Årets albums 2019: Jazz
Joe Armon-Jones: Turn to clear view
Det virker som om jazzscenen i London er stedet man skal kigge mod, hvis man er til jazz, der søger nye veje. På producer, arrangør og pianist Armon-Jones’s tredje album smelter souljazzens funky rytmer sammen med cooljazzens mere tilbagelænede fokus på melodi og arrangement. Det hele toppes med HipHop og afrikanske rytmer, og udgør tilsammen et kalejdoskopisk album, der aldrig bliver kedeligt eller for meget.
Mats Eilertsen: And then comes the night
Fra Londons kludetæppe af musikalske indtryk og udtryk til nordisk minimalisme og melankoli. Bassisten Mats Eilertsen er inspireret af den islandske forfatter Jon Kalman Stefanssons bog Sommerlys og så kommer natten, og det kan høres. Jon Kalmans nænsomme og poetiske sprog finder ind i de både sfæriske og melodistærke kompositioner udtrykt gennem nordmandens trio med hollandske Harmen Fraanje på klaver og norske Thomas Strønen på trommer.
Anne Mette Iversen’s Ternion Quartet: Invincible Nimbus
Anne Mette Iversen, den danske bassist, der efter en årrække i New York, har slået sig ned i Berlin, stjæler på sit 2. album med Ternion Quartet’en med arme og ben fra swing, bop, Charles Mingus og ikke mindst klassisk musik. Musikken fremstår kompositorisk kompleks, med en aldrig stillestående rytmisk puls og masser af humor.
Kalle Kalima: Flying like eagles
Er det jazz? Hmm…det er i hvert fald godt! Den finske guitarist, Kalle Kalima, graver sammen med sin norske instrumentkollega, Knut Reiersrud, dybt i den amerikanske muld. De to superguitarister finder en række klassikere, som de, med elementer af blues, soul og americana, nyfortolker i et idiosynkratisk samspil, hvor de viser hvad de kan, men aldrig overdriver.
Nérija: Blume
Vi slutter, hvor vi startede – i London. Nérija er et musikalsk kollektiv med syv unge fremragende musikere, fire blæsere, trommer, guitar og bas, der har spillet sammen siden de var teenagere. Det giver et symbiotisk samspil, hvor musikerne understøtter hinanden og samtidig giver plads til at udforske det fælles rum. Tonen i musikken er varm og glad, tempoet er moderat og stilen bærer tydeligt præg af en forkærlighed for afrobeat og highlife.