Gamle fjender af Ian Rankin

01.08.17
Et gammelt mord lokker pensionisten Rebus ud i Edinburghs barske gader. At læse en Rebus er som at vende tilbage til gamle venners gode selskab.

Rebus er gået på pension, helbredet skranter, men det gør forholdet til Deborah Quant heldigvis ikke. Han har inviteret hende på en romantisk middag på Galvin Brasserie Deluxe, der hører sammen med Caledonian Hotel. Omgivelserne får Rebus til at tænke tilbage på en 40 år gammel sag om en ung, smuk kvinde, der blev myrdet på hotellet. Og som altid er der ikke langt fra tanke til handling. Rebus beslutter sig for at bruge pensionisttilværelsen på at kigge nærmere på mordet. Men han når ikke at spørge sig ret meget for, før et nyt mord sker. Samtidig får hans gamle kolleger, Siobhan Clarke og Malcolm Fox, til opgave at undersøge et overfald på byens nye gangsterboss, Darryl Christie. Den tidligere gangster, Big Ger Cafferty, mistænkes for at stå bag. Men Big Ger vil kun tale med en mand – Rebus.

Dette er den 21. bog om John Rebus. Den første bog, ’Blodbrødre’, blev udgivet i 1987 - manden har med andre ord været på banen i 30 år. Ian Rankin kan stadig finde på nyt, men at læse en Rebus-krimi er som at komme tilbage til gamle venners gode selskab. Og Rebus holder stadig. Rankin har formået at få sin hovedperson til at udvikle sig og til at komme videre. Bipersonerne er stadig de samme, og de samme gangstere kæmper stadig om magten i Rebus’ elskede Edinburgh. At personerne i høj grad går igen igennem serien gør, at det er en fordel at have læst en del af de øvrige bøger. Det er ikke et must, men man vil give en bedre forståelse for personerne og deres relationer. Især forholdet mellem den tidligere kriminalkommissær Rebus og storgangsteren Cafferty er vigtigt.

I og med at Rebus er gået på pension, er bøgerne gået fra at være typiske politikrimier til at nærme sig genren detektivroman. Rebus kan dog stadig trække lidt på tidligere kolleger, og på den måde får det hele en snert af politimæssig efterforskning. Ellers bærer hans efterforskning præg af godt gammeldags detektivarbejde, hvor hver mand (efterforsker) må klare sig selv i kampen om de sande oplysninger.

Ian Rankin forstår i den grad at skrue en god historie sammen. Mange små bihistorier søsættes, men alt bindes sammen i sidste ende. ’Gamle fjender’ er præcis lige så velskrevet som de øvrige bøger i serien. Den kan varmt anbefales til alle, der kan lide de mere stilfærdige krimier, til læsere af skotske krimier generelt, samt naturligvis til Rebus’ store fanskare. Rebus har udviklet sig og holder stadig.

Anmeldt af Helle Post, Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Materialer