Kærlighed i datid

Anmeldelse af Kristina Stoltz: Paradis Først udgivet på forlaget Gutkind den 17. september 2020
Anmeldt af Camilla Weber Farver
 

Kristina er 19 år, da hun første gang møder Marlon. Det sker under en international dansefestival, der afholdes på et amerikansk universitet. Hun er fotograf, han er danser. Han er amerikaner, hun er dansker. Mødet bliver begyndelsen på et både inderligt og stormfuldt kærlighedsforhold, der ender i ruiner. 26 år senere køber Kristina en flybillet til USA. Hun skulle egentligt have været gæst til Marlons bryllup, men det er blevet udsat, fordi brudens far pludseligt er død. Så nu skal hun bare være gæst. 

”Kærligheden bliver husket i de mindste bevægelser” 

Paradis først er ikke en kærlighedshistorie, men en historie om kærligheden erindret. Romanen er en strøm af Kristinas tanker, der bevæger sig ind og ud mellem nutid, fortid og drømme. Små detaljer i nutiden virker som portaler til fortiden (en seng under et vindue, et samtaleemne, et vejrfænomen), hvor hun i brudstykker genoplever det liv og den kærlighed, hun og Marlon engang delte med hinanden. Minderne bliver til små rum, som Kristina kan besøge og bevæge sig rundt i. Som udgangspunkt er det et jeg, der fortæller, men i erindringerne kan Kristina hæve sig ud af sin egen synsvinkel og betragte sig selv – sit fortidige selv – udefra. Det er både forvirrende og fascinerende. 

Kærlighed og koraller 

De år Kristina og Marlon levede sammen var præget af rastløshed. De havde det bedst, når de var på farten eller i skoven. Deres kærlighed var som en evig flugt fra virkeligheden i en uretfærdig verden. Men det betyder ikke, at romanen er virkelighedsfjern. Tværtimod er der en tydeligt politisk bevidsthed til stede i Kristinas tankestrømme. Spørgsmål om racisme, klimaforandringer og ulighed dukker hele tiden op til overfladen, og bliver på den måde til en del af erindringen om kærligheden. 

”Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver der overhovedet en fortælling?”

Romanen bliver på den måde en påmindelse om, at vi mennesker sætter spor i verden. Intet er omkostningsfrit, heller ikke kærligheden. Bogens omslag har en sart rosa farve, men der er ikke noget lyserødt over den virkelighed, den skildrer.

Erindringens rytmer

Paradis Først er en smule labyrintisk. Det kræver en koncentreret læserindsats at navigere i de mange skift mellem tider, steder og synsvinkler. Fortid, nutid og drømme synes at filtre sammen, og det er svært at skelne de forskellige tråde fra hinanden. Men måske er det slet ikke meningen, at man skal kunne det. Måske er det netop en pointe at læseren – lige som fortælleren – skal væves ind i det sammensurium af samtaler, oplevelser og følelser, der udgør erindringen om kærligheden. 

”Hvordan kunne jeg vide, at stierne på campus og plænerne ville bore sig ind i mig som en labyrintisk have, jeg aldrig ville finde ud af igen?”

Erindringerne er ikke stabile, konstante størrelser. Undervejs korrigeres de, der tilføjes og trækkes fra, ændres på rækkefølger. Romanen imiterer erindringens flakkende rytmer. Der er noget dragende over disse bevægelser, og hvis man overgiver sig til dem, kan Paradis først være en både sanselig og tankevækkende læseoplevelse.