Litteratur og astrologi: Løven

25.07.24
Litteratur og astrologi mødes i konceptet AstroLit, som er skabt af fem dygtige studerende fra Litteraturhistorie på Aarhus Universitet.

Der findes mange måder at tilgå astrologien og sit stjernetegn på; nogle synes det er helt vildt spændende, andre synes, det kan føles lidt som at blive sat i bås. Lige meget hvor du er på spektret, har vi forsøgt at udvælge litteratur, der spænder bredt i forhold til dit stjernetegn og dets egenskaber.

Med AstroLit håber vi, at du gennem de udvalgte historier, vil lære mere om dig selv eller nogle du kender - og måske endda finde din nye yndlingsbog. Du kan altid finde ny inspiration på vores Instagram @astro_litt

LØVEN: 23. JULI - 23. AUGUST

Hvem er Løven?

Løven er med sin karisma, charme og udadvendthed et rigtigt festfyrværkeri. Den er en sand leder med sin initiativrige natur, og ser altid sig selv som den bedst egnede til alting.

Med sin autoritære fremtoning har Løven en medfødt sans for retfærdighed, og kan til tider virke meget direkte i dens kommunikation. Hvis Løven først har besluttet sig for noget, er den ikke helt nem at overtale, idet den heller ikke er meget for forandringer.

Den er meget inkluderende overfor andre og meget gavmild. Løven har en stærk selvfølelse, hvilket betyder, at den har let ved at tappe ind i sit indre barn, og et behov for at udtrykke sig kreativt.

Løven som læser

Løven elsker ting, der er spændende og unikke. En high-fantasy serie med komplicerede sprog og karakterer, der er “den udvalgte” eller “ikke som de andre” er lige noget for den aristokratiske Løve - for de er præcis lige så specielle, som karaktererne de læser om.

AstroLit anbefaler

Vi udvælger bøger ud fra tre forskellige kriterier:

  1. Forfatterens stjernetegn
  2. Karakterer fra bogens stjernetegn
  3. Om bogen har vibes, vi mener et stjernetegn ville kunne lide

Kragens Kald af Leigh Bardugo

Seks forbrydere - én umulig opgave! ”Kragens Kald” (Six of Crows) er en del af Leigh Bardugos ‘Grishaverse’; en fantasyverden med magi, heksejægere og tyve. Fem livsfarlige forbrydere går sammen i et forsøg på at få et gidsel ud fra en uigennemtrængelig fæstning. Belønningen er enorm - men dødstruslen er lige så stor.

Nina Zenik er gruppens Grisha og kan med sine kræfter manipulere med folks kroppe. Derudover er hun en rigtig løve; hun er modig, flirtende og en smule opmærksomhedskrævende. Hun er loyal overfor sit crew, men kampklar når fjenden banker på deres dør.

American Royals af Katharine McGee

I 250 år har Washington-familien siddet på den amerikanske trone, men de er ikke som andre royale familier. De er amerikanere. Delt op i fire perspektiver følger vi fire hovedpersoner: den ærbare kronprinsesse Beatrice, den rebelske prinsesse Samantha, Prins Jeffersons (jaloux) ekskæreste Daphne og tilslut Nina, Samanthas bedste veninde.

”American Royals” er kort sagt (og på den bedst mulige måde!) en “Gossip Girl” møder “The Selection”-historie. Der er masser af drama og intriger, og romanen er indbegrebet af ordet ‘glamourøs’. Den aristokratiske Løve vil helt sikkert kunne drømme sig væk i denne historie.

Achilles’ sang af Madeline Miller

I en genfortælling af Homers Iliade følger vi Patroklos, en akavet ung prins, som sendes i eksil hos kong Peleus og hans søn, Achilleus. Achilleus er stærk, smuk og søn af en gudinde – alt det, som den forsigtige Patroklos ikke er. Trods deres forskelligheder spirer et venskab imellem dem - og mere til. Da den smukke Helena kidnappes af en trojansk prins, sender grækerne deres stærke helt Achilleus i krig mod Troja. Patroklos frygter for sin ven og tager med ham, uvidende om, at de næste år kan koste ham alt.

Achilleus er stærk, tapper og uimodståelig for alle, der møder ham. Han er bestemt ‘den udvalgte’, og grundet sin dybe sans for retfærdighed drager han i krig, for at beskytte det han har kært - sit land og sit folk. En sand Løve!

Den store Gatsby af F. Scott Fitzgerald

Den fattige officer Gatsby forelsker sig hovedkulds i den legendariske skønhed Daisy. Men mens han er ved fronten i Første Verdenskrig, gifter hun sig med den rige og brutale Tom Buchanan. Gatsby vender tilbage fra krigen med to mål: at blive rig og at vinde Daisy tilbage. Men da hun endelig indfinder sig, udvikler begivenhederne sig på tragisk vis.

Løven, der værdsætter skønhed og elsker at være i centrum, vil let kunne identificere sig med hovedpersonen i denne kendte klassiker. Historien om luksus, ambitioner og kompliceret kærlighed er præcis dét, Løven leder efter i en god bog.

Professor Hieronimus: på Sct. Jørgen af Amalie Skram

Else Kant er kvinde, mor, kunstner - og sindssyg.  Plaget af selvmordstanker og søvnløshed, søger hun hjælp hos den berømte læge, Hieronimus. Her bliver hun ‘dømt’ til indlæggelse på en lukket afdeling. Bogen beskriver Elses kamp for overlevelse og er et langt opgør med alt fra behandlingssystemet til lægens absolutte autoritet og hospitalet som en patriarkalsk institution

Amalie Skram var ikke bare en af Skandinaviens helt store forfattere - hun var også Løve! ”Professor Hieronimus” ses som et selvbiografisk værk, og derfor kan hovedpersonen Else Kant anses som en fiktionalisering af Skram. Else er en selvstændig, rebelsk, fritænkende og ikke mindst følsom kvinde, der går imod systemet - præcis ligesom Skram og Løven.

Narnia af C. S. Lewis

Inden for astrologien er Løven forbundet med det ‘indre barn’; den del af os, der aldrig rigtig ældes. I ”Narnia”-fortællingerne bliver vi transporteret tilbage til en tid med undren, fantasi og endeløse dagdrømme. Løve-symbolikken er meget tydelig – Aslan er bogstaveligt talt en løve – men historien minder os også om en tid, hvor det umulige føltes muligt. Narnia-universet har konger, dronninger, skabninger og eventyr, hvilket er mere end nok til at holde en Løves interesse - små som store.

Materialer