Ugens Aarhushistorie - Da borgerne fik lov at bestemme

 Aarhus Byråd med embedsmænd på sommerudflugt til Mols i 1905. Fotograf E.A. Ebbesen, Den Gamle By.

Byrådet har en meget gammel historie, der går helt tilbage til middelalderen, men det var først i 1838, at aarhusianerne for første gang skulle være med til at stemme om pladserne i rådet – dengang kaldet borgerrepræsentationen. Specielt håndværkere og købmænd ville ikke længere finde sig i, at embedsmænd og få særligt udvalgte mænd bestemte fordelingen af byens indtægter og udgifter. De ville have indflydelse, og det fik de også – altså de rigeste af dem! En forudsætning for at stille op og stemme til valg var nemlig, at man var grundejer og en stor skatteyder, og så skulle man også lige være en mand. I 1844 var der således blot 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere! Valget foregik i mange år på byens gamle rådhus, som dengang lå placeret umiddelbart foran domkirken, og selve valghandlingen strakte sig over to dage.

Ny valgregler
I 1860 vedtoges en ny lov om den kommunale valgret. I mellemtiden var folkestyret blevet etableret med Grundloven i 1849, og et stigende ønske om at indføre lignende regler for kommunerne meldte sig efterfølgende. De nye regler fastsatte, at den større halvdel af kommunalbestyrelsen skulle vælges af de stemmeberettigede til folketinget, mens den mindre halvdel skulle vælges af de højst beskattede – der dermed kunne stemme to gange. Og så skulle man være over 30 år for at kunne stemme. Valget gjaldt for seks år, men der blev afholdt valg hver tredje år for henholdsvis alle vælgere og for de højst beskattede, så byrådet blev løbende udskiftet.

I 1868 indførtes det kommunale selvstyre ved lov. Borgerrepræsentationen ændredes til et byråd, som i Aarhus bestod af 19 medlemmer plus en kongeligt udpeget borgmester. Den første udpegede borgmester var generalkrigskommissær Ulrich Christian v. Schmidten. Loven gav byrådet mere magt end tidligere. Alle forvaltningsgrene, der havde været underlagt særlige kommissioner, kom til at sortere direkte under byrådet i form af 13 faste udvalg.

Stemmeprocenten var fortsat lav. I 1870 stemte blot 290 ud af 2.078 vælgere. Da Venstre og Socialdemokratiet i henholdsvis 1883 og 1894 fik erobret plads i byrådet, fik den politiske dagsorden en anderledes skarp tone. Der blev kamp om vælgernes gunst og pladserne i byrådet. Det blev almindeligt med valgkampagner, og specielt de lokale aviser blev brugt som politiske talerør. Resultatet kunne aflæses i valgprocenten, som steg fra små 14 i 1870 til 80 i 1906.

Også kvinderne fik lov
Demokratisk kunne man ikke kalde valgreglerne. Populært sagt udelukkede man en række F’er’: Kvinder (’fruentimmere’), tjenestefolk (’folkehold’), fattige, forbrydere, fremmede og umyndiggjorte (’fjollede’). Specielt Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 kæmpet for at ændre reglerne, men først i 1908 indtraf forandringerne. Og der var tale om helt nye tider. Således beretter Aarhus Stiftstidende i 1909 om datidens forhold. ’Det noteres som en Sensation, at der for første Gang er kvindelige Tilhørere ved Byraadets Møde, nemlig Lærerinde Frk. Hulda Hansen og Fruerne Drechsel og Goll…’

To blev til en
Der var flere kvinder på opstillingslisterne til valget i 1909, og det lykkedes også for Dagmar Pedersen, Socialdemokratiet, og Mathilde Krarup, Borgerlige Liste, at blive valgt til byrådet. Krarup mødte dog aldrig op. Hun meddelte dagen efter første byrådsmøde, at hun havde fået lungebetændelse, og at hun derfor ønskede orlov. Midt i maj fik hun med en lægeerklæring tilladelse til at udtræde af byrådet og lade sig erstatte – af en mand!

Folkestyrets gennembrud
I 1919 blev den sidste væsentlige sten ryddet af vejen for det kommunale selvstyre. Den kongeligt udpegede borgmester blev afskediget, og byrådet kunne nu for første gang selv udpege en borgmester. Ved byrådsvalget i 1919 var der røster fremme blandt de borgerlige om at genvælge borgmester Drechsel, der på mange måder havde været byen en god mand. Fra socialdemokratisk side erkendte man fuldt ud hans indsats, men man mente imidlertid, at når man havde flertallet og dermed sad med hovedansvaret, så måtte man også besidde borgmesterposten. Og således gik det til, at socialdemokraten Jacob Jensen blev Aarhus første folkevalgte borgmester.

