. 

Boomerne, mændene og alle følelserne

Der hvor jeg for alvor synes, Kløe bliver interessant, er idet den tager unge menneskers forhold til nutidige pro-blematikker og ’trends’, såsom global opvarmning, veganisme og feminisme, og giver de ofte mere kritiserede grupper, herunder ’boomernes’ og mændenes, perspektiv på dem. 

Sådan er det tilfældet i ”Lysekronen”, hvori vi får serveret et forældrepars forsøg på at forstå deres søn og hans kæreste, og man fatter en vis sympati for forældrenes udfordring med at tilpasse sig de unge menneskers syn på verden og dem.  Det gælder også i novellen "At undertrykke eller blive undertrykt”, hvor det komplekse forhold mellem mand og kvinde er set ud fra mandens perspektiv, idet jeg-fortælleren har svært ved at lade sin kæreste være en stærk og selvstændig kvinde, samtidig med at han også selv gerne vil have lov til at være der og sætte sine egne grænser. 

Ísberg ramte mig dog allermest i den relativt korte ”Fingre”, der læses som en tankestrøm fra en kvindes per-spektiv, der har svært ved at have et seriøst forhold til nogen:

”Jeg har brug for min egen tilvænningsperiode, ikke? Og jeg troede ikke det funkede mellem os, fordi jeg endnu ikke var mig selv i relation til dig, men hvis jeg kunne blive mig selv, og du for alvor kom til at kende mig, så ville vi måske kunne blive kærester; men du har selvfølgelig ret. Det funker helt enkelt ikke.”

Den kaoslignende tankestrøm, hvormed novellen er skrevet, giver den en emotionel pondus, der ganske enkelt er en mesterlig litterær bedrift. 
Men også novellen ”B å dage” ramte mig, idet den med ynde beskriver den problematik, der ligger i forventningspresset til at gå på universitet, have et fast forhold og ’ blive til noget’, da det, som det er tilfældet med jeg-fortælleren, implicit kan få en til at føle, at det ikke at få en universitetsuddannelse og blive f.eks. skraldemand er mindre værd og mindre rigtigt. 

Skønheden i det banale 

Til tider bliver nogle af novellerne dog også lidt for banale eller specifikke. Jeg havde for eksempel svært ved at forstå, hvad novellen ”Visse kvinder” ville mig, og nogle af temaerne virker måske også en smule gennemtæskede, som for eksempel kritikken af de sociale mediers indflydelse på unge kvinders selvværd i novellen ”En profil” om den aspirerende unge modedesigner, der er sygeligt optaget af ”likes” og lader til at lægge alt sit værd i andres anerkendelse af hende. Ísberg formår dog alligevel som oftest at tage disse måske ’banale’ problemstillinger og beskrive dem så præcist, med lige dele humor og ømhed, at det rammer lige i hjertekulen, og som en islandsk anmelder også skriver, er det ”helt utroligt”, hvordan Ísberg lykkes med at formidle de tanker, som mange af os ’nyligt’ voksne nok, bevidst eller ubevidst, har gået med det sidste årti. 

Alt i alt er Kløe en novellesamling, der, selvom den ikke rammer plet hver gang, enormt smukt beskriver en ny generations usikkerheder, fordomme og tvetydigheder og ikke mindst en novellesamling, der, på et helt personligt plan, er fremragende læsning, hvis man er ved at gå til under sit eget forventningspres eller generelt har svært ved at finde retning i livet og, ikke mindst, at finde sig tilpas i voksenrollen. Fríða Ísberg er efter min mening derfor et strålende nyt navn i forfatterverdenen.