Skikkelser fra Manazuru

Fortiden spøger hos Kei, og det uhåndgribelige er i det hele taget stofligt og konkret i romanen. Luften kan både være klar, tung eller ensom, og den hyppige brug af billedsprog udvisker grænserne mellem Keis indre og ydre liv. Og så er der skikkelser, der følger efter Kei. Især én kvinde begynder at dukke mere og mere op i Keis liv og pirrer hendes nysgerrighed om, hvor Rei er forsvundet hen. Svarene kommer dog ikke så let, og da Kei ikke kan lokke dem ud af den mystiske og fåmælte spøgelseskvinde, må hun grave tilbage i sine egne erindringer og forene sig med sit forhold til Rei.

Fortrængte minder

I løbet af romanen vikler fortid og nutid sig sammen og afspejler, hvor diffust Kei oplever Reis svigt. Rei havde stor inflydelse på en grundlæggende del af Keis selvbillede, og hans forsvinden ændrede hendes liv radikalt. Rei optræder som en utilregnelig sjæl, der har svært ved at tilpasse sig et for fastlåst liv, og Kei er for forelsket til at se dette aspekt af ham klart:

”Reis stemme, der råbte mit navn: ”Kei!” Hver gang han råbte det, gjorde det ondt et sted på min krop. Has stemme sårede mig som en sløv kniv. Jeg elskede ham hæmningsløst. Jeg var som besat af ham. Jeg havde regnet med, at min besættelse af ham ville blive mindre, når vi giftede os, fik barn og en hverdag sammen. Men det blev den ikke.”

Keis sorg over Rei fylder meget i hendes relationer til andre og sætter en kile imellem hende og dem, hun elsker. Hun glemmer forældremøder, forsømmer madpakker og forsvinder ind i sin egen verden, når hun burde være til stede som mor og kæreste. Nærvær og afstand er centrale tematikker i romanen. Kei oplever Reis nærvær som endnu mere massivt efter hans forsvinden. Til gengæld opstår der en større og afstand mellem mor og datter, imens datteren bliver mere og mere teenager.

Mormor, mor og Momo

I løbet af romanen kommer Kei i kontakt med den sorg, hun har haft svært ved at forholde sig til før. Hun tager til byen Manazuru flere gange, går ture på stranden og begynder at indse, at Rei nok ikke kommer tilbage. Den mystiske kvinde, der følger efter hende, bliver mere og mere fremtrædende og levende, og Kei forsvinder selv ind i en anden virkelighed, der truer med at udslette hende helt. Det, der altid trækker hende tilbage til virkeligheden, er datteren, Momo. Momo er Keis allerstørste kærlighed, og der er en utrolig ømhed mellem dem, der altid eksisterer på trods af teenagerens afvisninger og morens utilstrækkelighed. Kei mærker, hvordan de to har været forbundet siden Momos fødsel på et helt fundamentalt plan:

”Det var kun Momo, der kunne såre mig på den måde. Nådesløst. Hun ramte mig ubetænksomt på de mest sårbare steder uden selv at lægge mærke til, at det efterlod væskende sår og ar. Over for Momo kunne jeg ikke andet end at vise mine bløde sider, de sider, jeg ellers gjorde hårde og beskyttede. Jeg huskede, at hun havde været en del af min krop, og kunne ikke lægge afstand til hende eller afvise hende.”

Kei og Momos forhold afspejler sig i Keis forhold til sin egen mor. De tre kvinder bor alle sammen og skaber et alternativ til den kernefamilie, der gik i opløsning mange år tidligere. Selvom der er gnidninger mellem dem, er der også noget ekstremt smukt over, hvordan de tre liv er flettet sammen. Momo er bange for at få en hund, der er for sød, fordi hun frygter, at den forsvinder; Kei har svært ved at knytte sig på ny efter Reis forsvinden. Traumerne løber i generationerne, men de familiære bånd er altid stærkere end smerten, de har været udsat for. Vejen tilbage til tilknytning er lige så smuk, som sorgen gør ondt. Kvinden ved havet er kompleks og fuld af mystik, men rammer én med en solid menneskelighed, man ikke kan andet end at falde for.

Anmeldelse af Hiromi Kawakami: Kvinden ved havet, udgivet på Politikens Forlag d. 8. december 2022. Oversat fra japansk af Mette Holm.

Anmeldt af Sophie Gohr Als.