Årets albums 2021: Fra pop til punk

Sara, musikformidler

Django Django: Glowing in the Dark

Indie/art rock. Meget rytmisk og med masser af synthesizer. Veloplagt, energisk album, som man bliver i godt humør af, og som det er svært at stå stille til. Forsangeren Vincent Neff har en smuk, blid vokal og jeg elsker, hvordan den ligger i mikset. Det lyder som om, de elsker at spille sammen.

Spirit of the beehive: Entertainment, Death

Psykedelisk pop med brudstykker, abrupte skift, pludselige lyde, indskudt støj, ambient synthflader og samples. Musikken minder om hypnagogisk pop/chillwave/glowave som Neon Indian, Ariel Pink og Ducktails med deres kassettebåndslyd og nostalgi efter mainstream popkultur fra især 70’erne og 80’erne. Albummet har en lidt uhyggelig stemning - se bare coveret!

Low: Hey What

Low har eksisteret siden 1993, og jeg har aldrig fået dem hørt før nu. Men det er fedt! Det gamle er meget langsomt, hypnotiserende, flosset og smukt. Kun to gennemgående medlemmer; et mormon-ægtepar bestående af mand og kvinde på hhv. trommer/vokal og guitar/vokal. Ret smukke vokalharmonier. De senere år er de blevet mere elektroniske, og lyd og produktion er blevet mere eksperimenterende med loops, korfragmenter og forvrængning. Det er et virkelig godt album – vildt at de kan blive ved! 

Dry Cleaning: New Long Leg

Post-punk: Guitar, bas og trommer. Musikken minder om tidlig The Cure, Joy Division og Sonic Youth med melankolske riffs, og den fungerer som baggrund for vokalist Florence Shaw, der læser sine tekster hen over numrene i stedet for at synge (fordi hun ikke er sanger). Der er ret meget humor i teksterne, som er cut-up poesi sat sammen af noter fra dagbøger, ting hun har skrevet på sin telefon, overhørte samtaler, citater fra reklamer osv. Kunne virke gimmickagtigt, men er interessant; en anden måde at høre musik på.

Henrik, litteraturformidler

Japanese Breakfast: Sable (soundtrack)

Soundtracket til computerspillet Sable. Spillet inkluderer dag/nat cyklus, som har hver deres version. Blødende smukke stiliserede landskaber som bindes sammen af musikken. Soundtracket kan sagtens høres uden spillet. Du kan finde soundtracket på fx Spotify, og på biblioteket kan du låne Japanese Breakfast fremragende Jubilee, som faktisk også er fra 2021.

Iceage: Seek shelter

Femte plade i rækken og måske deres mest tilgængelige indtil videre. Iceage er morphet for hver udgivelse og dette album tilbyder endnu en ny lyd - de har ligefrem fået gospelkor på! Musikken er vokset sammen med mig for hver plade, og de lyder stadigvæk kompromisløst.

Bo Burnham: Inside

Sidst vi hørte fra Burnham var Can't Handle This for fem år siden. Han laver comedy og musik med noget personligt på spil. Indkapsulerer perfekt vores allsammens kollektive traume under corona, og sætter internettet og vores sociale forhold på spidsen. Særligt tracket All eyes on me er fantastisk, hvor Burnhams comedyfacade krakelerer, og giver et ærligt og brutalt indblik i Bo’s situation. Er det autofiktion? Grænsen mellem fiktion og virkelighed er flydende. 

Jung: Forfra Forbundet  

Fremragende popmusik, der er mikset både lækkert til øregangene og resten af kroppen - naturligvis af Carsten Heller, hvem ellers? Popmusik med nerve og knaldskarpe melodier. Særligt skal sangen To timer i træk fremhæves: tracket knækker og brækker. Det burde ikke fungere, men det gør det! Og husk også at se videoen til sangen, hvor grand ol' danseman Jens Werner giver gas og ser dødcool ud.

Anne, musikbibliotekar

Little Simz: Sometime I Might Be Introvert

Nuanceret, varieret og superspændende album fra den fænomenale, britiske rapper Little Simz. Pladene har en meget rich lyd med strygere, blæsere og kor. Og så er den et overflødighedshorn af barbershoplyd, grime, rnb og afrobeat. Perspektivet på pladen veksler mellem den inadvendte Simbi (Little Simz civile navn) og extroverte Simz. Årets bedste hiphop album!

Gabriels: Love and Hate in a Different Time

En gospelsanger teamer op med to klassisk uddannede soundtrack-musikere, og så har du lyden af Gabriels. Jacob Lusk synger helt fænomenalt og musikken er varmt soulet og jazzet med et strejf af blues og big band. Ikke så mærkeligt lyder Gabriels også lidt som en gammel film, men uden at det virker kunstigt, snarere autentisk og med en lyd man (jeg) ikke rigtig har hørt før. Gabriels har foreløbigt udgivet en EP og et par singler, men det lover godt! Du kan finde Gabriels på Spotify.

Tyler the creator: Call me if you get lost

Et megakomplekst album som udfordrer på alle musikniveauer. I forhold til hans sidste album, Igor, er dette en råbende, larmende affære; en hyldest til det klassiske mixtape og derfor fuld af rappende gæster og remixes af gamle sange.  Tyler er en blændende dygtig rapper, og albummet kredser om hjertesorger (men naturligvis er der også flex-tracks om penge og biler) - stemningen skøjter fra grundangst til opblæst rapperego, som i tracket Corso: "remember I was rich so I bought me some new emotions."

The Roots: Do You Want More?!!!??!

Kan en genudgivelse være blandt årets bedste hiphop udgivelser? Naturligvis når det drejer sig om The Roots, for er du helt dårlig, hvor er det en god plade! Hvis du er til The Roots uovertrufne jazz-hiphop med det helt særlige bløde flow, føles albummet lidt som at komme hjem - åh, de blæsere! Oprindeligt er albummet fra 1995, men den remastererede udgave lyder ikke dated eller 90'er agtig, blot skarpt svingende, selvsikker og smooth. Og det er helt tydeligt på numrenes groove, at her bliver der altså spillet på rigtige instrumenter (ingen sampleshaming, men det er altså en anden lytteoplevelse). Du kan låne vinylen på Hasle bibliotek.