Om at leve to meter fra hinanden og fra sig selv
Anmeldelse af Louise Juhl Dalsgaard: I dag skal vi ikke dø, udgivet på EC Edition d. 7. Maj 2020
Anmeldt af Maiken Gadegård Sørensen
Ensomheden og afstanden breder sig meget længere ud end to meter i Louise Juhl Dalsgaards nye digtsamling. De to meters afstand bliver for det lyriske jeg et fast holdepunkt i den ensomhed, der dag for dag vokser sig uendeligt stor og ubegribelig:
"vil skrive / 'savner menneskeheden' / på min telefon / men bliver korrigeret / af autocorrect til / 'savner menneskehuden'"
Det sociale savn er ikke bare et savn af selskab, men af hud. Fysisk hud. Fysisk nærvær. De to meter er konstant til stede i bevidstheden, hvor selv de mindste berørings-gestusser bliver angstfulde og farlige. Men ikke desto mindre er det det savn, der ligger dybest i jeget. Det er en følelse, som bliver fuldkommen fremmedgørende, og "menneskehud" bliver lig med "menneskehed". For hvor er menneskeligheden, når den ikke er i hændernes og hudens søgen efter hinanden?
Hverdagens små underfundigheder
Digtsamlingen spiller på en enormt kontrastfyldt oplevelse af dét at leve i frygt for døden samtidig med at leve i frygt for hverdagens ulidelige kedsommelighed. Et af digtene beskriver en drøm, hvor jeget oplever, at en varm bloddråbe løber ned over hendes ansigt og hen over kroppen og deler hende i to. Hun må skrive sætninger på hver af de to dele, for at kunne kende forskel. Der er både en frygt for at dø, men også en frygt for at leve og de to flyder sammen. Livet går ligesom bare langsomt og ubevidst videre, selvom alt er gået i stå og spørgsmålet om, hvorvidt jeget lever eller blot eksisterer, melder sig:
"livet som en potentiel smittekilde / ikke se / ikke røre / ikke smage / ikke høre / ikke føle"
Her kunne der også have stået: "ikke leve".
Dagene bliver blandt andet fyldt ud af telefonsamtaler mellem det lyriske jeg og hendes mor, som er en ældre dame og dermed "mere øvet i angst". Hun er vant til at leve hver dag som var det den sidste, og det betyder faktisk at gå tilbage og hvile i de helt jordnære dagligdagsting. Når de ringer til hinanden, læser de lister op over det, de savner, de spiller musik for hinanden og fortæller om hverdagens små ligegyldigheder. Eller måske rettere underfundigheder. For disse små underfundigheder er stoffet, verden er gjort af lige nu; det ligegyldige. Det vi snakker om, når vi ikke har andet at snakke om. Det vi ser, når vi rent faktisk går i stå og tvinges til at kigge op.
Med et blik mod kriselitteratur og Inger Christensen
I dag skal vi ikke dø er meget alvorlig, men leger også med humor i alvoren, og der dukker små finurlige og sjove tanker og episoder op, som er med til at give den dvaske karantæne-hverdag et skud lys. Det er også på mange måder en kynisk og ironisk digtsamling:
"6000 døde alene i New York / og derefter / fællessang med phillip faber"'
Vi ved ikke, hvad vi skal føle, og hvordan vi skal forholde os, så vi synger fællessang. Digtsamlingen refererer både direkte til Inger Christensen og trækker på hendes tradition. De globale COVID-19-dødstal for marts og april listes op ligesom dødstallene fra Hiroshima og Nagasaki i alfabet; en digtsamling der jo netop også handler om 'væren'. Vi tvinges til at forholde os til alvoren samtidig med, at vi tvinges til at forholdes os til os selv og hinanden. I dag skal vi ikke dø er en digtsamling, som sætter sprog på oplevelsen af at leve sammen hver for sig og finde hinanden igen:
"vi må ud at lede og / finde hinanden igen / så længe vi vinker / er ingenting for sent".
Med pandemien foran sig
Det er en utrolig spændende digtsamling, som virkelig sætter tanker i gang om, hvad man selv har følt, oplevet og tænkt de sidste par måneder. Samtidig er det en usædvanlig oplevelse at læse om en pandemi hjemme i sin sofa, imens den finder sted. For mange kan det være en god idé at få det hele på afstand, for senere at gå tilbage og reflektere over den enestående situation, landet har været igennem. I dag skal vi ikke dø bringer én forfærdelig tæt på pandemien og på sig selv.