Stor beundring bag forargelsen

Romanen sætter spørgsmålstegn ved individets evne til at handle selvstændigt, når det konstant vejes og bedømmes af det offentlige samt sociale medier. Brudstykker, der ikke blot beundrer, men også forarger. Det er en stemme, der skal høres og en fortælling, der skal tages alvorligt!  

Anmeldelse af Karen Stenlev: Imens jeg blev til noget andet, udgivet på forlaget Forår d. 20. juni 2020.  
Anmeldt af Lærke Marie Holm Fredsøe 

Karen Stenlev bevæger læseren på hver af de 74 sider, som romanen består af, i hendes unikke, originale og intense sprog. Her virker hvert ord så tilpasset, at enhver mening eller følelse ikke er til at overse. Det er en stærkt følelsesladet stemme, der beretter om sine oplevelser i en tæt forbindelse til sine tanker. Det kan fremstå en smule kaotisk, men for denne roman gør det stemmen langt mere ægte. Dele fremstår lige så frie og naturlige som sider fra en dagbog, mens andre fremstår langt mere gennemarbejdede som et essay. Fælles for begge er dog, at følelserne ikke er til at tage fejl af. Derudover beriges læseren af et kreativt billedsprog og poetiske formulering, som gør roman yderst flydende.

Mosaik og usynlige pronominer 

Den korte roman er sammensat af en række brudstykker, som er så skarpt afskåret, at de ikke siger mere, end der er behov for. Som mosaik bliver stykkerne samlet og danner helheden. Hver del står selvstændigt og stærkt for sig selv, men i den store helhed opstår det unikke mesterværk. Nogle dele ønsker man at komme langt længere ind i og mærke tættere på, mens andre står helt perfekt, selv som få sætninger. Den eneste ærgrelse er derfor, at romanen ikke er længere. Derudover er der et konsekvent samspil mellem referenterne, som betoner en af romanen store temaer. Her opstår der nemlig en konflikt mellem os og dem, hvor ‘os’ fremstår gennem pronominer som ‘jeg’ og ‘du’, mens ‘dem’ beskrives gennem erhverv ‘lægen’ eller adjektiver ‘den smukke kvinde’. Pronominerne bliver i denne forbindelse intense, mens de mod det offentlige bliver ukendte og usynlige. Hvilket gør romanen endnu mere levende og interessant.  

Problematikker i hverdagens lys 

Når alt dette er sagt, så er det vigtigt at pointere, at romanen kan langt mere end beundre. Den sætter gang i en masse tanker, sætter spørgsmålstegn ved store problematikker, samt understreger bekymringer om livet, kærligheden og især identiteten. Hvem skal bestemme, hvem vi skal være? Hvem skal bestemme, om vi kan være forældre? Kan man overhovedet være et selvstændigt individ, når man konstant vejes og bedømmes af andre? Barnløshed, offentlighed og psykiatri er tre store temaer i romanen, som skaber den overordnede konflikt, fordi de tre næppe går hånd i hånd. Stenlev tegner et sublimt billede af en hverdag om et homoseksuelt, psykisk sygt individ i dennes kamp om at blive mor. Derudover formår romanen ligeledes at ramme og inspirere alle de, der, af en eller anden grund, føler sig ved siden af bare lidt, altid.  

“Du siger: ‘Er vi der snart?’ Jeg siger: ‘Er vi der snart?’ Det offentlige siger: ‘Du er nummer et i køen. Vent venligst.’”

Ovenstående citat viser, hvor selvstændigt og stærkt Stenlevs sætninger står. Hun formår at sætte problematikker ind i en hverdag, som læseren forstår, og hun afslutter den så intenst, at den sidder fast i læseren efterfølgende. Denne barske roman er så smukt udført, at den ikke kan undgå at beundre enhver, der læser den. Det er en roman, der skal læses, en forfatter, der skal beundres, og en stemme, der skal høres. Personligt glæder jeg mig til at se meget mere fra Karen Stenlevs sikre, kreative og unikke hånd.