I Evas æblehave

At læse Perlebryggeriet er lidt som at spise en stor flødekage. Hvals sprog er næsten kvalmende i alle sine tunge beskrivelser af væsker og syndefaldsmetaforer, men efterlader samtidig én i en tilstand af ikke at kunne lade være med at tage endnu en bid. 

Anmeldelse af Jenny Hvals: Perlebryggeriet, udgivet af Korridor d. 15. september 2020. Oversat af Simon Kristensen.
Anmeldt af Maiken Gadegård Sørensen.

Rammen for Hvals fortælling er Jos dagligdag på universitetet og i bryggeriet. Hendes interesse for biologiens verden gør, at hun ikke kan lade være med at studere sin nye bofælle Carral, som var hun en organisme, der sættes under et mikroskop. Hun følger hende nøje, fuldstændig betaget og næsten besat af at komme helt tæt på hende:

”Hver eftermiddag tog hun en bid af æblet når hun kom hjem, og glemte det på køkkenbordet eller på bænken. Indimellem blev jeg siddende og så på æblet, hvordan saften piblede ud af bidemærker-ne. Jeg funderede over hvad der var æblesaft, og hvad der var hendes spyt, og jeg overvejede at slikke der hvor hun havde bidt, for at se om jeg kunne skelne smagen.”

Forbuden frugt

Gennem hele romanen er æblet et konstant fikspunkt for Jo i måden, hun fortæller om Carral og de følelser hun har omkring sin bofælle. En dag kommer Carral tilbage til huset efter arbejde og har købt et bundt æbler. De mørkerøde Bloody Plaughman æbler i bundtet sammenligner Carral med den frugt, Eva spiser i Edens have, fordi den stærke røde farve gør, at kødet ser både saftigt og syndigt ud. Bryggeriet bliver efter lidt tid fyldt med en aroma af rådne æbler, som Jo både frastødes af, men også virker til at omfavne. Der er noget over den gærede og rådne lugt, hun hele tiden søger og forholder sig til. Æblerne, som den forbudne frugt, bliver igen tydeliggjort, da Jo rydder de rådne æbler ud af huset og forestiller sig, at hun rydder op efter syndefaldet. Ud over æblernes helt konkrete rolle i Jos studie af Carral, er de også en interessant metafor for fortællerens udvikling fra barn til voksen; fra at være en uskyldig beboer af Edens have til at være seksuelt aktiv: 

”Men søvnen er fuld af æbler, og i mørket forvandles min krop langsomt til frugt. Mandlerne skrumper ind til kerner og lungerne til kernehus. Jeg drømmer at hvide blomster blomstrer under mine negle, som under is. Så sprækker neglende op, åbner sig som muslingeskaller, og i fingerkødet ligger små, klæbrige frugtperler.”

Her er Jo æbletræet, der får hvide blomster for senere at kunne bære frugter, men i æblernes forvandling fra frisk, saftig frugt til noget råddent og gæret ligger også en metafor for den modstand, Jo føler over for sin seksualitet. 

Mælk og honning

Jos interesse for mykologi (læren om svampe) manifesterer sig i bryggeriet som et økosystem, hvor der opstår en tæt symbiose. Huset forandrer sig langsomt til en sommerskov af græs, insekter, mos og svampe, og i takt med at det, der er udenfor, bevæger sig længere og længere ind i huset, går Carral mindre og mindre ud. Hendes hår falder af, og til sidst er hun som den skaldede honningsvamp, der er groet frem på kanten af badekarret. 

Det, der i starten virker som en begyndende romance mellem de to kvinder, viser sig efterhånden som romanen skrider frem at være en mere og mere mærkværdig og ubestemmelig relation. Carrals honningfarvede hår og gule trøje får hende til at se kønsløs ud, nærmest som om alt ved hende er hud, og hun indkapsler noget barnligt. Hun er legende, drikker ofte mælk og tisser i sengen. Til sidst i romanen bliver det meget svært at skelne de to kvinder: 

”Carral fniste. Da hun dyppede tungen i overfladen af den varme mælk for at slikke mælkeskindet op, mærkede jeg min egen tungespids blive varm, og da hun lukkede munden igen, kunne jeg næsten mærke skindet mod ganen som slimet cigaretpapir.”

De mange næsten vulgære beskrivelser fungerer utrolig godt og giver romanen et ny-materialistisk præg, fuldstændig frygtløs i sin skildring af alt det, der hører kroppen til. Hval skaber i Perlebryggeriet en forunderlig og sær verden, hvor virkelighed og drøm begge udgør én realitet. Samtidig er romanen, specielt med sin slutning i en afskedsscene mellem Jo og Carral, både øm og rørende. Jeg tror ikke, det kan tælles på to hænder, hvor mange gange jeg måtte rynke panden i forundring over fortællerens sære oplevelser og tanker, og det er helt sikkert en af dens største styrker. For hvad er der egentlig ved litteratur, hvis den ikke får det til at knage lidt bag pandebenet?