Litterære Tendenser V

De seneste 4 uger har vi kigget nærmere på det, vi har kaldt den politisk bevidste litteratur. Den litteratur, der spejler de tematikker, der ude i samfundet kalder på mere og måske anden form for opmærksomhed. I denne uge ser vi lidt nærmere på noget, der rører sig inden for litteraturens eget væsen. Efter en (lang) periode, hvor forfatterne i høj grad har skrevet om sig selv, ser vi nu et behov for at kigge ud over sig selv og digte videre på andres liv og biografi. Litteraturen skal nu ikke fortælle historien om ’os alle sammen’ – men i stedet fortælle om ganske særlige skæbner. Og denne nye gren på genretræet kalder vi ”exofiktion”

Exofiktionen står i kontrast til autofiktionen, der som genre har domineret de seneste år. Autofiktion handler som udgangspunkt om levende personer og virkelige begivenheder. Hvis man skal definere genren helt præcist, så er det en roman, hvor der er navnelighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Det betyder også, at en autofiktiv kan læne sig rigtig meget op af en biografisk roman, men også være meget mere ”klassisk roman agtig” og altså fiktionalisere virkelige begivenheder og relationer, så den i højere grad er en kunstnerisk fortælling end et vidnesbyrd.

Et bestsellereksepel på en autofiktiv roman er Leonora Christina Skovs "Den der lever stille"

Her skriver forfatteren Leonora efter sin mors død historien om sit liv med moderen og uden moderen, som aldrig ville acceptere at hendes datter er lesbisk. Da moderen dør beslutter den 40-årige forfatter Leonora, at det er på tide at få skrevet den bog om sin opvækst og ungdom, hun lovede sit 21-årige jeg at skrive. Det er beretningen om en mor, der får en fødselsdepression og aldrig direkte viser sin datter kærlighed. En far, der altid vælger sin skrøbelige kone fremfor sin datter. Om en opvækst og opdragelse, hvor det at holde på formerne og endelig ikke skille sig ud og være speciel er vigtigst. Leonora er klog, smuk og har altid forelsket sig i piger, når de andre forelskede sig i drenge. Da hun springer ud overfor sine forældre, vil de hverken se kæresten, høre om hende, eller høre hendes navn. Herefter ser datter og forældre ikke hinanden i mange år. Indtil kort før moderen dør. Der er altså navnlighed mellem forfatteren Leonora Christina Skov - der som barn i Helsinge bare hed Christina, og karakter Christina, der fortæller sin historie. 

Et andet godt eksempel på autofiktionen er Karen Fastrups "Hungerhjerte"

Hungerhjerte handler om Karen, der indlægges på et psykiatrisk center, hvor hun benhandles for borderline. Over et par år fortælles i nedslag om hendes liv som forfatter, oversætter, og mor samt om forholdet til kærester, mens der krydsklippes til episoder fra opvæksten i Sønder Vilstrup ved Kolding i 1970'erne.

Igen er der navnelighed, men der er også eksempler, hvor forfatter Karen, har fiktionaliseret begivenheder. ”Min kunst er vigtigere end mig selv" har Karen Fastrup udtalt, og med det mener hun, at hvis hun kan forstærke historien ved at lade sin hovedperson, Karen, løbe nøgen ned ad Ballerup Boulevard, så skriver hun om det. Også selvom forfatter-Karen aldrig selv har gjort det.

Så mens autofiktionen er en genre, der tager kunstneriske friheder i forhold til en forfatter, der skriver om sig selv, så vil exofiktionen tage udgangspunkt i en virkelig person og/eller virkelige hændelser. Den adskiller sig dog fra biografien ved ikke at have den dokumentariske form og er knap så nøje og opremsende i sin fremstilling. 

Christina Hesselholdt er en af de danske forfattere, der har kastet sig over exofiktionen som genre. 

