Bulderkogende gullasch

Essay af Anne Skov Thomsen

Jeg mindes en aften på Testrup Højskole, hvor man havde inviteret Knud Romer til at komme og tale. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke læst hans selvbiografiske, og stadig eneste, roman, Den som blinker er bange for døden, og jeg kendte derfor heller ikke noget til den historie, der gik forud for ordene denne aften.

Jeg husker derimod, hvordan en hel foredragssal i halvanden time sad kastet tilbage i sæderne, mens Knud Romer rasede uafbrudt fra talerstolen, vanvittigt rablende et hårdt livs fortællinger. Vi hørte om elleve år på Litteraturvidenskab uden afsluttende magistergrad, om massivt alkohol- og stofmisbrug, om et liv, der sejlede uden for den succesfulde stilling i en absurd, overfladisk reklamebranche, om mødet på en vinbar med kvinden, der skulle redde ham ud af det hele og få ham til at skrive sit livs roman, og endelig: om opfyldelsen af den næsten utopiske drøm om udgivelse af denne roman på det traditionsrige tyske Insel Verlag.

Romer var en talende roman, og hans opspærrede øjne og forvrængede ansigt virkede som besat, mens sarkasmen og galden boblede ud af mundvigene, hvis de da ikke blev sendt som spruttende partikler ud i rummet. Her stod et menneske, som ikke bare var ramt af en momentan vrede, men af livsvarig indignation.

Opvokset i 1960’ernes Nykøbing Falster med en tysk mor og en dansk far bliver lille Knud offer for efterkrigstidens selvretfærdige tyskerhad, og han møder den danske ’gæstfrihed’ fra dens allermest smålige og ubarmhjertige side. Når han tager på indkøb med sin elskede moder, Hildegard, må de, efter lang tids ignoreret indledende venten, betale overpris og ydmygt finde sig i at få tørt brød og dårlige varer i bytte for pengene. Skinkemadderne i Knuds madpakke er skåret over på den forkerte led, og moderens gavmilde slikposer og tyske sanglege til børnefødselsdagene bliver kun genstand for frydefuld hånlig latter og Knuds skamfuldhed på trods af hans hengivne forhold til moderen. Dagene går deres tunge gang med ”at være et tyskersvin” og gemme sig for de tyranniske plageånder, der jagter ham gennem tilværelsen.

Hildegard står som en helteskikkelse i romanen. Hun er smuk, god og handlekraftig og har en fortid som aktivist tilknyttet den kommunistiske modstandsbevægelse Rote Kapelle i Berlin under krigen.

Men: ”Min mor var en verdensdame, som var endt ved verdens ende,”[1] skriver Knud Romer. Hun er livet igennem en flygtning, der aldrig får lov at have hjemme nogetsteds; først som uægte barn, senere som Landessverräter mod det nazistiske styre, og endelig, da hun rejser til Danmark for at tjene penge til familien, som arvtager af den tyske skyld; hitlerkælling. Alligevel manifesteres Hildegard i romanen og i særdeleshed for den hengivne Knüdchen som et blodsbånd til de kulturelle rødder, der skal udgøre hans fundament i tilværelsen; den tyske kulturs højborg af forfattere, komponister og malere. Som repræsentant for denne åndsrigdom og kulturarv forbliver Hildegard en modstandsfigur til de primitive falsterboere, hvis hadefulde tyranni i tyskerhadets navn fremstår dobbelt hyklerisk i romanens skildring af deres egen reaktion, eller fravær af samme, da den nazistiske hær krydser Falster under krigen: ”Det eneste bombardement, som invasionsstyrken mødte op gennem Gedesby og Bruserup og Marrebæk, var skilte med ”Zimmer Frei” og ”Kartofler til salg”. De handlende på Torvet diskuterede, om de skulle trække skodderne for eller stille varerne ud med priser i Deutsche Mark (…)”.[2]

