En litterær mavepuster
Forfatter Carl Frode Tiller skriver karaktererne frem med så stor indlevelse, at romanen fuldt ud lever op til mærkatet ”psykologisk roman”. Indkredsning er intet mindre end et mesterværk, der nærmest tvang tårerne ud af mig.
Anmeldelse af Carl Frode Tiller: Indkredsning I & Indkredsning II, udgivet på Gutkind d. 24. november 2021. Oversat fra norsk af Karsten Sand Iversen og Sara Koch.
Anmeldt af Arvid Kühne
Indkredsning I og II er delt i to akser. Halvdelen af kapitlerne består af de breve karaktererne sender til David. Her er det den kontrollerede selvfremstilling, med flotte, finpudsede sætninger. Den anden halvdel af kapitlerne er fortalt fra brevenes afsenderes perspektiv. Her kommer læseren helt ind under huden på karaktererne. Alle deres impulser, flygtige tanker og humørsvingninger. Opdelingen komplimenterer hinanden og skaber et perfekt flow i romanen. Lad os starte med at dykke ned i brevene.
Mange sider af samme sag
Alle har selvfølgelig en subjektiv opfattelse af både deres eget, men især også andres liv. Det bliver gjort krystalklart i brevene, hvor man konstant bliver konfronteret med totalt modstridende karakteriseringer af de samme personer. Tag for eksempel præsten Arvid, der er Davids stedfar. Hvem er Arvid som person? For nogle er han en velmenende og mild støtte. For andre er han en bedragerisk, pervers mand, der begår rov på ensomme kvinder som Davids mor, Berit. Ydermere en præst af den værste slags, der altid skal moralisere. Ifølge ham selv, er han ganske bevidst om det sidstnævnte. Arvid anser derimod ikke sig selv som moralprædikende. Det er noget andre personer automatisk antager og leder efter det mindste bevis på, i og med at han er præst. Det er ikke til at sige hvad der er sandt, og hvad der er falsk, og det er netop det der er pointen. Der findes ikke én objektiv udgave af os selv, men vidt forskellige udgaver, set fra vidt forskellige perspektiver. Men det er ekstremt smertefuldt at læse de, både intentionelt og uintentionelt, ondsindede blotlæggelser af en anden persons liv. Hvordan et helt menneskeliv bare kan affejes med en enkel sylespids sætning eller to:
”Når jeg har sat mig ned for at hjælpe dig med at finde ud af hvem du er, som der stod i avisannoncen, så skal jeg sgu ikke lade mig narre og skrive Audun og Mariannes historie. Jeg vil skrive om mig og dig og Bendik, og jeg vil skrive om min taterfamilie og om din hillbillyfamilie, og denne historie, vores historie, den begynder den dag du og din mor flyttede ind hos din stedfar, en slesk satan der var kendt i hele byen for at bruge sin stilling som præst til at indynde sig hos enlige kvinder.”
Pessimisme eller humanisme?
At skrive et brev tillader selvfølgelig afsenderen i høj grad at kontrollere, hvordan man vil fremstå. Ikke fordi karaktererne ikke afslører dem selv i deres breve, for det gør de. Men afsløringen bliver netop forstærket af den anden halvdel af kapitlerne, der fortælles fra en førstepersonsfortæller. Karakteren Tom Roger, der står bag den hadske fremlægning af Arvid i det forrige afsnit, er for eksempel selv en voldsmand i sit eget forhold. Det nævnes der selvfølgelig ikke et ord om i hans breve. Indtil videre tegner Indkredsning sig måske som rigtig dyster læsning, og det er det nok også. Men der er lige så meget humanisme i Tillers univers, som der er ondskab. Hvordan kan han ellers formå at skabe en, om end ikke sympati, så forståelse og levendegørelse af en fej voldsmand? Eller af en kvinde der konstant finder på særdeles ondsindede løgne mod sin mand? Tiller undskylder ikke for de mange, næsten utilgivelige handlinger. Men han nægter også læseren at reducere én eneste af de mange karakterer, som andet end et ægte, levende menneske, med hver sin verdensopfattelse; hvor forskellig den så end er fra ens egen. Afsnittene er uhyggeligt realistiske i deres fremstilling af alle de usagte sætninger, akavede pauser og følelser, der giver én kvalme og ondt i maven:
”Jeg ser til siden. Trækker vejret og ånder ud igen, lydløst, sukker uden at lave ly, og så vender jeg mig mod mor igen, må prøve at hæve mig over hendes selvmedlidenhed nu, bide irritationen i mig og give hende den trøst hun beder om, må prøve at være så tilpas stor. Der går et lille sekund. Jeg åbner munden, og er lige ved at bede om undskyldning, men jeg gør det ikke, kan ikke få mig selv til det”
Machomænd anno 2006
I var måske den bog der kom mig nærmest, fordi den er meget intim. II derimod, har en mere politisk flair, da den for eksempel går i dybden med den forældede maskulinitet, der er normen blandt mændene i den norske by, Namsos. Begge er dog uden tvivl mesterværker i deres egen ret. Den eneste minimale kritik, jeg overhovedet kan rette imod Indkredsning er, at de mange diskussioner (for der er mange!) en sjælden gang imellem kan føles lidt for velformulerede og dermed urealistiske. Og så slutter II med en cliffhanger, hvilket jeg stadig ikke har besluttet mig for, om overhovedet var nødvendigt. Men det er ærligt talt småting, når alt andet i Indkredsning er et overflødighedshorn af dybt rørende menneskefremstilling, der tvinger læseren til at se sine egne dæmoner direkte i øjnene. Bravo!