Påfugleøen af Thomas Hettche

Selve Påfugleøen er ikke et fiktivt sted, det er en lille ø i floden Havel ud for Potsdam uden for Berlin. Her byggede Frederik den Store et lille slot i slutningen af 1700-tallet. Hans søn Friedrich Wilhelm udviklede senere øen til et eksperimentarium for planter og dyr, og det blev et udflugtsmål for Berlins befolkning.
I disse omgivelser fortæller forfatteren en historie om dværgen Marie, hendes bror Christian og overgartnerens søn Gustav.

Dværgen Marie får titel af slotsfrøken, men hun får også en position som en blanding af turistattraktion og levende mærkværdighed. Tidens livsopfattelser bliver levendegjort, samtidig med at vi følger Maries hjerteskærende skæbne. Marie lever på øen, ganske som de importerende dyr. Ingen har den fjerneste idé om at give dem rigtige levevilkår, de glor bare på dem.

Hvis læseren har en rimelig forhåndsviden om filosofi og teorier i starten af det 18. århundrede, vil historien tegne et meget fint og nuanceret billede af tiden, men man kan også bare læse den nogenlunde forudsætningsløst og gå undrende ind i en ganske særegen verden og få viden om den tidens tankesæt. Historien er fascinerende, og set fra den nutidige læsers udkigspost forekommer det jo sært og tankevækkende, at mennesker som Marie og hendes bror blev opfattet som naturstridige vanskabninger eller i bedste fald eksotiske og kloge dyr på linje med de mange mærkværdige dyr og planter, der bliver slæbt over til denne lille ø. Mange af dyrene dør, flere af planterne går ud, broderen Christian får sig et job, men Marie må blive på øen som del af det eksotiske scenarie.

Det ubetinget bedste ved bogen er det smukke og poetiske sprog. Romanen blev shortlistet til Deutscher Buchpreis 2014, og det er en fortælling, man ikke glemmer lige med det første.

Anmeldt af Beth Høst