Salman Rushdie

Når man taler om Salman Rushdies forfatterskab, er ’De sataniske vers’ et uundgåeligt værk at indlede med. Ikke fordi det er det første, Rushdie har skrevet, ej heller nødvendigvis det bedste, men ’De sataniske vers’ er en skelsættende roman i forståelsen af Rushdies resterende forfatterskab samt hans betydning for debatten om ytringsfriheden.

Da Rushdie i 1988 udgav ’De sataniske værk’ opstod der protester verden over, fordi værket efter sigende var genstand for udtalelser, der gik imod islam. Protesterne udviklede sig til bandlysning af værket i en række lande, drabsforsøg på flere af værkets oversættere og udstedelsen af en fatwa mod Rushdie, som ændrede hans liv radikalt. Han måtte leve i skjul og under politibeskyttelse, hvorfra hans forfatterskab fortsat blomstrede, alt imens han sideløbende indgik i debatten om religion, kulturforskelle og ytringsfrihed, som fortsat er ligeså (hvis ikke mere) relevant i dag.
På trods af kontroverserne og udtalelserne fra den ene og den anden side af diskussionen, er det de færreste, der har læst denne mursten af en bog.

'De sataniske vers' handler om to indiske skuespillere, Gibreel og Saladin, der falder ned fra himlen og lander på Englands kyst. Mødet med England vækker følelser i de to: Gibreel fralægger sig sin tro og propper sig med svinekød, og Saladin fralægger sig sit indiske ophav for at opnå en fuldkommen engelsk identitet, der med en rejse til Indien langsomt begynder at krakelere, så han bliver konfronteret med det Indien, der stadig befinder sig indeni ham. ’De sataniske vers’ bearbejder den identitetskrise og rodløshed, man kan opleve som immigrant i konfrontationen med en anden kultur og en anden landsreligion samt den søgen efter åndeligt indhold i tilværelsen, som mennesket er afhængigt af.

Salman Rushdie arbejder igennem sit forfatterskab med kulturforskelle, som det bl.a. ses i novellesamlingen ’Øst, Vest’ (1994), der skildrer ligheder, forskelle og misforståelser på tværs af kulturer, og samfundspolitiske tematikker, der bunder i konflikten mellem øst og vest.

Rushdie blev født i Indien, gik på kostskole i England og kom tilbage til en familie, der var rejst til Pakistan efter, der var udbrudt krig mellem Pakistan og Indien. Krigen mellem Pakistan og Indien bliver omdrejningspunkt i mange af Rushdies romaner sammen med den rodløshed, der opstod for Rushdie i forbindelse med krigens fratagelse af Rushdies hjemfølelse.
Rushdies litterære gennembrud ’Midnatsbørn’ (1981) indkapsler denne tematik, idet omdrejningspunktet for romanen er selvstændiggørelsen af Indien. Saleem bliver født på slaget for Indiens fødsel som selvstændigt land, og denne dreng kan noget helt særligt. Saleem har en magisk næse, som har samme form som Indien, og som gør ham i stand til på telepatisk vis at kommunikere med de andre midnatsbørn, der ligesom ham selv blev født i timen efter Indiens selvstændighed. Ligesom Saleem har de magiske kræfter; en skæbne der er blevet tildelt dem udelukkende efter deres fødselstidspunkt, og midnatsbørnene er derfor en samling af børn fra alle hjørner af Indien og alle samfundslag. Saleem er bindeleddet for alle midnatsbørnene, og han skal derfor navigere i, ligesom Indien selv, at børnene er splittede pga. religion, politisk overbevisning og kulturelt ståsted.

Rushdies brug af magisk realisme, som mange kender fra f.eks. 100 års ensomhed, gør det muligt at fremvise de problemer, Indien stod overfor i forbindelse med dets selvstændiggørelse, og hvordan landet var præget af en splittelse generation efter generation. Rushdie benytter sig, særligt i første del af sit forfatterskab, af genren magisk realisme. Rushdies magiske realisme er, som genren hentyder til, en blanding af en magisk og realistisk fortælling. Med genren møder vi folk, der langsomt tager skikkelse af djævlen samtidig med at binde sig til den virkelige verden, som Rushdie typisk understreger med konkrete historiske begivenheder. Den magisk realistiske-genre giver Rushdie mulighed for at lege med den absurde sandhed, som præger den moderne verden, og som ligger til genstand for en stor del af Rushdies gennemgående kritik. Rushdie bruger mytiske fænomener og magi til at bekæmpe den absolutte sandhed, som mange kulturer er præget af, og det muliggør udforskningen af de konflikter, der hersker som følge af forskelle og misforståelser. Den magiske realistiske-genre, som vi ser i ’Midnatsbørn’, giver Rushdie mulighed for at udforske, hvad der gik galt ved Indiens selvstændighed, og hvorfor landet fortsat er præget af konflikt.

Konflikten som præger Indien, enten i form af krigen mod Pakistan eller dets frigørelse fra Storbritanniens kolonistyre, er bagvedliggende i mange af Rushdies værker, og det er ofte herfra, at Rushdies fortællinger udspringer. Raseri (2001) omhandler immigrantens raseri, der starter med en ensomhed og rodløshed, men udvikler sig til et raseri mod alt i verden. Vi møder det også i ’Det gyldne hus’ (2018), der handler om familien Golden, der under mystiske omstændigheder ankommer fra Indien til USA, akkurat som Barack Obama skal indsættes.

Salman Rushdies seneste roman ’Quichotte’ (2021) bruger også den indiske immigrant som omdrejningspunkt, men ligesom ’Det gyldne hus’ befinder vi os i USA, hvor hovedkarakteren Sam DuChamp falder for USA's popkultur og på bedste Don Quixote-manér rejser landet rundt i alle dets afkroge, hvor læseren bliver mødt med det amerikanske samfunds problemer. Rushdie indkapsler den moderne civilisations største udfordringer med magi og humor og formår at udforske den sandhed, som vi alle tror, vi kender.

Udgivet på Litteratursiden.dk