Ensomme øer i et relationshav

I romanen følger vi Bård, Hanne, Linnea og Nils. Bård og Hanne er søskende, Nils er deres far, og de samles, sammen med resten af familien, i forbindelse med, at Bårds datter, Linnea, skal konfirmeres. Familiesammenkomsten bliver dog ikke så lys og let et glansbillede, som de kunne have ønsket sig. 

Fire verdenshjørner

Det er forår, alt springer ud, og konfirmationerne er lige om hjørnet. Linnea på 14 skal konfirmeres, men hendes hoved er fyldt med alt andet end den store fest og de mange gæster, hun knap kender. Der er nemlig knas i venskabet med den tre år ældre Ingrid, som ikke længere vil hænge ud med og kendes ved hende. Desuden går det også skævt til på hjemmefronten, hvor hendes far virker ængstelig og i konstant forsvarsposition. 

Bård tumler, som Linnea, med meget andet end blot den kommende konfirmation. Ved siden af sit kernefamilieliv med konen, Ellen, og børnene, Linnea, Sivert og Eirik, lever han nemlig et hemmeligt og utro liv i skyggerne. Han har en affære med Kaia fra arbejdet, som giver ham lyst til at forlade sin familie, som hans far selv gjorde det, da han og Hanne var børn.

Hanne er modvilligt vendt hjem i familiens skød for at fejre sin nieces konfirmation. Men med sit store vægttab og nye kæreste, Julia, agerer folk pludselig anderledes og venligere omkring hende, end de plejer. Det vækker en gammel usikkerhed i hende, som blandt andet vokser ud af barndommen, hvor hun måtte stå i skyggen af Bårds popularitet i skolegården og derhjemme.

Nils har glædet sig til at samles i familien. Han er pensioneret og bor alene med hunden, Fia. Det skal blive godt at se både Bård, Hanne og resten af familien, for hverdagen bliver hurtigt ensformig og ensom. Men lige meget hvor meget han anstrenger sig for at holde den gode stemning oven vande, lykkedes det ikke. 

Ømhed bag facaderne

Hvert kapitel i romanen tilhører én af de fire familiemedlemmer, fra hvis synsvinkel vi oplever weekenddagene. Med denne opbygning kommer man som læser både ind i hovedet og livssituationen på fire vidt forskellige personer, som anskuer de forskellige konflikter og hændelser på hver deres måde. Spændende for plottet er desuden, at personerne tilhører forskellige generationer – henholdsvis Linnea som teenager, Bård og Hanne som midaldrende og Nils som pensionist. Det gør romanen dynamisk og interessant, da både den konkrete weekend samt de mange fælles minder og oplevelser, som personerne deler med hinanden, ses fra fire forskellige steder og tidspunkter i livet. Aubert sørger dog for at holde sproget letlæseligt hele vejen, uden at de eksistentielle og relationelle tematikker går tabt. Særligt Nils’ kapitler ramte mig, da han, som familiens ældste medlem, kan se på sin families forandring gennem tiden og dermed mindes og savne gamle dage: 

“Vi vidste ikke, hvor heldige vi var, i dag sidder folk og ser hver sin serie på hver sin streamingtjeneste, jeg ved ikke, hvad de har at snakke om i frokostpauserne længere. Vi er for meget alene, det er det, jeg plejer at sige, vi har glemt alt det, som samler os.”

Sans for det relationelle og almenmenneskelige 

Jeg er egentlig ikke sådan er en utroligt fin roman om at prøve at holde fast i den, man er, selvom det uundgåeligt vil blive mødt med andres reaktioner og meninger. Den handler om at vokse op i en familie, hvor man skal finde sit ståsted. Den handler om at føle sig overset og malplaceret i hele familiepuslespillets idealistiske billede. Den handler om at savne, mindes og mangle den tæthed med sin familie, som man drømmer om og længes efter. Jeg er vild med Auberts nyeste skud på stammen i et forfatterskab, der allerede tæller to utroligt fine udgivelser – nemlig romanen Voksne mennesker og novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem. Som Jeg er egentlig ikke sådan handler de også om vaklende og ømme relationer, svære dynamikker og almenmenneskelig usikkerhed gennem livet. Hermed giver jeg min varmeste anbefaling videre, og ikke blot af denne roman, men hele forfatterskabet (som forhåbentlig byder på flere perler i fremtiden).