Romanen handler om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier. I denne roman får hun en stemme, og man hører om hendes dysfunktionelle familie, hendes opvækst og barnepigejobs og ikke mindst hendes fotografi. Hun er en kontant kvinde og ikke som folk flest, og hun lever og ånder for sit fotografi og sine store samlinger af værdiløse ting og sager. Ved siden af Vivians stemme kommer folk omkring hende til orde, og det samme gør den alvidende og højtlydt kommenterende fortællerstemme

Også i Hesselholdts næste roman "Virginia is for lover" fiktionaliserer hun over virkelige hændelser og mennesker

På et skelet af virkelighed fortælles historien om det grusomme mord på Derek og Nancy Haysom i Virginia i 1985. Datteren Elizabeth Haysom og hendes tyske kæreste Jens Söring blev idømt livsvarigt fængsel for dobbeltmordet, men det egentlige skyldsspørgsmål er aldrig blevet afklaret. Fortælleren i romanen er Mr Up Front, en glubsk paparazzi-fotograf, der efter et tv-program om mordsagen er blevet dybt fascineret af Elizabeth. Vi hører om tiden op til mordet og om familiens indbyrdes forhold. Romanen afklarer selv, hvad der er reel sandhed, og hvor forfatteren har givet fantasien frit spil

Kristina Stolz reanimerer den franske fotograf og avantgardeforfatter Claude Cahun i sin flotte roman "Cahun"

I tre dele fortælles historien om Lucy Schwob, der som kunstner får det kønsneutrale navn Claude Cahun, der levede fra 1894-1954. : Første del foregår i 1940'erne på øen Jersey fortalt af Lucy. Lucy og hendes partner Suzanne er fængslet og venter på deres dødsstraf. Anden del foregår fra Lucys fødsel i 1894 og til nutiden med tids- og stedsmæssige skift. Afsnittet er fortalt af "Soldaten", som er et væsen, der beskrives som et århundrede gammelt karneval, der antager forskellige fysiske former. Tredje del foregår i 1970'erne og fortælles af Suzanne 17 år efter Lucys død. Bogen indeholder et meget stort persongalleri, hvoraf mange er kunstnere i den surrealistiske bevægelse. Der indgår tilbageblik, hallucinationer, replikker, drømme/mareridt og et surrealt lag, hvor Lucy taler med "Soldaten"

Kunstnere lader til at være et yndet udgangspunkt for stærke exofiktive romaner og også Malene Ravn har kastet sig over fortællingen om kunstmaleren Carl Fischer.

Malene Ravn er gift med Carl Fischers oldebarn Berthel, og romanen fortæller hans familiehistorie. Fischer bliver født i 1892 i Vejle. Hans mor dør, da han er barn, efter at have forladt sin ægtemand, som har en affære med tyendet Laura. Carl flytter ind til sin far og Laura, som er flyttet til København. Her hjælper han Laura i hendes egen købmandsbutik. Carls mor har i hans barndom kraftigt opmuntret ham til at male, og han fastholder da også interessen. Som voksen kunstmaler forelsker han sig i den yngre kvinde Ely. Da hun bliver gravid som 18-årig, og udenfor ægteskab, er fanden løs. Det ender med en bortadoption, hvorefter de alligevel får deres søn tilbage, da hans adoptivmor dør. Men Carl vil ikke være far, han vil kun male. Han og Ely har flere turbulente år, der bl.a. kulminerer med, at Carl har svært ved at modstå Elys søster, som han portrætterer nøgen.

Ekstra interessant er det, at Malene Ravn lader barnet Carl Fischer fortælle romanens begyndelse. Det fungerer på en måde ekstra fiktivt, selvom Malene Ravn jo af gode grunde kan have kendt hverken barnet Carl eller den voksne kunstner Carl Fischer. 

De mange typer af fortællestemmer i de exofiktive romaner er spændende at holde øje med. I "Du sagde det selv" er fortælleren ægtemanden til Sylvia Plath, som romanen egentlig handler om. 

Sylvia Plaths ægteskab med digteren Ted Hughes og hendes selvmord som 30-årig i 1963 er blevet beskrevet i en række biografier, hvori en del har set Plath som et offer og Hughes som en forræder. I denne roman af hollandske Connie Palmen er det Ted Hughes, som er fortæller og fra hvis vinkel historien om det berømte amerikansk/engelske forfatterægtepar fortælles. Connie Palmens "vigtigste rettesnor" for sin roman er digtsamlingen Fødselsdagsbreve , som Ted Hughes udsendte i 1998 og blev oversat til dansk af Pia Juul i 1999. Her er ægteskabet med Sylvia Plath temaet, fra deres første møde i 1956 og frem til hendes selvmord. 

Selvom exofiktionen som genre har sin oprindelse i Frankrig, så er det tydeligt, at flere og flere forfattere tager den måde at fortælle historie på til sig. Et helt aktuelt eksempel er Anne-Grethe Bjarup Riis, der blander den reele biografiske fortælling om sin søns kræftforløb og den mere fiktionaliserede slægtshistorie i sin nyeste roman "I Guds Rige"