Den hårde borgmesterpost
Den tyske besættelse blev en hård periode – både på det personlige og på det politiske plan. De utallige forhandlinger med besættelsesmagten kom til at tære på den siddende og aldrende borgmester H.P. Christensen. I stedet trådte viceborgmester Einar Stecher Christensen til som vikar, og da H.P. Christensen helt måtte opgive borgmesterembedet i 1941, var Stecher Christensen den naturlige efterfølger.

Oprindeligt skulle der have været afholdt kommunalvalg i 1941, men grundet besættelsen blev det først afholdt 5. maj 1943. Ved valget lykkedes det at holde nazisterne ude af byrådet, men Stecher Christensen høstede ikke mange personlige stemmer.  Han var måske ikke en karismatisk mand, men han arbejde hårdt for byens rettigheder og var i hemmelighed med til at støtte frihedsbevægelsen.

Det var en glad Stecher Christensen, der 5. maj 1945 i byrådet kunne åbne mødet med disse ord: ”For første Gang siden 9. April 1940 kan jeg aabne et Byraadsmøde med virkelig Lettelse i mit Sind”. Fem uger senere døde den 45-årige Stecher Christensen af hjertestop.

Fra reform til reform
Einar Stecher Christensens død fik direkte indflydelse på det politiske system i Aarhus. Svend Unmack Larsen blev Aarhus’ næste borgmester, og han havde på tætteste hold set, hvordan borgmesterembedet havde slidt de foregående borgmestre ned. En af hans politiske ambitioner var derfor at reformere det politiske system, så embedet kunne blive aflastet. Løsningen blev indførelsen af magistratsstyret i 1950. Fem magistrater med forskellige ansvarsområder blev indført, og byrådet og borgmesteren slap dermed for at skulle tage stilling til mange småsager. Unmack Larsen måtte selv trække sig på grund af sygdom i 1958.

I 1970 fandt endnu en stor reform sted. 1.098 kommuner landet over skulle blive til 277 kommuner. I Aarhus kom det til at betyde, at 21 kommuner skulle blive til én.
Forud for den store kommunesammenlægning lå en periode med problemer, for Aarhus. Kommunen manglede jord. Flere og flere virksomheder flyttede fra midtbyen ud til forstæderne, og faldende skatteindtægter og færre arbejdspladser for Aarhus Kommune var konsekvensen. Men det var ikke kun virksomheder, der flyttede ud af kommunen. Nyopståede parcelhuskvarterer drænede op gennem 1960’erne Aarhus for familier. Undersøgelser viste, at kun 32 % af Aarhus Kommunes lærerstab rent faktisk boede i Aarhus Kommune.

Politisk spredning
Kommunesammenlægningen i 1970 fik stor betydning for partisammensætningen i byrådet. Socialdemokratiet med borgmester Bernhard Jensen i spidsen var fortsat det førende parti, men som noget nyt fik Venstre med tre mandater en fast plads byrådet. Partiet, som første gang kom i byrådet i 1888, havde aldrig opnået flere end to mandater og havde i lange periode været helt fraværende fra byrådet. Med de mange landkommuner, der nu blev lagt ind under Aarhus, fulgte mange af Venstres kernevælgere. Bernhard Jensen trak sig i 1971 på grund af sygdom.

Kommunesammenlægningen kom til at betyde større diversitet i byrådet. Efter valget i 1966 var fire partier repræsenteret i byrådet, men i 1974 var dette tal steget til ni, ligesom 22 af byrådets 31 medlemmer var bosat uden for den ’gamle’ Aarhus Kommune. Mange havde meget på hjertet, og byrådsmøder, der før var klaret på et par timer, blev nu til maratonmøder. 1970’erne blev en tid med opgør og opbrud, og de ideologiske forskelle blev trukket hårdere op, og denne udvikling kom også til udtryk i byrådssalen, samtidig med at Socialdemokratiets førende position kun meget sjældent var truet. På mange måder er det stadig denne politiske kultur, der hersker i det kommunalpolitiske arbejde i dag.

Ugens Aarhushistorie har vi lånt af Aarhus Stadsarkiv. Du kan læse mange flere historier her