Årets albums 2021: METAL!
1. Nekromantheon – The Visions of Trismegistos (NO)
De norske black-thrashere vender tilbage efter ni års pause. Bag den filosofiske titel gemmer sig en vild og voldsom omgang, der griber dig om struben og rusker dig igennem i samtlige af albummets 33 minutter. Det er ikke fest-og-farver-thrash det her. Det er vanvittig brutalt og kulsort!
2. Suffering Hour – The Cyclic Reckoning (US)
Suffering Hour fik helt fortjent en del opmærksomhed for deres debutalbum for et par år siden og her på deres andet album tilføjer de god dosis atmosfærisk black til deres death metal. Det fungerer virkelig godt og selvom albummet til tider er kringlet og krævende, så er det også ganske catchy.
3. Funeral Chasm – Omniversal Exsistence (DK)
Funeral doom er en genre der er kendetegnet ved at være knusende tungt, slæbende melankolsk og sørgmodigt… det er Funeral Chasm også. Alligevel er der mere til duoens debut album og det indrammes ret godt af coveret, der viser et lysende væsen (eller bevisthed?) et sted i havets dyb omgivet af gopler. For i Funeral Chasms univers er der (ligesom i det dybeste hav) også både ro, stilhed og (trods alt) lys i mørket. Endelig skal sanger, Danny Woes helt overjordiske (eller undersøiske?) vokalpræstation fremhæves. Den er intet mindre end fænomenal!
4. Tribulation – Where The Gloom Becomes Sound (SE)
I starten af året udgav svenske Tribulation deres femte studiealbum og vi må nu siges at være nået til det punkt, hvor bandet har perfektioneret den lyd og stil, som de for alvor introducerede på albummet Children of the Night fra 2015. Det resulterer i deres (i mine ører) mest helstøbte album, men samtidig kommer det hele også til at lyde en tand for letkøbt. Der mangler lidt kant og noget der kradser og skurrer i ørerne. Når det så er sagt, så er jeg vild med det (lyd)univers som Tribulation står for… men måske skal der ske noget nyt på næste plade for at undgå tomgang?
5. Killing – Face The Madness (DK)
Ikke så mange dikkedarer her – Killing spiller thrash som man har hørt det mange gange før fra bands som Overkill, Exodus, Sodom, Kreator og hvad de nu ellers hedder alle sammen. Der er ikke de store overraskelser. Bare kompetent, fængende og røvsparkende thrash!
6. Wode – Burn In Many Mirrors (UK)
Engelske Wode har denne gang kogt deres black metal op med et ordentligt skud heavy metal. Det er der kommet en gevaldigt fængende plade ud af!
7. Vulture – Dealin’ Death (GER)
Hvis du er til oldschool Speed/Thrash (og selvfølgelig er du det!), så er Vulture mindst ét lyt værd.
8. Angstskríg – Skyggespil (DK)
Black’n’roll på dansk er nu også en ting…
9. Asphyx – Necroceros (NL)
Døds-veteranerne fra Holland tromler ufortrødent videre på deres 10. studiealbum.
10. Full Of Hell – Garden Of Burning Apparitions (US)
Listen rundes af med hæsblæsende grindcore. 12 numre = 21 minutters fuld smadder!
Du kan lytte udvalgte numre på playlisten Årets albums 2021: metal på Spotify. Desværre er Funeral Chasms ”Omniversal Existence” ikke på Spotify, men heldigvis kan du låne cd'en på biblioteket.