Nykøbing Falster skildres som et udsted, en by, der ”er så lille, at den begynder med at holde op” [3], og hvor der lugter af gødning om sommeren og sukkerroer om vinteren. Men det bliver aldrig rigtigt sommer og aldrig rigtigt vinter. Der er hverken sne eller solskin, kun blæst, tåge og regn – foruden de daglige bombardementer af fugleklatter fra den gigantiske rågekoloni, der har reder i skoven ved Falster City Camping med det flatterende slogan ”en oase i mulighedernes by”.[4]

”Her blev jeg født i 1960, og det var det tætteste, jeg kunne komme på ikke at findes.”[5] slår Knud fast. For hvad giver et menneske dets eksistentielle ståsted, når det er flygtning i sit eget land? Hvordan navigerer et menneske mellem det, der på én gang udgør en identitet og en forskel, et tilhørsforhold og en fremmedhed?
Knud klarer sig igennem barndommen med fiktionen – den bliver et tilflugtssted og et våben for ham. Her kan han få sin hævn, her er han alle tings herre. Her puster han plageånden Jesper i munden, så der står røg ud af ørerne, og hovedet triller ned på jorden, mens de andre børn løber skrigende bort.

Men fiktionen er ikke bare destruktion af alt det modbydelige. Det er samtidig konstruktionen og rekonstruktionen af den slægtshistorie, der starter længe før, Knud kommer til verden. Der er mormoren, som har mistet alt; begge sine ægtemænd, sit smukke ansigt, sin arv og sin datter, Hildegard (der er rejst til Danmark). Og alligevel ser hun de smukke ting i tilværelsen og udbryder: ”Ach, wie schön!” og ”Ich bin so gerührt”. Der er morfaren, den strenge patriark Papa Schneider, hvis navn kun er kendt af Gud. Der er farfaren Carl, den evige optimist og iværksætter, hvis innovative projekter alle dør en stille død på det gudsforladte Falster. Hans evigt trofaste hustru, farmoren Karen, der må koge suppe på vand og kærlighed og få ingenting til at række til huset og de fire børn. Der er Knuds far, som bliver Carls absolutte modsætning som forsikringsmanden, der aldrig gør noget overilet, men tværtimod sikrer sig på forhånd. Og som familiens eneste karrieremand sørger han for sine umulige søskende, den sindssyge Annelise, den småkriminelle Ib og den tuberkuløse Leif.

Selvom vi betragter romanens univers gennem lille Knuds naive øjne, er det altså den voksne Knud, der fortæller og stykker stumperne sammen til et samlet hele. Lille Knud modtager hvert år en af de russiske håndgranatsplinter, som med jævne mellemrum finder vej ud af onkel Helmuths gamle soldaterkrop, og i romanens slutning samler den voksne Knud splinterne til en håndgranat, som han kaster ud i vandet – ud til læseren?

Den fysiske umulighed af denne handling – sammenstykningen af splinterne til en hel granat – peger metaforisk tilbage på romanen selv som en fiktiv konstruktion. En splintret mosaik af livsfragmenter fra en slægt forfulgt af ulykke.

Der er en fantastisk scene i bogen, som især har printet sig ind på min nethinde, fordi den bliver så sigende for romanen og for Knud Romer i det hele taget: scenen med mormorens legendariske gullasch. En sort jerngryde bliver forbundet med en næsten mytisk status, fordi den er gået i arv gennem 100 år fra Knuds oldemor, der startede gullaschen og efter hvert måltid gemte en lille portion som kraft til den næste grydefuld. Og sådan er traditionen forsat, så gullaschen med tiden har fået den mest uimodståelige kraftfulde smag, der hos lille Knud får det til at føles, ”som om man havde været langt væk og ude at rejse, og der var gået mange år, når man vendte tilbage til stuen og glødede i hovedet, og så tog man en bid til.”[6] Det er umuligt for den grådige dreng at stoppe med at labbe i sig, så da moren og mormoren er gået ind til byen for at handle, finder han den gemte portion i køleskabet, familiens indkogte essens, og fortærer den. Han er i færd med at skrabe bunden af gryden ren, da han bliver afsløret, men efter at have betragtet sin mors forfærdede ansigt i et par lange øjeblikke, slikker han sorgløs grydeskeen ren.
Knud har suget hele slægten til sig og oplever dens historie ved i romanen at bevæge sig ubesværet rundt i mellem alle familiens bevidstheder. Romanen taler med utallige tunger: på dansk og på tysk, med naiv barnlighed og den voksnes refleksion, som Knud og som familiemedlemmer, han endda aldrig har mødt. Den selvbiografiske roman bliver på denne måde ikke bare forfatteren Knud Romers fortælling om sin opvækst på Falster, men et kor af stemmer, som hver har sin fortælling.

