Mennesket har altid vandret af Jeanette Varberg
I 2015 var 60 millioner mennesker på flugt på verdensplan. Heraf kom ca. 1 million til Europa. De flygtede fra krig, sult og fattigdom, og ifølge UNHCR nåede antallet af fordrevne mennesker det højeste niveau siden 2. Verdenskrig. Arkæolog og museumsinspektør Jeanette Varberg fastslår, allerede i sin bogtitel, at det slet ikke er noget nyt, at mennesket vandrer. Faktisk har vi altid vandret. Nogle gange drevet af eventyrlyst og oplevelsestrang. Andre gange pga. nød, sult og krige. Ofte har klimaet også spillet en rolle. Gennem 12 kapitler får vi et hurtigt overblik over nogle af de vandringer, der har ændret vores historie.
Varberg starter med menneskets begyndelse i Afrika, hvorfra vi drog ud og siden befolkede stort set hele kloden. Efter mange årtusinder som jægere og samlere begyndte vi at dyrke jorden, hvilket både medførte en befolkningseksplosion samt en ændring af landskabet, idet skovene blev fældet for at opdyrke jorden.
Atter mange tusind år senere i Bronzealderen var en række angreb af Havfolket mod landene omkring det østlige Middelhav en af hovedårsagerne til Bronzealderens kollaps. Jernalderen bragte vandringer af kimbrerne, kelterne og teutonerne, som bl.a. pressede Romerrigets grænser. Det blev dog hunnerne, der blev sidste strå i Det Vestromerske Riges kollaps, hvilket atter satte gang i store folkevandringer. Varberg kommer også ind på vikingerne, den sorte død, den lille istid, opdagelsen af Den Nye Verden og slavehandlens betydning, før hun fører os op i nutiden med de to verdenskrige og flygtningekrisen 2015.
Jeanette Varberg er en dygtig formidler. Kort, men velskrevet sætter hun mange tusind års historie ind i en letforståeligt ramme, som giver overblik og skaber sammenhæng. Jeg fik lyst til at fordybe mig i flere af emnerne, så på den måde virker ’Mennesket har altid vandret’ også som en appetitvækker på mere.
’Mennesket har altid vandret’ hører til Gyldendals serie ’Til Tiden’, som er korte, koncentrerede bøger med det formål at løfte læsernes opmærksomhed fra den aktuelle debat og sætte emnet ind i en større sammenhæng. Det er i høj grad lykkedes for Jeanette Varberg.
Anmeldt af Jette S. F. Holst, Horsens Bibliotek