Frygtløs under stjernerne

Anmeldelse af Edith Södergran: Septemberlyren, udgivet på Forlaget Korridor den 31. december 2021. Oversat fra svensk af Theresa Salomonsen og Stinne Storm. 
Anmeldt af Camilla Weber Farver

Edith Södergran (1892-1923) er for tiden en ganske populær dame. I august 2021 udkom en oversættelse af hendes samlede digte på forlaget Skjødt, og ved årsskiftet udkom Septemberlyren. Derudover går der rygter om, at digteren Ursula Andkjær Olsen arbejder på endnu en oversættelse af Södergrans samlede værk, som skal udkomme på forlaget Turbine i 2024.

Måske hænger interessen for Södergran sammen med den optagethed af fortidens kvinder, som har præget litteraturen i de seneste år. Digtere som bl.a. Inger Christensen og Tove Ditlevsen har været meget synlige i det litterære landskab, og deres værker er blevet genudgivet i stor stil. Noget tyder på, at turen nu er kommet til finlandssvenske Södergran. Og det med rette, for hendes forfatterskab er i dén grad værd at dykke ned i.

Monumentale følelser

Septemberlyren er en ganske lille bog, men digtene i den er alt andet end undseelige, for der er en styrke og selvsikkerhed at finde i Södergrans skrift. ”Min selvsikkerhed beror på at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er” skriver hun i en indledende bemærkning til digtsamlingen, og poesien udstråler en ukuelig tro på egne evner.

”Hvis det ikke lykkes mig at styrte tårnet omkuld / i virkelighedens by, / vil jeg synge stjernerne ned fra himlen / som ingen endnu har gjort.”

Södergran skriver ikke om hverdagslivet, der er hverken vasketøj eller regninger i hendes lyriske univers. Nej, den verden, hun beskriver, er et storslået bjerglandskab befolket af guder, feer og mytiske skikkelser. En slags utopi, måske, eller en længsel efter en rosafarvet, eventyrlig fortid.

”Se i solnedgangen / svømmende ildøer marcherer / imperialt over flødegrønne have. / Øer i brand! / Øer som fakler! / Øer i sejrsoptog!” 

Har man været så heldig at opleve udstillingen Sun is God på Aros, kan man måske se J. M. W. Turners solfarvede landskaber for sit indre øje. Der er nemlig noget højstemt over Södergrans poesi. Ligesom de monumentale landskaber er følelserne store og dramatiske, og euforisk livsglæde (”Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!”) blander sig med en afgrundsdyb længsel efter mere. Mere skønhed, mere poesi. Mere liv.

En samtale med naturen

Södergran skrev i en tid, der på mange måder var en anden end den, vi kender i Danmark anno 2022. Septemberlyren udkom første gang i 1918, i en verden hvor både krig og revolution var meget virkelige og nærværende fænomener. Læst fra nutiden er det svært at undgå at se vores egen tids problemer i digtene. Ligger der ikke et skær af klimakrise over de her linjer? 

”Mennesker, vi skal glemme os selv / og blive forenede med Kosmos igen. / Vi skal høre skaberens stemme / tone metallisk fra tingenes bryst.”

Naturen er allestedsnærværende i digtene, og det lyriske jeg er ofte i dialog med den (”Åh mine solbrandsfarvede tinder, / tager I mig tilbage?!!!”). Solen, månen og stjernerne er ikke bare astronomi, bjergene er ikke bare geologi: De er nærværende for jeg’et på samme måde som en betroet ven kan være det. Der er en indforståethed mellem jeg’et og naturen, og man fornemmer, at de har et særligt bånd. Det hænger måske sammen med, at jeg’et ser sig selv som en outsider, der er tættere knyttet til naturen end til sine medmennesker. Netop derfor er der også noget ensomt over Södergrans digte, og det er ofte en mennesketom verden, hun skriver frem. Her er det er lys og vind, der sætter verden i bevægelse, ikke mennesker.

Samtidigt er der er noget nærmest rituelt over mange af digtene, de lyder som spådomme. Som om jeg’et har adgang til en hemmelig viden, som ingen andre besidder. Og Edith Södergran er værd at lytte til. Fordi hendes poesi er fyldt med vidtstrakte landskaber, honningfarvet lys og storslåede drømme. Og fordi den måske kan inspirere os til at opdage vores egne dimensioner, til ikke at gøre os mindre end vi er. 

”Solen fylder mit bryst op til randen med dejlig honning / og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser altid uden frygt.”