Mormor, tre katte, dreng bevæbnet med legestøjsgevær
Mormor, tre katte, dreng bevæbnet med legestøjsgevær

Bevæbnet af Zakiya Ajmi & Teddy Kristiansen

30.07.24
Det er ingen sag at sove uden sin mor, når blot man har de rette våben med!

Billedbogen fortæller historien om drengen, der skal på overnatning hos mormor. Hans mor skynder på ham, mens hun holder øje med, hvor mange af hans våben der pakkes i tasken. Mor mener, at det er nok med en pistol med skumpatroner, et Legosværd og et skjold, men drengen mener, at der skal pakkes fem våben i tasken. På vej til mormor møder de en røver! Så er det godt, at han pakkede sin Nerf-gun! Han synes desuden at der er noget mistænkeligt ved mormor, indtil han opdager, at mormor også er bevæbnet. Og hun ved heldigvis en hel del om at forsvare sig, så han kan sove trygt.


En virkelig skøn billedbog, der fortæller om, hvor svært det kan være at skulle sove andre steder, men hvor man ikke vil virke lille. Der er der stort fokus på at skabe afledning, så man ikke bliver ked af det. Og det fantastiske er jo, at mormor har gennemskuet præmissen, og leger med. 


Teddy Kristiansen er en forrygende illustrator og tegneserieskaber. Han er genial til at tilføre historien et ekstra lag og mere dybde med sin stramme, humoristiske og let satiriske streg samt gyldne farver. Med samme succes skabte han også en egen fortælling i fortællingen i billedbogen ’Bezunk og egernet’ fra 2018. Et virkelig godt samarbejde, og en dejlig højtlæsning til alle fra ca. 3 år.