Livet i en forurenet fremtid

Gamle mennesker kan ikke længere dø, mens ungdommens kroppe er så svagelige, at de hvert øjeblik er på nippet til det. Imens er Japan et lukket land uden forbindelse til resten af verden, og man er holdt op med at bruge elektroniske apparater. Hvordan forholder man sig til sådan en virkelighed? Tawada har skrevet en medrivende og vanvittigt aktuel roman om menneskets liv og overlevelse i en ødelagt verden.

Anmeldelse af Yoko Tawadas Udsendingen, udgivet af forlaget Grif d. 9. april 2021, oversat fra japansk af Mette Holm
Anmeldt af Shannon Færch
 

På trods af det dystre emne, læses Udsendingen overraskende let. Man flyver gennem romanen i uudtømmelig lyst til at høre mere om den gamle forfatter Yoshiro og hans oldebarn Mumei, og den sære, uhyggelige virkelighed, de lever i. Plotmæssigt sker der ikke så meget; Yoshiro går til bageren, laver mad og syr tøj til sit oldebarn. Og vi hører om Mumeis mærkværdige skoleliv og smertende forsøg på at udføre helt almindelige handlinger, såsom at spise med en krop, der intet kan tåle. Det interessante er Tawadas på én gang gribende og underholdende udpensling af denne virkelighed, hvor især sproget afslører sig som en helt grundlæggende måde at forholde sig til verden på. Såsom de nye, demokratisk valgte helligdage:

”Nogle sagde for eksempel, at man med ’Havets Dag’ havde haft masser af tid til at tænke over, hvordan havene blev forurenede, så om ikke det var på tide, at man fik en ’Flodens Dag’, fordi virksomheder i årtier havde hældt deres spildevand ud i floderne […] ’Respekt for de ældre-dagen’ og ’Børnenes Dag’ fik nye navne og kom til at hedde ’Hold ud, du gamle-dagen’ og ’Bed børnene om forladelse-dagen'”

Når alting er blevet vendt på hovedet, må sproget følge trop. Igennem hele romanen gives adskillelige eksempler på disse overvejelser over, hvilke udtryk man nu skal bruge for at finde mening i verden. Skylden over at lade stå til og lade situationen komme så vidt, som den er i romanen, kaster lange skygger over de gamles liv og former også Yoshiros forhold til Mumei. Oldefaren elsker sit oldebarn med en intensitet, som er både smuk og pinefuld. Til gengæld har de unge mennesker en indre ro og glæde, som overrasker. Der er ingen vrede eller bitterhed, og måske derfor desto større følelser af skyld i de gamle.

”Mit oldebarn siger altid, at han har lyst til at spise frokost i det grønne. Og hvis skyld er det lige, at jeg ikke kan opfylde hans beskedne ønske? Hvorfor kan jeg ikke det? Fordi engene er forurenede! Og hvad har I tænkt jer at gøre ved det? Rigdom og anseelse er ikke et eneste græsstrå værd. Hør, hør, hør dog på mig. Tag en ørerenser og grav alle de dårlige undskyldninger ud og hør, hvad jeg siger!”

Børnene holder fremtiden, men Mumei og hans generation kan selv som unge voksne end ikke udføre basale handlinger uden hjælp fra teknologien og de ældre. Det moderne menneskes adskillelse fra naturen kommer derfor til udtryk på det helt kropslige niveau; den unge menneskekrop kan ikke længere tåle sit eget miljø og har ikke kræfterne til ved egen hjælp at være til. Naturen er på en måde i gang med at tage sin langsomme, men altafgørende hævn. Som da vi får at vide, at naturen blev så rasende over aborteringen af pigebørn i visse kulturer, at ethvert menneske nu går igennem mindst 1-2 køn igennem deres liv.

Alligevel er der en slags håb. På trods af katastrofe, forurening og mutationer, så bevæger verden sig videre. Mumei bliver en af titlens udsendinge, der hemmeligt må rejse til udlandet for at finde løsninger på ungdommens sygelighed. Måske kan de unge også en dag få lov til at blive gamle og finde en måde at forny Jorden på.

”Og mon kirsebærtræerne, der beskedent plejer at stå artige og tynde som kosteskafter langs gaderne, har lagt sig ud omkring stammerne, siden menneskene forsvandt fra centrum, så de nu energisk strækker grenene ud mod alle verdenshjørner, mens deres frodige, grønne afrohår svajer roligt frem og tilbage i brisen?”

Udsendingen er en vigtig og utrolig velskrevet roman, som både forbavser, underholder og udfordrer. Trods de alvorlige emner, måtte jeg også le et par gange af Tawadas spændende leg med sproget og japanernes forhold til ordsprog og ord-associationer. Jeg ved fra diverse Instagram opslag, at Mette Holm har kæmpet med at oversætte romanen. Det er dog i den grad lykkedes at skabe en smuk dansk oversættelse af Tawadas japanske original, der elegant og uden, at det forstyrrer, forklarer de små detaljer, der kunne gå forbi en dansk læser. Jeg håber, at mange flere vil give sig i kast med at læse den.