Anmeldelse af Ravnenes hvisken
Ravnenes hvisken handler om 17-årige Anne, som bor i en lille by i Nordjylland med sin store hund Monster. Anne har ikke haft en nem opvækst. Hun har aldrig kendt sine forældre og er flyttet fra plejefamilie til plejefamilie. Anne er synsk, og kan se hændelser fra fortiden. Hun ser igen og igen et syn med en rødhåret pige, som bliver myrdet. Pludselig begynder rødhårede piger at blive dræbt på uhyggelige måder på egnen, og de har alle sammen et runetegn på sig, hvilket peger på at en seriemorder er på spil. Anne må sammen med sine nye venner Luna og Mathias finde hoved og hale på al den mystik, der fylder den lille by, og pludselig er hun omgivet af både jætter, hekse, spøgelser og halvguder og Anne er i stor fare!
Bogklubben synes at første del af trilogien om Anne var super spændende. Hele omdrejningspunktet om nordisk mytologi var meget interessant, detaljerne var mange og flettet godt sammen med Annes historie. Det er tydeligt at forfatteren har lavet et kæmpe researcharbejde og det betaler sig. Persongalleriet er stort og mangfoldigt og det betyder, at der konstant er gang i historien og at handlingen hele tiden tager nye uventede drejninger.
Bogklubben havde dog også enkelte kritikpunkter. Annes stædighed og flere af hendes valg forstår vi ikke altid. Hun bliver f.eks. ved og ved med at benægte gudernes eksistens selvom, at hun har accepteret alle mulige andre former for overnaturlige fænomener som spøgelser, hekse, andre verdener mv. Hun er også meget stædig og nogle gange kan man undre sig over, at hendes nysgerrighed ikke overvinder stædigheden, da hun flere gange afviser viden, der ellers kan hjælpe hende. Antallet af mænd, som bliver vild med Anne er også en smule voldsom, da Anne sådan set ikke har den mest charmerende personlighed. Elias er den af fyrene, som bogklubben synes bedst om. Han er en spændende og charmerende karakter, som giver Anne en masse modspil. Så selvom han ikke er til at stole på, så hepper vi pt. på Elias. #teamElias :)
Ravnenes hvisken er bestemt læseværdig, og den har givet os blod på tanden, og vi glæder os til at læse næste bind.
Anmeldelsen er en sammenskrivning af 11 pigers forskellige holdninger.
4,5 ud af 6 stjerner