Marens ridt er korngult

Denne muntre folkevise tematiserer, hvordan høstfesten afmærker sommerens endegyldige slutning i bondesamfundets årshjul. Langsomt bliver dagene kortere og nætterne længere, og høsten markerer således efterårets komme såvel som mørkets hastige fremskridt. Romanen Høstnætter af Christian Skov er dog alt andet end fortællingen om et muntert slutpunkt. I romanen følger læseren gårdskarlen Jes, der befinder sig i et korngult vakuum af en feberdrøm, hvor tiden synes at stå stille. Fanget mellem nat og dag og drøm og virkelighed, tilfangetages læseren i en messende ordstrøm, der væver tråde ind og ud af Jes’ bevidsthed.

At læse Høstnætter beskrives bedst som at opleve søvnparalyse i litterær form. Et simpelt plot, hvor læseren følger Jes i dagene op til høstfesten, danner rammen om en kompleks udfoldelse af den menneskelige bevidsthed. De modne kornmarker og Jes’ mørke karlekammer udgør de to bærende sceniske omdrejningspunkter; sensommerens vibrerende overflod af gullige nuancer, de spredte neg over marken og mejernes henkastede leer står i stærk kontrast til det dunkle og kølige karlekammer. I kammeret tilbringer Jes sine lysvågne septembernætter, og disse nætter bliver således arnestedet for den egentlige bevidsthedsforvirring:

”En høstnat er at drømme og ligge vågen; der er ikke en nat, hvor han ikke er i en drøm, mareridt eller ikke mareridt, det er ikke altid til bagefter at sige, om det har været det ene eller det andet, oftest er det.”

I det mørke karlekammer findes ingen ro, og den æggende dag tilbyder ingen lindring. For selvom køerne malkes, kornet høstes og neg bindes, synes Jes aldrig helt at undslippe søvnens kløer. At være inde i hovedet på Jes er, med andre ord, som at være inde i hovedet på en, der lider af angst, hvor fremtiden og fortiden er konstant forstyrrende elementer i fortællingens nu. Jes er hypersensitiv overfor både sit indre og sit ydre landskab, og oplever alt så intenst, at han handlingslammes i nuet. De gentagne beskrivelser af Jes’ trivielle hverdag bliver derfor det eneste anker, der forsøger at få hold på virkeligheden. At finde frem til, hvad der i romanen er virkelig virkeligt, er som at finde en nål i en høstak.

Tankefrø, der aldrig spirer

Høstnætter handler om overgange; overgangen fra sommer til efterår, overgangen fra bevidsthed til ubevidsthed (og omvendt) og overgangen fra barn til voksen. Den spirende seksualitet gror frem i Jes, som betages af gårdpigen Anne-Sofie, og forestillingen om hende hjemsøger ham som en mare i søvnen, såvel som i vågen tilstand. Efter endnu en vilkårlig høstdag, får Jes øje på Anne-Sofie og ønsker at kontakte hende, men intet synes at ske:

”Hvorfor dvæler han? Hvorfor banker det i ham? Det er anderledes at opleve, hvad her skal opleves, når han ved, hvad det er, end uforberedt. Han ved, hvad det er, det bliver han ved med at sige til sig selv. Han ved jo, siger han til sig selv, hvordan hun vil se på ham, han har det jo i sig. Når det ikke er en genoplevelse, ved han ikke, hvad det næste øjeblik bringer, nu ved han det, han kan være rolig, kan roligt opleve igen, at hun står blandt de andre og ser på ham”

Som det ses i citatet, undrer Jes sig over, hvorfor det er anderledes at opleve det, som han ved han skal opleve, altså situationen at møde Anne-Sofie. En situation, som han gentagende gange har gennemtænkt og drømt om. Hvad forskellen overhovedet er mellem oplevelse og genoplevelse, bliver svært at skelne mellem. Bevidsthedslammelsen og den virkelighedsfjerne fornemmelse forhindrer ham simpelthen i at gøre noget. I stedet bliver Jes et sørgeligt vidne til, hvordan hans egentlige drøm i livet, drømmen om et kys med Anne-Sofie, aldrig bliver realiseret. Således høster Jes ikke de tankefrø, han har sået, for tanken synes aldrig at spire til handling.

At finde fodfæste i en høstak af bisætninger

At læse Høstnætter var for mig en forvirrende læseoplevelse, men også spændende, og på ingen måde lig noget, jeg har læst før. Jes har gennem romanen et stort behov for at bekræfte over for læseren (og ham selv?) at han ’ved’ noget - måske som et forsøg på at skabe fysisk og psykisk fodfæste. På samme måde oplevede jeg også som læser, at jeg kom i tvivl om, hvad der var op og ned i romanen. Jo flere ophobninger af bisætninger, der tumler ind i de i forvejen lange sætninger, des mere desorienteret blev jeg:

”I vågen tilstand ved han, her i kammeret, at han har stået nøgen ude ved brønden og hældt vand over sig (…) Her ligger han, og han ved, i vågen tilstand, hvordan det er, at han har hjemme på en gård, som tilfældet er, at her begynder dagens arbejde før andre på gården, bortset fra Stine Hag, og at det ikke gør noget, det ikke er Gert eller Johan, han er i stedet for at være Jes, at det endda er lykkeligt, han netop er den, han er.”

Gennemgående virker Jes vaklende i sin fornemmelse af sig selv, hvilket romanens stil og syntaks understøtter. I romanen optræder et overdrevent brug af pronominet ‘han’, hvilket gjorde, at jeg som læser ligeledes blev forvirret over, hvornår fortælleren refererede til Jes eller til de andre gårdskarle. Gennem dette syntaktiske greb, følte jeg mig som læser både distanceret fra, såvel som tættere på Jes’ univers. Generelt er Høstnætter skrevet som en lang messende meditation, en slags stream of consciousness i tredjeperson. Romanen gør i høj grad brug af gentagende beskrivelser, billedfigurer og fragmenterede sætninger, der tilsammen væver (u)bevidsthedstråde ud og ind i romanens eksistentielle tematikker. Den moderne og eksperimenterende litterære stil der udfoldes inden for proletariatets rammer, kan også genremæssigt kaldes for agramodernistisk litteratur. En grundlæggende tvivl, der kredser om eksistensen, og en desorienteret gårdskarl, der ikke kan sove (eller vågne?), mens høsten står på, giver tilsammen en uhyggelig, nærmest Midsommar-agtig stemning.

Høstnætter udfordrede og opslugte mig som læser, og den korte roman er et vildt trip af en litterær feberdrøm. Som læser snubler man over ordene, og falder forvirret, desorienteret, men også nysgerrigt ind i Jes’ klaustrofobiske korngule mareridt. Men det kræver, at man som læser går med på romanens præmisser, og lader sig lulle i søvn, miste virkelighedsfornemmelsen og slippe kontrollen.