På forsiden af Den der blinker er bange for døden finder man et dækket bord og i baggrunden en alterlignende opstilling af et mørkt møbel med to stager under et stort maleri. Bogen rammesættes på denne måde som en art nadverhandling; indtagelsen af brødet og vinen, ihukommelsen og løftet om genopstandelse til det evige liv. Man kan se dette billede som en parallel til den lille Knuds grådige fortæring af den ældgamle gullasch: gennem ham ihukommes og genopstår alle familiens ulykkelige skæbner til et evigt liv i fortællingerne.

Men måske kan man sige, at bevægelsen går to veje? Knud giver på den ene side denne slægt identitet og eksistens ved at fortælle historien videre. Men på den anden side giver alle disse skæbner næring til hans fortællende praksis. Tættest på ikke at eksistere er man dér, hvor man ingen historie har – men slægten bliver hans historie, ligesom hans historie bliver slægtens fortsættelse. Det bliver allermest tydeligt i bogens sidste sider, hvor den voksne Knud holder sin døende mor i live en stund endnu ved gennem bevidste ’fejl’ i fortællingen at nøde hende til at mindes og fortælle den sande historie sammen med ham.

Man kan muligvis læse romanen som en form for frigørelsesprojekt – Knud kan ikke for alvor løsrive sig fra Falster, så længe forældrene og deres historier stadig binder ham til stedet: ”Selvom jeg flyttede fra Nykøbing, kom jeg aldrig væk, jeg slap aldrig ud af huset på Hans Ditlevsensgade.” Moderens død sætter dermed også punktum for et kapitel i historien om Knud. Men man kan spørge, om det overhovedet er muligt at gøre sig fri af historien, af familien? Og hvad skulle frigørelsen bestå i? Frigørelse til hvad?

Jeg oplever lige så meget Den som blinker er bange for døden som en insisteren på retten til at fortælle den sande historie – eller i hvert fald den historie, som den, der fortæller, opfatter som mest sand. En modfortælling.

Knud Romer vokser op med en stolt og heltemodig mor, der langsomt går i opløsning mellem vodkasjusser og cerutter ekskluderet af et lukket øsamfund, som har stjålet retten til at fortælle hendes liv og identitet. Hendes historie bliver lig med de onde tyskeres og hendes identitet er den, kun retfærdigt, udstødtes. Det bliver åbenlyst, at vores liv formes af de fortællinger, der bliver fortalt om os. Romers roman bliver derfor også kampen for at vinde retten til at fortælle den sande historie om dét menneske, han holdt allermest af.

At gullaschen endnu bobler i Knud Romer, hersker der ingen tvivl om den aften, forfatteren gæster Testrup Højskole. Udtrykket ’et sind i kog’ giver pludselig forbavsende stor mening, og indignationen er en tilsyneladende uudtømmelig drivkraft. Knud Romer står som en reinkarnation af sin mors modstandskamp, et opråb mod alt det falske og overfladiske, alt det smålige – også i det hele taget i det Danmark, som han trods kærligheden til den tyske kulturarv er blevet i.

Knud Romers livsprojekt udfoldes som en kamp for at give de betydningsfulde ting i tilværelsen eksistensberettigelse; at give dem en historie, en modfortælling til de fortællinger, der forsøger at reducere dem til ingenting.

Kilder:

Romer, Knud: Der som blinker er bange for døden, 2006, ATHENE

[1] Romer: 25

[2] Romer: 55

[3] Romer: 112

[4] Romer: 32

[5] Romer: 112

[6] Romer: 34

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på www.littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!