Litterære tendenser IV
Litteraturen er ikke bange for at tage et standpunkt. Litteraturen har i dag (og stadig) noget på hjerte og taler om de store ting; klima, miljø, køn, seksualitet, krænkelser og ansvarsfralæggelse. I dag ser vi nærmere på nogle af de nyere udgivelser, der netop skriver sig ind i denne tendens.
Mange mener at litteraturen kan være med til at give en større forståelse af det syge sind og nedbryde de tabuer, der stadig er omkring psykisk udsathed. Metaforer og billedsprog kan indfange de komplekse følelsestilstande den syge kan opleve, og som kan være ualmindeligt svære at forklare for en, der aldrig har oplevet det på egen krop. På samme måde kan det at læse om andre, der har oplevet noget lignende – også selvom de er opdigtede – reducere følelsen af forkerthed og ensomhed, som den syge kan sidde med. Litteraturen er en privilegeret sted at gå hen, fordi det som intet andet har mulighed for at vise sin læser dele af tilværelsen, som ellers ikke er tilgængelige.
Psykisk udsathed er tematisk vældig bredt og derfor har vi udvalgt en række bøger, der kommer omkring tematikken på forskellig vis.
Litteraturen om den psykiske sårbarhed skildrer ofte et grænseland. I "Om natten, haven" af Kirstine Johanne Fall hører vi om 23-årige Katrina der balancerer lige på grænsen af en psykose efter en indlæggelse med anoreksi. Hun forelsker sig i Markus, og deres forhold bliver et orgie i stoffer, hardcore sex, vold og jalousi. Sammen med Markus' ven, Sebastian, eksperimenterer de med kroppens formåen. Det er en barsk fortælling om selvskade og om at befinde sig i grænselandet mellem behovet for at flygte fra sine følelser og behovet for at mærke alt det, man kan komme til - også den største smerte.
Ensomhed er en følelse, der går igen i fortællingerne om at være psykisk sårbar. Linda Boström Knausgaard fortæller rørerende i sin roman "Oktoberbarn" om sin egen indlæggelse for svær depression. Tonen er næsten desperat og skildrer rammende og bevægende følelsen af at være fuldstændigt overlagt til andre i håbet om at få det bedre.
Flugten fra den virkelighed der er så svær at befinde sig i skildres rigtig flot i Adele af Leila Slimani, der fortæller historien om Journalisten Adele, der ud ad til lever et perfekt liv, men som i den grad flygter fra virkeligheden og hendes jonglering af moderrolle, kvinde, elsker og begavet journalist ind i et afhængighedsforhold til seksuelle eskapader, som kun bliver flere og vildere i takt med, at Adeles psyke bliver mere og mere flosset.
Litteraturen om både psykisk sårbarhed og også psykiske lidelser kan være med til at bryde tabuer og af-stigmatisere de sygdomme, der stadig er mange, der har svært ved at forstå og forholde sig til. Skizofreni er en af de psykiske lidelser, som egentlig er skildret en del i film og litteratur - men på en misforstået måde. Tænk bare på historien om Dr Jekyll og Mr. Hyde. I Opkald fra Mælkevejen af Bjørn Poulsen fortælles historien fra den pårørendes synsvinkel. Bogen følger Bjørn, der er kunstner. Hans liv afbrydes ofte af sin mors opkald fra det bosted for psykisk syge, hvor hun bor. Bjørn levede i de første barndomsår en overklassetilværelse i Virum, indtil moderen blev skizofren, og tilværelsen faldt sammen. Vi følger jeget i nutiden med hans tanker om kunstværker og arbejdet med dem. Samtalerne med moren leder til Bjørns erindringer om mange år på hotel, hvor moren brugte sin store formue, da hun ikke kunne bo selv, mobningen på Herlufsholm, hash, afbrudt skolegang og ikke mindst kunst
Den psykiske sårbarhed er ofte usynlig for det blotte øje. Og netop derfor kan den være sværere at tale om. Litteraturen kan være et sted at gå hen, for at tale om de store ting, der er svære at gribe og gøre med. Også i ungdomslitteraturen er der masser af titler, der kan starte gode samtaler om de store emner. Fuglemanden er en smuk graphic novell om Barbara, der har et normalt ungdomsliv med venner, gymnasieliv, fester og en spirrende forelskelse. Men hun har også Fuglemanden, som ingen andre kan se. Og som invaderer Barbaras tanker og liv.
Niviaq Korneliussen har netop været på anmeldernes læber med sin nyeste roman "Blomsterdalen" der handler om unge og selvmord i Grønland. I Grønland har man i snart mange år nærmest kunne tale om en selvmordsepidemi. Alle lader til at kende nogen, der er døde af selvmord. Unge mennesker, der giver op og går i fjeldet, hænger sig eller tager piller. Ingen familier lader til at gå fri. 'Blomsterdalen' fortæller historien om, hvordan det er at leve midt i al den død, som alle er påvirket af, men som ingen taler rigtigt om.
Selvom romanens navnløse hovedperson har en dejlig kæreste, en omsorgsfuld familie og hun netop er rejst til Danmark for at læse antropologi på Aarhus Universitet, så er der noget, der ikke føles rigtigt. Og man skal ikke mange sider ind i romanen, forbi den smukke, farverige forside, før maskefaldet sker. ”En nedtælling begynder” står der på romanens bagside, og det er lige præcis den følelse, man sidder med som læser. At vi ikke læser om en udvikling hos en ung kvinde, der står for at skulle i gang med sit voksenliv. I stedet for læser vi om en afvikling. Blomsterdalen er en vanvittig smuk og grum roman om selvmord blandt Grønlandske unge. En vigtig bog, der tager plads i sin læser og uden tvivl vil skabe debat.
Anna har netop født sit første barn og bor i Stockholm med sin kæreste Aksel. Men hvor bliver lykken af? "Mit arbejde" af Olga Ravn er en gribende fortælling om fødselsdepression i en genreblanding af både prosa, digte og breve. Anna har dårlig samvittighed over, at hun ikke føler den lykke, som hun synes, hun burde. Hun føler, hun blev ødelagt af fødslen, og alt det, der kommer bagefter gør ondt. Hun skændes med sin kæreste, der ikke lader til at forstå Annas ængstelighed og som desperat forsøger at komme på banen som far. Bogen springer i tid fra graviditetens begyndelse og i barnets første leveår. Romanen er ikke biografisk som sådan, men et vidnesbyrd om den fødselsdeprimeredes tanker og følelser og skriver sig dermed ind i tendensen om at normalisere de svære følelser i forbindelse med forældreskabet
Litterære tendenser er en blogrække, hvor vi hver uge ser nærmere på nogle af de litterære bevægelser, vi observerer lige nu. I næste uge stiller vi skarpt på autofiktion og exofiktion.