Sort regn og selvlysende træer i Tjernobyl

Anmeldelse af Antoine Choplin: Efter mørkets frembrud, udgivet på Forlaget Etcetera d. 26. april 2016

Anmeldt af Camilla Engkjær Laursen

Efter mørkets frembrud skildrer livet i et spøgelsesagtigt Tjernobyl to år efter atomulykken. Selvlysende træer og selvmordsramte gråspurve er en del af den virkelighed, Gurij vender tilbage til i sin søgen efter en dør fra fortiden. Choplins roman læner sig op ad den magiske realisme og gysergenren, men uden at dens fulde potentiale bliver opfyldt.

Det er to år siden, atomulykken fordrev Gurij til Kiev, og i Antoine Choplins roman følger læseren hans tilbagevenden til Tjernobyl. Gurijs plan er at køre ind i den afspærrede ”zone”, hvor ”begivenheden” – som ulykken bliver omtalt blandt de lokale – fandt sted. I byen Pripjat vil han hente døren til datterens børneværelse, på hvilken hun har tegnet, han har skrevet digte, og de begge har markeret datterens højde.

På vejen stopper Gurij hos nogle gamle venner, der fortæller ham om atomulykkens ødelæggelser på både mennesker og natur: Jakob er alvorligt syg pga. strålerne, Pjotr er blevet vanvittig (efter ”det med kattene”), træerne lyser rødt, og regnen er sort:

”For mit vedkommende, siger Kuzma, så tænker jeg indimellem på djævelen, og jeg siger til mig selv, hvem ved, måske har han indrettet sit hovedkvarter her omkring, og nu går han rundt og ordner det ene og det andet.”

Efter mørkets frembrud er en roman om, hvordan mennesker lever videre, efter at en forfærdelig menneskeskabt hændelse vender deres liv på hovedet: De blev tvunget til at flytte fra deres hjem, men alligevel ikke længere væk end at de kan se de samme skove og de samme bakker. Gurij var blandt de få, der helt forlod området, og nu vender han tilbage, selvom det i princippet er umuligt – han vender ikke hjem til det Pripjat, han kender, men til en spøgelsesby, hvor alt er et varsel om død. Det er en form for magisk realisme, som omgiver området omkring Tjernobyl, men når først betagelsen af de lysende træer har lagt sig, indser man som læser, at der snarere er tale om en gyserhistorie.

Choplin fortæller en god historie – desværre bliver den ikke fulgt til dørs. Det meste af romanen er centreret omkring middagsbordet hjemme hos Vera og Jakob, Gurijs gamle venner. Her hører vi historierne om, hvordan atomulykken på tragisk vis har påvirket menneskene i området, og det er helt klart disse fiktive vidnesbyrd, der er romanens force. Resten af historien om, hvordan Gurij kører til Pripjat for at hente døren, bliver varslet som en meget svær og farefuld tur, men til læserens store skuffelse forløber rejsen meget antiklimatisk, da han kører lige igennem det bevogtede område helt uden problemer. Stilskiftet virker underligt og ufærdigt og har desværre også den effekt, at størstedelen af romanen fremstår ret kedelig.

Ulykken i Tjernobyl er et godt udgangspunkt for at fortælle en gribende historie, men potentialet bliver desværre ikke indfriet i Choplins roman. Efter mørkets frembrud er fortalt på et meget overfladisk niveau i stedet for faktisk at fokusere på det, der gør fortællingen værd at læse.

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på Littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!