Krea for voksne
Det er måske et par år siden, du har haft lyst til at lave et kastanjedyr, men derfor kan det godt klø lidt i fingrene for at lave noget kreativt i efterårsferien. Heldigvis er efteråret perfekt til hjemmeprojekter, nu hvor vejret ikke ligefrem lægger op til strandture, og haven kræver minimalt vedligehold.
Frisk hjemmet op
I to af bøgerne finder du inspiration til funky og anderledes DIY-projekter og lækre tips, der kan puste nyt liv i dit hjem og samtidig stille din krea-trang. Projekterne varierer i sværhedsgrad og omfang og spænder fra små pyntegenstande til møbelkonstruktioner og vægmaling.
Forbered dig på zombie-apokalypsen
I en anden noget mindre optimistisk (men lidt mere humoristisk) ende af skalaen, finder du bøgerne med tips forberedelse på verdens undergang, katastrofer og des lige - eller prepping, som det hedder på engelsk. Her er tips og tricks til, hvordan du kan bruge hverdagsting til at skabe anordninger, der potentielt kan redde dit liv i en farlig situation. Eller hvordan du kan udvikle systemer, der kan bruges til at forsvare din base i tilfælde af en zombieinvasion.
God fornøjelse med dine efterårssysler!