Regnbueglitrende fragmenter
I løbet af det seneste års tid har ikke mindre end tre nye oversættelser af hendes samlede værk set dagens lys. Hvordan går det til, at en digter fra antikkens Grækenland pludseligt bliver in?
Anmeldelse af SAPFO, gendigtet af Mette Moestrup og Mette Christiansen og udgivet på Gyldendal den 19. august 2021
Anmeldt af Camilla Weber Farver
En violet galakse. Et tværsnit af en sjælden krystal. Et stykke draperet velourstof. Det er ikke helt til at sige, hvad omslaget på SAPFO forestiller, og måske netop derfor er der noget særligt dragende ved den mørklilla bog. På forsiden er titlen trykt med guldbogstaver, og nederst står der, i en ganske tynd skrift: Gendigtet af Mette Moestrup og Mette Christiansen. Der er ingen tvivl om, at det er Sapfo, der er stjernen her. Og det med god grund.
Sapfo – eller Sappho, som det sælsomme ord også taves – er navnet på en kvindelig digter, der levede på den græske ø Lesbos for cirka 2600 år siden. Man ved forsvindende lidt om hendes liv, men det står klart, at hun allerede i antikken blev hyldet som en eminent og uimodståelig digter. At vi overhovedet kan læse Sapfos ord i dag, er lidt af et mirakel. De fleste af hendes digte (der efter sigende skulle have fyldt ni bøger) er forsvundet i tidens løb. Tilbage er kun fragmenter. Men hvilke fragmenter! Se bare, hvordan et helt billede toner frem fra disse fem, løsrevne ord, der udgør fragment 261 (punktummerne marker huller i teksten):
STRÅLENDE . / ALTER . // MØRKEBLÅ . / SØLVERISK . / GULD .
Mette Moestrup og Mette Christiansen, hhv. poet og filolog, har sammen gendigtet de i alt 264 fragmenter, som udgør hele Sapfos værk. ”En krydsbestøvning mellem det poetiske og det filologiske” som Mette Christiansen meget rammende formulerer det i sin epilog. For der er noget skrøbeligt og nærmest pollen-fint over de fragmenterede digte. Måske er det de mange fraværende ord og uafsluttede sætninger, der giver én fornemmelsen af at sidde med noget sart og kostbart mellem hænderne. Nogle af fragmenterne består af kun et ord (fragment 189 lyder ganske enkelt ”KRYSTALSODA”), andre af flere linjer og hele vers. Et enkelt digt, en påkaldelse af gudinden Afrodite, er bevaret i sin helhed
Honningblide briser fra Lesbos
Noget af det, der er så dragende ved Sapfos digte er, at de på én gang synes uendeligt fjerne og helt tæt på. Når Sapfo fortæller om muser og påkalder gudinder, så virker hendes verden som et nærmest mytisk sted, indhyllet i et drømmeagtigt slør. Men når digtene handler om at mærke begæret løbe som en ”SART ILD” under huden eller spørger: ”HVAD SKAL JEG GØRE? JEG GÅR I TO TANKER” så lyder Sapfos stemme velkendt, og man glemmer næsten, at den har været årtusinder undervejs. Moestrup og Christiansen formår at balancere intimiteten med det fremmede og fjerne på fineste vis, og i deres hænder er Sapfos oldgræske lyrik blevet til musikalske og sanselige digte på dansk.
”HVORDAN KAN MAN ANDET END TØRSTE EFTER / PINENS OPHØR NÅR DEM MAN ELSKER GØR ÉN / SYG AF LÆNGSEL GANG PÅ GANG, AFRODITE / HVAD ER DIN HENSIGT”
Fragmenterne er en glitrende guldgrube af smukke ord og formuleringer, der findes ”HONNINGBLIDE BRISER,” ”DRYPPENDE SMERTE,” og ”REGNBUEGLITRENDE” smykker. At netop regnbuen dukker op flere gange i Moestrup og Christiansens oversættelse, er ikke nogen tilfældighed. Det er ingen hemmelighed, at Sapfo elskede kvinder: det er fra hende, at ordet lesbisk har fået sin nuværende betydning. I nogle oversættelser er Sapfos seksualitet blevet nedtonet eller omskrevet til heteroseksualitet, men i SAPFO bliver den hyldet:
”OG DU SMURTE DIG IND / I UDSØGT BLOMSTEROLIE / ØDSELT SOM EN DRONNING // OG PÅ BLØDE PUDER / BLIDT . / TILFREDSSTILLEDE DU DIN LÆNGSEL”
Forbindelsen mellem Sapfo og LGBTQ+-miljøet bliver endnu tydeligere af, at Moestrup og Christiansens gendigtning var en del af operaforestillingen DRYPPENDE STOF, som blev opført på Glyptoteket i København under sommerens Pride-festival.
Gådefuld og lyslevende
I stedet for et efterord har Mette Moestrup formuleret et brev til Sapfo. ”Den største gåde er, at du er så lyslevende,” skriver hun, og det er lige præcis den fornemmelse, man efterlades med efter at have læst den dyblilla bog til ende. Sapfo er lyslevende, fragmenterne funkler stadig.
”LIGESOM DENGANG . // LYS . / ALT . / DA . // STADIG .”
Med udgivelsen af SAPFO står det soleklart, at Sapfos stemme er værd at lytte til, selv 2600 år efter hendes levetid.